15-16 februar

Hvis bjerget ikke vil komme til os, må vi komme til bjerget

Vi ankom til kolonihovedstaden Antigua sent onsdag aften, og eftersom vi havde hørt at weekenden var værd at bruge i byen, besluttede vi os for at melde os på vulkan vandring allerede morgenen efter.
Lidt uden for byen ligger to store vulkaner, den ene er den mest aktive vulkan i Guatamala og den anden har været inaktiv flere år. Vi slog sten, saks, papir og endte med at melde os på turen til Atenango, den inaktive vulkan.
Pakkeinstrukserne lød på: VARMT tøj, snacks, pandelampe og 4 liter vand hver. Vi var begge lidt skeptiske overfor varmt tøj konceptet - guatamala er jo vaaaarmt og eftersom ingen af os er udtalte hverdags vandrere antog vi også at bare det at gå ville bidrage til at holde kropstemperaturen. Heldigvis havde vores danske veninder Signe og Amanda forberedt os - det ville lynhurtigt blive koldt og endda minusgrader på toppen. Så vi pakkede os ind og drog afsted med en guide og 8 personer fra vores hostel. Sofie udviste hurtigt sin adrætte side og kom i førertrøjen af pigerne. Mia, der ingen ambitioner (eller evner) havde om hverken den prikkede bjergtrøje eller den den gule, valgte istedet at spise alt der var beregnet til morgenmad dagen efter til frokost, hvilket skabte en lidt kritisk atmosfære, der dog hurtigt blev overvundet at de bjergtagende udsigter vandreturen førte med sig. Det tog 5 timer i meget varierende natur at nå til campen, hvor vi blev tildelt et tomandstelt og ellers parkerede os ved bålstedet. Skyerne, der bevæger sig surrealistisk hurtigt i de højder, veg til side og gav os det vildeste udsyn over nabovulkanen der spruttede røg - og senere på aftenen også lava. Der var desuden udsigt helt til Lago de Atitlan, som var vores første stop på turen. Aftenen blev brugt på hygge rundt om bålet med de andre, og bedst som vi var på vej i seng kom Carrie, der var på ferie med hendes søster og søsterens kæreste, hen og spurgte om vi kunne bytte telt, da hun gerne ville sove med hendes livs store kærlighed (som hun havde mødt cirka 9 timer og 48 minutter før). Ingen af os ville stå i vejen for sand kærlighed og således blev hele campen omrokeret og vi fik nu fornøjelsen af at dele telt med den største snorker i hele Canada. Denne snorken var dog underordnet fordi Mias krop alligevel havde bestemt sig for at holde hende vågen med roskildesyge hele natten - og således blev natten brugt i et toiletskur, på en vulkan i minusgrader, med den bedste udsigt en diarréramt nogensinde har haft.
Ovenpå en hård nat måtte Sofie kyndigt agere heppekor for at få Mia ned af vulkanen igen. Ned kom vi. Med ømme lår og smukke billedet på nethinden.