Jeg rejste fra Cairns her til morgen meget meget tidligt. Jeg stod op klokken 05.30 for at pakke mine ting sammen og rydde op i mine få madvarer i køkkenet. Kl. 06.45 kom min taxa og fragtede mig ind til midtbyen, hvorfra jeg gik hen til busstoppestedet. Kl. 07.20 var der afgang mod Mission Beach. Turen tog 2 timer, og jeg tog mig en lur på vejen. Bussen ydede desuden den service at vise en film under turen. Det var Hollywood-filmen The Tourist med Angelina Jolie og Johnny Depp. Jeg har set den før, men det er en udmærket film, så jeg fulgte med hele vejen til Mission Beach.

Bussen holdt ind ved en informationskiosk i Mission Beach, og her stod jeg af. Der var ikke umiddelbart andet end et supermarked i nærheden, så jeg tænkte lige et øjeblik over, om det var en total spøgelsesby, jeg var kommet til. Jeg gik ind i kiosken og spurgte damen, om hun kunne fortælle mig, hvordan jeg kom til mit hostel, Mission Beach Retreat. Hun sagde, at det lå 4 km. væk, men der ville komme en og hente mig kl. 10.00. Igen undrede jeg mig over, hvorfor mit hostel lå så langt væk, når jeg nu havde booket et, der lå inde i selve Mission Beach. Da jeg blev hentet, viste det sig, at busstationen er i en helt anden lille by, som hedder noget med W. Altså var Mission Beach et stykke derfra. Det tog kun få minutter at komme frem, og på vejen viste chaufføren mig, hvad byen kan byde på. Og det er ikke meget. Mission Beach har en lækker strand, som jeg skal udnytte, hvis vejret bliver godt - indtil nu har det været overskyet. Derudover er der et lille supermarked, der sælger alt til overpris, 4-6 restauranter/ barer, et par butikker, 3 ejendomsmæglere og et posthus, og så selvfølgelig mit hostel og nogle ferielejligheder. That's it folks!! Der er ikke andet. Jeg gik en lille tur i byen for at orientere mig, og jeg har taget et billede fra den ene ende af byen til den anden. Så lille er den. Der er en hovedgade og 3-4 små sidegader, og det er alt. Så jeg er virkelig kommet til en spøgelsesby, hvor der ingenting sker overhovedet. Chaufføren forberedte mig også på, at der virkelig ingenting sker her. Hele formålet med de 3 dage i Mission Beach er også at slappe af og lave ingenting, så jeg er nok kommet til det rette sted. Men jeg er godt nok også glad for, at jeg kun skal være her i 3 dage, for flere dage ville uden tvivl medføre død af kedsomhed.

Folk er rigtig søde, venlige, hjælpsomme og imødekommende. Det er en helt anden oplevelse end i Cairns. Chaufføren var englænder og arbejder her i et års tid sammen med sin kæreste. De fleste der arbejder på mit hostel kommer et andet sted fra, og her er nok omkring 15 gæster i alt J Her er meget hyggeligt. Allerede nu ved jeg, at jeg bliver kørt ind til busstationen, når jeg skal videre på torsdag, og det er bare den slags service, der gør, at jeg føler mig velkommen og godt tilpas et sted. Det var det første chaufføren sagde. Derudover gav han mig tips til nogle lange ture, man kan gå både langs stranden, men også ind i landet, hvis jeg keder mig for meget i byen. Jeg tror byen er en ferieby for australiere, som kommer og holder sommerferie her, og uden for sæsonen er byen så totalt død. Mit hostel er et hul, men her er rent. Desværre er der ingen sikkerhedsboks, man kan låse værdigenstande ind i. Det var der i Cairns, og det er jeg lidt træt af her, for jeg har ikke lyst til at have computer, kamera og pas liggende i tasken, så enhver kan snuppe det, mens jeg er væk. Gutten der sover i sengen ved siden af mig, er en sær snegl, og det er bare en underlig fornemmelse, jeg har, men jeg stoler overhovedet ikke på ham. Jeg ved ikke lige helt, hvad jeg skal gøre ved den situation. Jeg bor på et værelse beregnet til 9 mennesker, men der er kun 4 udover mig.

Internet er en lille smule billigere her end i Cairns, til gengæld kan den kun købes på timebasis, og ikke for en hel dag ad gangen, som i Cairns. Receptionen har kun åbent to gange i løbet af dagen, så man skal købe sit internet om morgenen, hvis man skal nå det, inden de holder lukket frem til 15.30. Derfra har de åbent igen indtil kl. 19.00. Det synes jeg er lidt mærkeligt, for stedet er fuldstændig tomt og ubevogtet i de tidsrum, hvor receptionen er lukket. Det ender nok med, at jeg føler mig nødt til at slæbe mine værdigenstande med mig, hver gang jeg bevæger mig uden for mit hostel, som jeg har gjort hele dagen. Det er lidt bøvlet, hvis man bare vil til stranden et par timer. Men sådan må det være. Jeg stoler simpelt hen ikke på den gut, og ingen døre kan låses - heller ikke hoveddøren, så når der ikke er nogen i receptionen, kan enhver vade lige ind. Jeg synes faktisk ikke, det er særligt betryggende. Men jeg må bare opholde mig på selve værelset og tage alle mine værdigenstande med mig, hver gang jeg forlader værelset.

Desuden har jeg overhovedet ingen forbindelse på telefonen her. Den er helt død, så de næste par dage kan I komme i kontakt med mig på det danske nummer +45 26274584, som har en lille smule forbindelse. Men vær søde kun at bruge det, hvis det er vigtigt - det er hundedyrt!

I eftermiddag satte nogle hollandske gutter Find Nemo på dvd'en, så den har jeg set indtil nu. Om lidt skal jeg have noget aftensmad, hvilket i aften kommer til at bestå af toastbrød med humus på - meget interessant, men jeg har ikke handlet endnu, så jeg må spise mine left-overs fra Cairns. Det lille supermarked er allerede lukket, og jeg kan ikke lige overskue at tage ud at spise alene et sted i aften. Så menuen står på toastbrød og et æble til dessert.

Resten af aftenen kommer til at gå med at kigge på bus og hostel til mit næste stop, som er Airlie Beach ved Whitsundays øerne på torsdag. Airlie Beach er lige så stor som Mission Beach og har ikke noget at byde på andet end turene til Whitsundays, som skulle være en helt speciel oplevelse. Jeg tror jeg vil tage med på en tur ud til en af øerne, hvor man kan overnatte og sejle tilbage igen (husk søsyge-piller!!!) Det skal bestilles hos en turist/rejsekiosk i Airlie Beach. Jeg regner kun med at være der et par overnatninger eller 3, og så bliver næste stop nok Brisbane. Jeg trænger til en større by, hvor der sker noget mere, og hvor jeg har mulighed for at finde et rejsebureau og snakke med en rejsearrangør om resten af turen. Det har jeg valgt at gøre efter en god snak med far og mor, hvor vi snakkede om at rejse alene og være så ensom. Bestiller man en længere rejse arrangeret af et bureau, er man sikret at have nogle andre at dele oplevelserne med, samtidig med at man rejser sammen med andre. Det tror jeg er den bedste løsning for mig, for min måde at rejse på indtil nu er for ensom. Jeg savner simpelt hen nogle mennesker at dele oplevelser med, og så vil jeg hellere betale mig fra en dyrere rejse, hvor bureauret sammen med mig sammensætter en god rejse, hvor der er andre at dele oplevelserne med.

Det var alt for nu. Jeg vender tilbage, når der er nyt at berette fra spøgelsesbyen Mission Beach!

Knus Mette