Profile
Blog
Photos
Videos
38 timers rejse, der endte ved en sø (7-8 feb)
Som de gode jyder vi er havde vi provianteret godt hjemmefra til vores 11 timers fly til fort lauderdale og menuen stod både på toast, sandwich, ostehapser, surt slik og gulerødder. Fort lauderdale og de 16 timers layover testede vores gode humør med 3 timers kø til sikkerhedstjek bag overtrætte børn der endda måtte brække sig af træthed, men fik os ikke ned med nakken. Kritisk blev det dog da vi bestilte et længe ventet måltid og var lykkelige ved tanken om pomfritter... lykken var dog lunefuld og pomfritterne viste sig som Chips, serveret af en amerikansk madam der multitaskede og fiksede et par bind op af sin taske. Henad aftenen slog vi to bænke sammen og hoppede i vores soveposer og faldt hen.
De tre timer til guatamala gik smurt og en sweizisk mand, tilfældigvis den selvsamme der havde overnattet i vores fodende i lufthavnen, spurgte om vi ville dele taxa. I mødet med ham fandt vi ud af at vi vidste alt for lidt om internetsikkerhed, om at rejse for at finde sig selv. Noget vi dog trak lidt på skuldrene over. Det første indtryk af guatamala var farverigt, med søde mennesker og fin infrastruktur (dog med lyskryds af levende politibetjente frem for lys). Det med infrastrukturen måtte vi dog revurdere på en 4 timers bustur fra Antigua til San pedro, hvor store dele af vejene ofte var blevet lidt væk.
Endelig fremme i San pedro tjekkede vi ind på hostel fe - et backpacker hostel der levede perfekt op til alle fordommene med tvivlsomt rene pink lagner, svenske bartendere der var blevet hængende et par år for længe og en fantastisk afslappet, velkommen atmosfære.
På vores første rigtige dag har vi udforsket de forskellige små byer rundt om lago de atilan med båd. I San Marcos læste vi os frem til at stedet var for new agers (læs: dreadlocks) og havde en magisk aura der gjorde man kunne finde sig selv. Sofie fandt endda et lille tre dages kursus hvor man kunne arbejde med at frigive følelsesblokader forskyldt af mor og far-issues, lære hvordan man tager energi fra andre og sågar gennemgå en genfødsel. Desværre skal vi nå at se lidt på en pool imorgen, så vi har ikke tre dage og må udskyde at rense vores sind lidt endnu. Medmindre man kan rense det med guacamole, som du nærmest får kastet i hovedet hernede og som vi har taget gladeligt imod.
- comments