Fra Ometepe i Nicaragua tog vi videre mod Costa Rica. Endnu en gang skulle vi med, hvad der viste sig at være hele 6 forskellige transportmuligheder. Taxa til færgen, færge, taxa til grænsen og tre busser fra grænsen til vi nåede vores destination: cloud forest (tågeskov) Monteverde. Vi havde læst op på ruten fra grænsen til Monteverde inden vi tog afsted, og følte os selvsikre, da vi satte os ind i bussen, ifølge Google varer 4 timer. Efter 2 timer stoppede bussen i en by, som vi ikke videre kerede os om, og ud af øjenkrogen, da bussen kørte ud af byen igen, så Sofie et skilt hvorpå der stod "Irma". Det var vores stop. Snotforvirrede måtte vi forsøge at kommunikere videre til personalet, at vi skulle være blevet sat af der, men vi måtte få hjælp fra andre rejsende før der blev fundet en løsning. Med intet andet end vores bagage og en 50 dollar-sedler blev vi sat af i en lille flække 30 min fra Irma. Vi forsøgte forgæves at finde en hæveautomat da Mia pludselig spottede en bus, der kørte i retning af Irma. Vi satte i sprint, og nåede akkurat ind i bussen i tide. Da vi ikke havde hverken mere eller mindre end 50 dollars, og buschaufføren havde sparsomme vekselpenge, endte vi med at betale 20 dollars for at komme tilbage til Irma. Fra Irma tog vi den sidste bus mod Monteverde. På vores lange rejse så vi den flotteste natur. Costa Rica er meget frodigt, og hver gang du vender blikket i en ny retning er der en insta værdig udsigt.

Da vi vågnede på vores hostel næste morgen spiste vi morgenmad akkompagneret af vilde aber og vaskebjørne, som åbenbart kommer forbi hver dag for at deltage i morgenmaden.
Da morgenmaden var veloverstået, skulle vi se vores højdeskræk i øjnene, da vi havde besluttet os for at se tågeskoven fra oven. Vi bestilte en zip line tur, hvor vi skulle svæve over skoven i Latinamerikas længste zip line. De første par kabler var den sådan nogle som os, der lige skulle blive komfortable med at skæve i luften med noget ukendt gear som eneste livslinje. Senere skulle vi også prøve "supermanden" på de længste kabler, hvor man svæver liggende med hovedet nedad. Vi droppede den sidste aktivitet (Tarzan sving). Ikke fordi vi var bange - det var for Betty og Birthes skyld!

Da vi kom tilbage fra den vilde oplevelse følte vi os som superkvinder, men ægte superkvinder kan også få hjemve, så vi satte os foran skærmen med et overflod af slik og så X Factor på DR.

Dagen efter tog vi til La Fortuna, som også ligger i bjergene i det nordlige Costa Rica. La Fortuna består mest af regnskov, og selvom vi godt kunne fornemme en forskel fra tågeskoven i Monteverde, har vi endnu ikke helt fundet ud af, hvad der adskiller de 7 forskellige slags skove, der findes i Costa Rica (evt. Et research job for Ebbe og Torben? Vi vil gerne vide det uden at gøre arbejdet).
Vores første (halve) dag i La Fortuna brugte vi ved et vandfald, hvor både lokale og turister kunne nyde godt af de gratis fornøjelser som både naturen og en gynge stillede til rådighed.
Den følgende dag tog vi på en tur rundt om vulkanen Arenal. Først besøgte vi regnskoven og et flot vandfald og gik rundt på et lava landskab fra eruptionen i 1968 eller 1986 (tal er svært på engelsk). Til sidst skulle vi bade i nogle hot springs, som vires hostelfyr havde anbefalet os på det stærkeste at besøge. Vi måtte dog afslutte turen med skuffede miner, da guiden fortalte os, at de var lukkede grundet konstruktionsarbejde. Han beroligede os dog med, at han kendte et andet sted, der også havde hot springs, så der tog vi hen. Vi vidste ikke, om vi skulle grine eller græde, da guiden blev ved med at insistere på, at de to swimmingpools han havde taget os hen til VAR hot springs, siden den ene indeholdt varmt vand.
Mia tog hurtigt leder-kasketten på, og organiserede hele gruppen i protest. Med Mia som ordstyrer blev gruppen enige om, at bede guiden om at køre os til de gratis, men efter sigende mindre fede, hot springs et andet sted i byen. Det gjorde de så, og her hyggede vi os en masse. Da blev hentet igen en time senere, havde gruppen bestemt sig for at følge med leder Mia hen til det sted, hvor vi havde booket vores billet, da det var tydeligt, at hvis nogen kunne skaffe kompensation, så var det Mia. Sådan skulle det desværre ikke gå. Resten af gruppen blev sendt væk, og efter en times brok og trusler om dårlige anmeldelser, måtte vi resignere. Ingen ville tage ansvar for de manglende hot springs, og manageren fra turoperatører nægtede at snakke med os. Rigtig øv, men vi har smidt en karmalort tilbage i hovedet på dem i form af en dårlig review på tripadviser og så gik vi ellers ud og fik mega god aftensmad og grinede lidt af os selv og episoden.

Næste dag tog vi til hovedstaden San José. På vejen stoppede vi ved Pacuare River, hvor man kan white water rafte på den fjerde bedste flod i verden. Efter zip lining superkvinde oplevelsen havde vi fået adventureblod på tanden, så vi skulle selvfølgelig ud og rafte. Vi blev dog lidt blege i ansigterne, da vi fik fortalt, at sværhedsgraden på floden var 4-5 ud af 5. Vi fulgte derfor ekstra opmærksomt med, da der blev givet instruktioner, så vi kunne undgå at falde i vandet til en sikker hudafskrabning (som altså ikke pryder de solbrune ben!). Vi skulle, foruden guiden, være 6 i båden. Der skulle vælges to ledere, som skulle sidde forrest, og det blev hurtigt vedtaget, at det skulle være de to drenge. Det fortrød vi dog hurtigt, da det stod klart for os, at ingen af vores sejlkammerater havde hørt efter instruktionerne, og den ene af de ellers forholdsvis stærke drenge var mere uduelig end den anden. På dansk brokkede vi os lidt og gjorde lidt grin med deres manglende koordinationsevne undervejs indtil læreren endelig fik øjnene op for mønstereleverne på bagerste række. Han beordrede drengene ned bagi og de to danske vikinger op foran. Guldtoeren hev os sikkert (og sjovt - bare rolig) i land efter 4 timers rafting. Det var en super fed oplevelse at padle os igennem en flod midt i regnskoven med de vildeste stenformationer og canyons. Nu har vi ømme arme, men det var det hele værd og mere til. Vores kameraer er desværre ikke vandfaste, så udover de billeder, de andre var søde at tage af os, kan vi kun henvise til youtube videoer.

Mange knus fra de stolte guldvindere