Siden vores sidste indlæg har vi besøgt Santiagos lokale marked og solet os ved en pool. Den sidste dag i San Pedro La Laguna havde vi sat os for at lære at lave et traditionelt guatemalansk måltid. Men først skulle vi selvfølgelig indkassere den gratis morgenmad på vores hostel. Da vores jetlag stadig får os op kl 6.30 hver morgen, og da vi endnu ikke har vænnet os til den meget laissez fair tilgang til klokken i backpacker miljøet, blev vores tålmodighed sat på prøve, da hostellet meddelte, at morgenmaden ville starte kl 9.00 i stedet for kl. 8.30. Det gav selvfølgelig sig selv, når strømmen på hostellet havde været fraværende det sidste døgns tid, og når medarbejderne havde festet igennem hele natten. Men for to sultne a-mennesker var det ikke lige sagen.

Vores ellers jyske temperament blev endnu en gang sat på prøve under vores madlavningskursus hos den skønne Johanna. Vi havde aftalt at begynde kl 10.00, men da vi mødte op, skulle Johanna lige feje huset. En halv times tid senere var vi dog taget afsted til det lokale marked for at handle ind. Mellem farvestrålende og højtråbende boder og señoras gik vi og handlede diverse friske grøntsager. Vi fik smagsprøver på både tortillas og tre slags varm grød, som ingen af os kan tænke på uden at gyse lidt ved tanken. Imellem vores indkøb gik vi forbi den lokale kirke, hvor der til vores held blev afholdt en bryllupsceremoni, og vi befandt os pludseligt til globryllup i lidt for ukristent tøj. Da vi kom tilbage til Johannes hus var strømmen gået i hendes del af byen også. Vi havde ellers lige set vores snit til at få ladt vores telefoner op. Telefoner og Facebook er en ting, men kritisk blev det først da vi opdagede, at den ret, vi skulle lave, krævede en blender. Johanna gik derfor igang med at mørtle de stegte grønsager. Først efter 6,5 times kursus kunne vi endelig sætte os og spise den lækre ret efter at have forsøgt os som menneskelige blendere og overværet et mindre mor-opgør med Johanna og nabokonen

Lesson learned: vi skal nok ikke tage tiden så alvorligt, og altid have en snickers på os til 'hangry moments'.

Vores første dag i San Pedro købte vi jordbær på det lokale marked, og delte posen med en lokal señora, som solgte bananbrød. Siden har vi hilst på hende flere gange om dagen. Selvom vi ikke imødekom hendes ellers fremragende tilbud, er vi sikre på, at vi forlod San Pedro på god fod med hende.

Nu er vi draget videre mod Lanquín hvorfra vi skal besøge Semuc Champey. Hvis man som dansker der ikke er vant til kuperet landskab og set på kortet kunne man fristes til at tro det var en smuttur, meeeen den tog lige 12 timer i en bus med tonede ruder. Alle biler hernede har tonede ruder, og vores taxa chauffør fra lufthavnen fortalte det var på grund af gun-crime, så man kan gemme sig for bad guys (eller gemme sig hvis man er en bad guy).
Turen var dog det hele værd. Det er et meget mere frodigt landskab i Lanquin, og vi er sikre på, at vi kommer til at nyde den smukke natur til fulde til trods for at vejrudsigten lover regn. Eneste problem vi har haft her indtil nu er den kakkelak der kravlede ned i Mias taske igår aftes og som vi frygtede ville holde hende oppe i nat..