Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag morgen skete det endelig - jeg fik (med hjælp fra Man with a Van) flyttet mine ting til det der skal være mit hjem de næste fire måneder. Værelset er småt (jeg har lagt et par biller op så I selv kan se), men har hvad jeg skal bruge (en del af det erhvervet lørdag morgen i den lokale IKEA!), og kan man se bort fra larmen fra de lokale barer og tømning af restauranternes flaskecontainere klokken seks lørdan morgen(!) har jeg ingen grund til klage.
For ser I, min vej ser måske ussel ud men tag ikke fejl - verden begynder (bogstavligt talt) lige rundt om hjørnet!
For kvarteret! Åh hvordan skal jeg overhovedet begynde at beskrive mit kvarter! Jeg prøver med et kort resumé af min lørdag aften for blot at give et lille indblik:
Aftensmad indtages i godt selskab på Don Tojo (100m fra min dør) - en billig japansk restaurant med fantastisk mad, god musik og OL på storskærm.
Herefter lægges ruten forbi et af de mange chokoladerier på Lygon Street (50m i den modsatte retning fra min dør), hvor en chokoladetapas blev indtaget under terrasevarmerne i den milde aftenluft, der summede af snakken fra de mange italienske restauranter og espressocafeer der ligger skulder ved skulder på den del af Lygon. Jeg forudser at disse chokoladerier bliver en alvorlig trussel mod mit helbred de kommende måneder, de har tilmed chokoloademenuer i take away!
Herefter tog Wendy og jeg afsked med de andre og satte kursen imod Brunswick street i det nærliggende hipsterkvarter Fitzroy. Fitzroy er et komplet og kaotisk virvar af stilarter, sanseindtryk, små lokale designerforretninger og barer med livemusik i alle genrer fra heavy metal til jazz. På vores tur op ad Brunswick street fik nydt et glas shiraz til tonerne af et funky jazzband i en godt gemt jazzcafe, spillet maracas og danset salsa i en lille sydarmerikansk bar propfyldt med swingende rytmer og glade dansende mennesker og drukket billig kvalitetscider i en ciderbar udformet som en gammel lagerhal med store cidertønder og rå murstensvægge. Undervejs kunne vi betragte den myriade af forskelligartede mennesker, fra glitrende dragqueens, mænd i kilt og en kvinde klædt ud som kleopatra til de almindelige funky unge med deres fede tøjstil som giver mig lyst til at uskifte hele min garderobe.
Så ja, jeg har ingen grund til at klage. Det skulle da lige være over prisene (60kr for en øl), som sætter en naturlig begrænsning for min lyst til at bruge alle mine aftener i Melbournes natteliv. Det er nok meget sundt for mine studier..
Jeg vil opdatere med flere billeder i takt med at jeg får dem taget.
Kærlige hilsener
Nanna.
- comments
Birte Brøns-Hansen Spændende læsmning Nanna ! Kærlig hilsen Mormor. Jeg skal ud at sejle med morfar ,Flemming og pigerne i morgen, hvis vejret bliver til det.
Mor Kære Nanna. Det ser da fint ud. Der skal du nok få det rart. Det er skønt at se. Kærlig hilsen Mette, Ole og Mor fra vores tur til Halmstad i regnvejr