Hejsa soede mennesker.

Endnu en uge er nu gaaet her i Phnom Penh. Som jeg skrev i soendags, har jeg vaeret paa klinikken og er blevet undersoegt. Langt om laenge, kom de vist frem til, at det var nyrebaekkenbetaendelse, hvilket mor ogsaa lige slog op i bogen derhjemme:) Jeg har derfor ligget syg mandag, tirsdag, onsdag. Det har fandme gjort ondt, og saa er man sgu langt fra det danske laegesystem. Jeg kender snart mere til det cambodianske laegesystem end det danske, med alle de besoeg vi har haft paa klinikken.
Jeg har vaeret paa en skrap antibiotikakur, saa tiden er mest gaaet med at sove. Pernille, som blev bidt i armen af en abe, har ogsaa vaeret hjemme, saa vi har kunnet holde hinanden lidt med selskab. Onsdag aften, da jeg heldigvis var ved at vaere paa toppen igen, tog Mia, Jose og jeg ud for at spise alene. Det var super hyggeligt, og dejligt med en aften hvor det kun var os tre. Det har vaeret super godt at rejse sammen med gruppen, men nu glaeder vi os ogsaa snart til at komme paa egen haand.

Torsdag tog Pernille og jeg afsted igen. Vi havde ikke vaeret med de andre paa lossepladsen om tirsdagen, saa det gjorde vi torsdag morgen. Godt klaedt paa med langt toej og maske, koerte vi mod lossepladsen. Der er kun én losseplads i Phnom Penh, saa det er her al skrald kommer hen. Mange mennesker bor paa denne losseplads, og det siges, at 4000 mennesker har deres daglige gang her. Nogle bor der, andre ’’arbejder’’ der og boernene, ja de gaar bare rundt hele dagen lang. Der er en skole tilknyttet lossepladsen, men man kan ikke lige forestille sig, at det er af saerlig hoej standard. 80 % af de boern der bor paa vores boernehjem, kommer fra lossepladsen. Naar de er paa lossepladsen er deres job at gaa rundt og samle affald, som sendes til Vietnam. Hovedsageligt plastik. Naar de samler en pose paa to kilo, faar de 1000 riel, hvilket svarer til 1.5 kr.! Nogle har stadig familie der, mens andre ogsaa er foraeldreloese. Dem som har noget familie tilbage, evt. kun en bedstemor, ser dem to gange om aaret. Blandt andet her i midten af april, hvor der er khmer new year. Her har boernene ferie, paa samme maade som vi holder juleferie.
Naa men lossepladsen var en skraekkelig oplevelse. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet mig – vi kommer ud til en meget stor aaben plads, og der lugter saa forfaerdeligt. En blanding af raadenhed, braendt affald, ja, det kan naesten ikke beskrives. Det er en losseplads, men ogsaa et hjem, toilet og sovested for mange mennesker. Vi koerte i tuktuk derud, og blev sat af in the middle of nowhere. Vi gik med vores masker, og jeg foelte mig meget ilde tilpas over at gaa rundt og se ’’rig’’ ud, og samtidig vide, at det vi ser, er dagligdag for rigtig mange cambodianere. Vi blev vist rundt af to boern fra boernehjemmet, hvoraf den ene selv har boet der. Det var rart med deres hjaelp, og de kunne forklare os en masse.
Mens vi gik rundt ligesaa fredeligt, kom tre store skraldebiler med nyt affald. Folk var ligesom gribbe, det handlede om at komme derover saa hurtigt som muligt og faa noget af det nye affald. Det var saa uvirkeligt, men vi blev brat informerede om, at vi var i live, da vi var ved at blive bakket ned af en kaempe skraldebil! Vi loeb forvirrede rundt i al det affald, og det var saa ulaekkert. Godt jeg havde kondisko og lange bukser paa :)
Vi gik videre, og saa en masse boern, uha man faar en daarlig smag i munden. Vi opdagede, at der var en lille gade midt paa lossepladsen, hvor der var en lille butik, og hvor der fandtes noget man kunne kalde for huse. Hende pigen vi havde med derud, saa faktisk sin mor og lillesoester sidde i et af disse huse, og hun havde ikke set dem i et aar. Det var rigtig underligt, men dejligt for hende. Saa fik hun en pose med mangoer, og saa tog hun med os tilbage. Selv ikke synet af deres slaegtninge kan faa dem til at vaelge boernehjemmet fra. Her har de deres fremtid!
Fredag havde vi halv dag paa boernehjemmet, fordi turen om eftermiddagen gik til Sihanoukville for en weekend. Vi tog ud for at spise frokost, og da Jose og jeg skulle gaa hjem – en straekning paa omkring 400 meter – blev vi udsat for en blotter. Jeg vil slet ikke beskrive her hvad han gjorde, for det var saa ulaekkert og saa graenseoverskridende, men han fulgte os helt til vores guest house i hans store sorte BMW. Ad, det glemmer jeg aldrig, og vi var saa chokerede da vi kom tilbage. Derfor var det meget rart med en weekend paa stranden, saa vi kunne komme lidt vaek fra storbyen. Vi var kun 8 piger der valgte at tage afsted. Resten blev hjemme pga. traethed og sygdom.
Jose og jeg lagde os ned paa stranden i gaar, men det var bare helt overskyet hele dagen. Derfor taenkte man maaske ikke lige paa at smoere sig meget ind i solcreme, saa resultatet af det var to piger, som var meget, meget roede i ansigterne... Maaske mest mig :) Men saa fik vi da noget ud af det!

Nu er det soendag, og klokken er snart 13. Vi bliver hentet med en minibus om en times tid, men det er kun Jose, Kamilla og Clara der skal med til Phnom Penh, de andre bliver til tirsdag. Men vi skal hjem til vores unger :)
Vi var paa marked den anden dag, og udover alt det vi koebte, som vi ikke havde behov for, koebte vi en masse til vores 12-13 unger. 28 blyanter og 14 blyantspidsere – 2 dollars. Det kan goere dem saa glade, og naar der ikke skal mere til, saa er det jo fantastisk at kunne glaede dem paa denne maade. Nogle af dem sidder med en lille afknaekket stift og skriver, det kan simpelthen ikke vaere rigtigt. Vi har en masse hyggelige ting vi skal lave med dem i denne uge, og jeg takker for jeres forslag. Desvaerre er det saadan, at boernehjemmet vaegter meget hoejt, at vi laerer boernene engelsk og ikke for meget leg. Saa det er begraenset hvor meget vi maa lave med dem udover engelske gloser. Vi har dog laert dem at synge ’’tommelfinger, tommelfinger hvor er du?’’ paa en blanding af engelsk og khmer – den elsker de :) Ligesom mine boern i boernehaven gjorde.

I morgen kommer vores veninde Malene og besoeger os. Hun er ude og rejse i en maaned med hendes veninde, og de er lige i Cambodja for et par dage. Det bliver ret surrealistisk at se hende hernede, men vi glaeder os til at hoere om deres tur og ikke mindst fortaelle om vores.
Haaber I alle har det godt derhjemme. Nu er det jo ved at vaere april, og saa maa vejret snart blive bedre, og det er paaske. Hvis jeg skal fremhaeve en ting jeg glaeder sig til, saa er det de danske sommeraftener, hvor det er lunt, men hvor man ikke sveder konstant som man goer hernede :) Jeg kommer jo lige hjem til sankt hans, og ja, saa er det et aar siden jeg stod med huen paa.
Pas paa jer selv, og fortsaet endelig med alle jeres dejlige hilsner! :)

Kram fra Mia.

P.S. Tak for pakken, mor, far og Line. Dejligt med lakridser, Womanblad, og alt det andet :)