Profile
Blog
Photos
Videos
Efter vores vulkanbestigning havde vi erhvervet os to par ømme stænger, og Mia havde tilmed erhvervet sig et maveonde. Sofie kørte derfor solo for en aften, da vi skulle fejre den veloverståede vandring med de resterende hikers.
Lørdag gik vi en tur til det lokale marked, hvor der var højt lydniveau og tætpakket af handlende lokale. Vi købte os noget mango, og tog tilbage på vires hostel og spiste det i solen.
Mia var heldigvis nogenlunde på toppen igen lørdag, så vi satte os for at udforske nattelivet sammen og startede med et par drinks på vores hostels tagterrasse. Her faldt vi i snak med nogle canadiske fyre, som hev os med til en hæsblæsende ishockey kamp på sportsbaren Monoloco. Nogle af vores venner fra vulkanturen havde anbefalet os netop den bar, som efter sigende skulle have de ondeste nachos. Og det havde de! Så allerede dér var vores aften reddet, selvom Toronto Maple Leafs (med dansk målmand) måtte lide nederlag til Pittsburgh Penguins, og vi måtte erkende vores nederlag til den enorme portion nachos. Kampens uheldige udfald blev hurtigt glemt, og der blev danset på baren til de største hits, inden vi rendte ind i nogle nye bekendtskaber, som fortjener et par bemærkninger.
Der var tale om to amerikanske cowboys fra Texas med så gennemført en stil, at de udgjorde den perfekte stereotyp på en cowboy-duo i Centralamerika. De var begge iført cowboystøvler, lyse jeans, et kæmpe poleret bæltespænde, hvid tanktop og et cowboyhat. Vores fordomme var ved at få os til at sprænge, da de introducerede os for deres private sikkerhedsvagt, Carlos. En midaldrende, fåmælt mand fra Guatemala i besiddelse af en pistol til farlige situationer. Det skulle dog vise sig, at de to cowboys var lidt mere komplekse end den stereotyp, de så insisterende udstrålede. De ejede og arbejde i en selvstartet NGO, der med amerikanske sponsorers midler sender lokale børn i skole.
Med den viden må vi erkende, at lysten til at lære dem bedre at kende, blev forstærket. Med de to cowboys, de otte canadiere og Carlos satte vi os ind i cowboysenes truck, og kørte til en lokal bar lidt uden for Antigua. Hverken os eller de canadiske drenge var specielt positivt stemt over for den lidt snuskede bar, men hvem siger en cowboy med livvagt imod? Da vi havde drukket et par øl indvilgede cowboysene dog i at køre tilbage til Antigua, hvor vi sluttede aftenen af med at danse på den mest populære klub i Antigua, Lucky Rabbit.
Søndag solede vi os ved Hostel Tropicanas pool, og gik en tur ud i byen, hvor der var sort af mennesker grundet en katolsk helligdag som starter the Holy Week igang. Mænd var klædt i dragter, der - foruden den lilla farve - til forveksling lignede Ku Klux Klan dragter. Vi købte mango og tacos ved små boder, der var sat op til anledningen, og tullede rundt mellem de feststemte lokale. Søndag aften mødtes vi med Mias ven fra Politikens journalistcamp, som tilfældigvis var i Antigua samme tid som os. Vi havde en rigtig hyggelig aften med August inden vi tilfredse og mættede fra weekendens strabadser lagde os til at sove på vores dorm.
Mandag har vi solet os ved poolen og klargjort vores videre færd med Leon i Nicaragua. Til de bekymrede kan vi meddele, at vi har droppet natbussen til Nicaragua, som kører igennem både El Salvador og Honduras, og har købt et par dyre flybilletter i stedet (læs: mor, send flere penge, please!).
Mange knus fra os til kolde jer alle i kolde Danmark. Vi nyder de 25-27 grader i Antigua, da Leon skulle byde på 32.
- comments