Profile
Blog
Photos
Videos
Turen gik i dag til regnskovsbyen Kuranda og Aboriginalbyen Tjapukai vest for Cairns. Jeg blev for første gang hentet til tiden af bussen - jeg blev helt overrasket, over at den var der præcis til tiden. Vi blev kørt ned til banegården, hvor et meget gammelt tog kaldet Scenic Rail kører turen op til Kuranda gennem regnskoven to gange dagligt. Det er en tur på 2 timer, hvor man ser al den vilde natur med vandfald, klipper, bjerge og skov, der omgiver Cairns og så langt øjet rækker. Det var en rigtig god tur, fordi den viser en helt anden natur end den, jeg hidtil har oplevet. Min lange vandretur i Flecker Botanic Garden var i samme stil. Her var der bare meget mere regnskov.
Det regnede hele dagen, hvilket er meget autentisk, når man er på tur i regnskoven, men det betød desværre, at mit besøg i Kuranda blev noget kortere, end jeg havde regnet med. Det øs-regnede, så det var virkelig ikke særlig sjovt at gå rundt og kigge i byen. Jeg fik dog købt en lille souvenir ved en af markedsboderne. Derudover har byen heller ikke voldsomt meget at byde på. Men den skulle være rigtig hyggelig at gå rundt i, når vejret er til det.
Da jeg ikke gad gå rundt mere i regnvejr, gik jeg hen til sky-rail stationen, som er en svævebane med lukkede kabiner, der fragter dig henover regnskoven og ned på den anden side, hvor Tjapukai ligger. På turen var der 3 stop, hvor man kunne gå en tur rundt i regnskoven og læse om de forskellige træ- og plantearter, der gror der. Det var meget spændende at læse om, hvordan træer og planter helt nede ved jorden klarer sig, da der kun kommer 2% sollys helt derned. Det var ganske interessant. Desuden var det imponerende at opleve træer der er 10-15 meter høje.
Turen henover regnskoven var rigtig god og lidt skræmmende samtidig. Man er mange meter over jorden, og man kan ikke se skovbunden. Man kan kun se trætoppene, som er 5 meter under én, og man ved, at så må skovbunden være 10-15 meter længere nede. Det var enormt tåget på et tidspunkt, så der kunne man slet ingenting se, hverken under, over eller ved siden af sig. Der var det lidt skræmmende bare at svæve afsted i hvid tåge og ikke ane, hvor man var. Men de steder, hvor man kunne se, var der både bjerge, skov og vandfald at nyde: Det var smukt at se på - selv i regnvejr.
Tjapukai er ikke en egentlig Aboriginalby længere. Den var engang, men Tjapukai-folket blev fordrevet for mange år siden. Nu er byen rekonstrueret, og der bliver opført forskellige teatre og shows, der viser Tjapukai-folkets historie, religion og kultur. Jeg så et danse-teater, hvor de dansede Tjapukai-folkets hverdagsliv. Det er rimelig alternativt, men meget interessant at se. Der var flere udstillinger, og selvfølgelig en souvenirbutik med alle de samme slags souvenirs som alle andre steder Her var en boomerang bare 3 gange så dyr, som på markedet i Melbourne, fordi den var 'hand-made' - og om man så tror på det, er op til én selv...
Jeg brugte ca. 2½ time i Tjapukai og var lige ved at købet nogle interessante bøger i souvenirbutikken, men besluttede ikke at købe dem - både fordi jeg selv skal slæbe rundt på dem på resten af rejsen, men også fordi de var til salg til total overpris. Det kan helt sikkert gøres billigere på Amazon.com. Alt i alt var Tjapukai en rigtig interessant oplevelse, og det var spændende at høre om, hvordan Tjapukai-folket i sin tid levede i harmoni med naturen, og hvordan de brugte naturen i deres hverdagsliv, men også som religion. Det var spændende at høre, hvordan de mener sol og vand på hver deres tid på året styrer folkets skæbne. Det er så langt fra den verden, jeg kender! - Og derfor så interessant at høre om.
Her til aften har jeg haft Skype-date med mor og far. Det er så rart at snakke med nogen hjemmefra en gang i mellem, og vi havde en rigtig god snak om de næste ugers rejse. Jeg spiste aftensmad sammen med en hollandsk pige, som jeg bor på værelse med denne ene nat. Hun rejser også alene, og vi har haft en rigtig god snak om, hvor ensomt det er at rejse alene. Hun skal til Darwin og besøge sin kæreste efter Cairns - så helt alene er hun ikke. Men det var alligevel rart at have en at spise sammen med og få snakket lidt med, om de oplevelser man har haft, mens man har været i Cairns. Derudover skal jeg pakke mine ting sammen til at rejse meget tidligt i morgen. Jeg skal lige have omrokeret i taskerne, hvilket betyder, at næsten alt skal ud af tasken og pakkes rigtigt ned. Jeg hader at pakke ud og pakke om... Derfor har jeg også skubbet det til sidste øjeblik, inden jeg skal i seng
Der er egentlig ikke så meget mere at fortælle i dag. Super spændende og god dag trods regnvejret. Spændende at se noget regnskov med vandfald og opleve noget Aboriginal-kultur. Næste destination hedder Mission Beach i morgen, hvor jeg har 3 overnatninger, og så skal jeg beslutte, hvad der fremover skal ske. Jeg ændrer måske lidt i rejseplanerne for også at komme vest på og se Perth, men det er ikke planlagt endnu, så indtil nu står den på 3 dages hygge-og-lave-ingenting-i-Mission-Beach. Hvis jeg altså kan finde ud af at lave ingenting i tre dage.... jeg tvivler.
Kan I alle have det skønt.
Knus Mette
- comments
Din far Kære Mette, det var hyggeligt at få snakket med dig på Skype. Uanset at tiden føles lidt lang, når man rejser alene, er det en kæmpe oplevelse, du er ude på lige nu. Du skal huske på at få det hele med. Du skal også huske på at få din sjæl med. Om ikke andet giver det tid til eftertanke. De kan et par aboriginals sikkert forklare en masse om;-) Kan du huske, da vi var i Kridthuset. De første par dage gik altid med ingenting og I kedede jer alle tre utroligt meget. Det er lidt af det, du er ude i nu. Du har været vant til et utroligt socialt liv på seminariet, med venner, med familie og arbejde. Den første uge i Melbourne var du også hele tiden sammen med nogle. Så det er klart, at ensomheden lige pludselig rammer dig som en forhammer. Du skal nok lige - psykologisk - 'ned at vende' i en uges tid, så kommer du styrket tilbage. Glæder mig til fortsat at følge din tur. Der er meget, der skal opleves endnu.
Din far PS, din blog er stadig udvalgt på forsiden. Godt gået.
Mor K ære Mettchen. Tak for en dejlig lang snak på skype. Lyt til hans råd, han er jo den af os to der ved mest om det at rejse. Vi beundrer dig for det, du gør. Din tur i dag har jo virkelig været lærerig: at få et indblik i så fremmed en kultur som den indfødte australske, er jo bl.a det dib tur handler om. Men også det du fortæller om regnskoven lyder fantastisk. Selv har jeg kun begreb om regnskoven fra fjernsyn og film - og det siger ligesom ikke så meget:) Godt at reisen nu går videre, godt, at du har fået snakket med den hollandske pige - og så kig fremad og vær ligeså åben for nye indtryk som hidtil. Knus fra Mums. Har også sendt en mail.
Farmor Sødeste Mette. Synd at du har følt dig så ensom - men det tror jeg, er sundt at prøve. Du har godt af at få lidt jordforbindelse. Tænk på hvor meget, der er sket i din tilværelse og hvor travlt, du har haft. Du skal også nyde, når der ikke sker noget hele tiden. Jeg læser dine breve højt for farfar - og han nyder også at høre dine beretninger. Hun er så sød, ved du, han altid siger. Ligesom alle de andre!! Nu har du jo talt med flere piger, der også rejser alene. I er nogle seje tøser. Vær lidt stolt af dig selv, at du kan alt det. Mange knus herfra.
Mette Til Farmor: Tusind tak for dine ord. De varmer og løfter modet, når det bliver for trist. Det er dejligt at høre, at Farfar også får noget ud af bloggen! Håber I har det godt begge to! Knus