Profile
Blog
Photos
Videos
Flecker Botanic garden i går var ikke helt vildt spændende. Jeg så ikke nogen af de dyr, de reklamerer med at have derinde, og træerne er ikke meget anderledes end i en dansk skov. Jeg fandt en løbe/gå rute, som var henholdsvis 1,3 og 5,4 km. lang og besluttede at gå den lange tur rundt. Det gik rigtig godt de første 3 km stejlt op ad bakke, og jeg kom til et udsigtspunkt, hvor jeg kunne se lufthavnen og nogle bjerge i baggrunden. Jeg var rimelig højt oppe. Derefter gik jeg videre, men nåede til et skilt, hvor der stod DANGER! Det næste stykke vej anbefaledes det, at man ikke gik alene, eller efter klokken 16 om eftermiddagen, fordi det var for farligt, og der var sket uheld og dødsfald på det stykke tidligere. Jeg kiggede på klokken, og den var 17, så jeg tænkte, at det nok ikke var smart at gå derinde. Jeg har læst et sted, at man skal tage advarselsskilte hernede alvorligt, for de er ikke sat op for sjov. Derfor vendte jeg om igen og tog 1,3 ruten tilbage igen. Egentlig var naturen og området ikke specielt smukt. Der var ikke noget specielt ved det, så jeg betragtede bare turen som god motion.
Tilbage på mit hostel gav jeg mig til at overføre de billeder jeg havde taget af byen og skoven tidligere, da to piger kom ind på værelset og skulle låne min underbo's computer. De var danske. Det er de første danskere, jeg har mødt indtil nu, så det var skønt at få talt lidt dansk. De er fra Ringkøbing og har været her i to uger. De flytter til et andet hostel i byen på søndag og skal blive her en uges tid mere. Så dem ser jeg nok ikke meget til, når jeg er booket med ture hele weekenden, og selv rejser videre på mandag. Men det var da fedt lige at sige hej til dem og snakke i de 10 minutter, det varede.
I dag gik turen så til Great Barrier Reef! Jeg er imponeret og lidt skuffet på én og samme tid. Men først skal I næsten høre, hvordan dagen startede.
Jeg skulle samles op med bus uden for mit hostel klokken 07.25, så klokken 07.20 var jeg klar parat til afgang. Der kom bare ikke nogen og hentede mig. Jeg har dog vænnet mig til, at tiden er et relativt begreb hernede, så man kan ikke helt regne med de tidspunkter, der bliver slynget ud. Og specielt når bussen skal forbi flere hostels på vejen, kan den godt være forsinket. Så jeg ventede med tålmodighed et kvarter, hvorefter jeg begyndte at undre mig. Da der vat gået 20 min. fik jeg receptionen til at ringe til det firma, turen var booket hos, og de sagde, at de var forsinkede, men ville være der inden for 10 min. I mellemtiden spiste jeg et stykke toastbrød fra morgenbuffeten. Det var ellers ikke meningen, jeg skulle spise morgenmad før turen, for det var med i turen, sammen med frokost og eftermiddagskaffe med frugt. Jeg havde dog spist et æble i forvejen, for jeg forlader helst ikke mit 'hjem' uden at have fået noget at spise. Endelig kom bussen, og chaufføren undskyldte med, at jeg slet ikke var kommet med på hans liste over pick-ups. Der var sket en fejl hos firmaet - igen brokker jeg mig lige over, at tingene bare ikke virker her, og hvis ikke jeg havde bedt receptionen ringe til firmaet, var jeg slet ikke blevet samlet op, og var heller ikke kommet med på turen! Nå, men chaufføren kørte mig til havnen og viste mig hen til den kæmpe katamaran-båd jeg skulle med. Jeg kom om bord og skulle som det første udfylde en sundhedsformular for at få lov at dykke. Derefter var der fælles instruktion i sikkerhed ombord, og hvad vi skulle foretage os i tilfælde af uheld, ulykker osv. Samtidig spiste vi morgenmad. Den bestod af en krydderbolle med scrambled eggs og bacon i. Jeg spiste én bid og kunne mærke, at jeg ikke skulle have mere. Ikke fordi den smagte dårligt, men mit maveindhold vendte sig af en eller anden grund i mig. Vi kom afsted, og i fuld fart gik det ud mod Great Barrier Reef. Jeg tror det tager en time til halvanden at komme derud.
Jeg fik det dårligere og dårligere, og jeg aner ikke hvorfor, for jeg kan ikke mindes nogensinde at have været søsyg før i mit liv, men det skal jeg lige love for, at jeg blev her. Jeg var nødt til at komme ud på dækket i en fart og hive en bræk-pose med mig i farten. Jeg nåede kun lige ud, og så kastede jeg op. Det ene æble og den enkelte skive toastbrød, jeg have fået til morgenmad, røg direkte op igen ned i posen. Et venligt medlem af besætningen hentede vand til mig og fik mig ned at sidde. Og der sad jeg så og havde det skidt, indtil vi nåede frem mod Great Barrier Reef, og vi skulle have instruktion i dykning. Jeg var heldigvis ikke den eneste, der var søsyg. Vi sad 10 stykker sammen med hver vores brækpose på dækket
Jeg fik våddragten på og udleveret svømmefødder og snorkelsæt. Vi var 8 hold, der skulle dykke med instruktør, og jeg var på hold 8, så der var rimelig lang tid, til det blev min tur. Mens vi ventede på at dykke, kunne vi snorkle omkring og se os om.
Og hvilket syn!!! Alle de mange koraller og fisk, der lever her er helt enestående. Fiskene er enormt farvestrålende og svømmer ind og ud mellem én, mens man padler rundt i overfladen. Der kom også to havskildpadder forbi, som jeg næsten kunne røre ved. De svømmede bare forbi og lignede dem fra 'Find Nemo' "Hey Dude…" Det var virkelig imponerende at opleve. Til gengæld blev jeg en smule skuffet over korallerne. Jovist er de flotte, men der bliver godt nok snydt med farverne alle de steder, der reklameres med Great Barrier Reef. Der er blå, gule, grønne og lidt orange farver, og de meget smukke. Men revet er slet ikke nær så farverigt, som man ser på films og billeder. Det er meget mere grumse-farvet og gråligt, og slet ikke farvestrålende og vidunderligt for øjnene, som nogle af de postkort, jeg sender hjem, udtrykker. Der blev jeg nok lidt skuffet.
Men uanset hvad, så er fiskene ligeså farvestrålende, som på billeder og films, så det var vidunderligt at svømme rund omkring.
Endelig blev det min tur til at dykke. Man trækker vejret på præcis samme måde som med en snorkel, så det er ganske simpelt, men jeg bryder mig alligevel ikke ligeså meget om det, for med snorkel på er du kun lige under overfladen og kan komme op og få luft med det samme, du selv vil. Det kan man ikke på samme måde med dykkerudstyr på. Du er meget længere nede under vandet, og hvis noget skulle gå galt, kan du intet gøre dernede 8 meter under vandet, men kun svømme opad og håbe, du har luft nok hele vejen op. Så jeg bryder mig ikke så meget om at dykke, men det var alligevel en god oplevelse, for på denne måde kunne jeg komme ned og røre ved korallerne - som egentlig bare føles som at røre ved sten Med dykkerudstyr på kan man svømme mellem korallern, som man ikke kan med snorkel, men jeg vil sige, at man ikke behøver at dykke for at opleve hvor enestående Great Barrier Reef er. Man får lige så meget smukt rev og ligeså mange smukke fisk at se og opleve med snorkel.
Da vi kom op igen var der frokosttid, mens vi sejlede hen til det næste rev på turen. Men igen var jeg søsyg, mens vi sejlede, så jeg kunne ingenting spise. Bare lugten af maden fik mit maveindhold til at vende sig i mig. Jeg tvang dog mig selv til at spise et par pastaskruer oppe på dækket, hvor jeg kunne sidde og få en masse frisk luft samtidig. Det er virkelig mærkeligt, hvorfor jeg pludselig bliver søsyg, men det var der jo ikke meget at gøre ved.
Ved det andet rev snorklede jeg kun. Jeg havde kun betalt for et enkelt dyk ved det første rev, og det var fint for mig. Vi havde ca. halvanden time ved andet rev, så der svømmede jeg rundt og ledte efter Nemo. Jeg havde jo fundet hans havskildpaddevenner ved det første rev, så han måtte være der et sted Jeg fandt også en enkelt Nemo. De gemmer sig godt nede blandt korallerne, men der dukkede en enkelt op på min vej, og så var jeg glad og tilfreds - nu kan jeg sige, at jeg har oplevet Great Barrier Reef på tætteste hold, har 'snakket' med en havskildpadde og har fundet Nemo. Turen er komplet
Her til aften har jeg brugt tid på at skrive denne lange opdatering og få skrevet et par postkort hjem. Derudover har jeg pakket alle mine ting sammen, for jeg skal flytte værelse i morgen bare for en enkelt nat. Det er lidt bøvlet, men det går nok. Derudover har jeg fulgt lidt med i, hvad der sker derhjemme. Jeg kan alligevel ikke undvære internettet, min blog, min mail, nyhederne.dk og facebook. Jeg er nok desværre et tydeligt eksempel på min generation - jeg er dybt afhængig af at kunne holde kontakt med folk derhjemme og følge med i, hvad der sker hjemme, mens jeg er væk. Tilgiv mig folkens, men det er min vej ud ad ensomheden! Så jeg må betale prisen for det. Sådan må det være.
Det var alt for nu. Jeg vender tilbage i morgen aften med fortællingen om turen til Kuranda og Tjapukai, som jeg skal på i morgen.
Knus Mette
P.s.: Jeg kan overføre mine egne billeder igen, så denne dags billede er mit eget. Billedet af mig under vandet ved Great Barrier Reef må I se, når jeg kommer hjem. Det ligger på en cd-rom - og jeg har ikke drev i min lille computer.
P.p.s.: Er stadig den udvalgte blog på Kilroys hjemmeside
- comments
Din Far Hej Mette, det er da klart at din blog er den udvalgte, du skriver jo indgående og med følelse om dine oplevelser. Tillykke med. Spændende historie i øvrigt. Har selv prøvet at være søsyg en gang. Det er ikke rart;-( Vi tales ved i morgen.
Mor Hej Met. Dejligt at høre, at du er ved bedre mod i dag, men søsyge, som jeg også kender til, er noget af det værste, der findes. Jeg troede jeg, at jeg skulle dø, da jeg oplevede det første gang. Flot, at du alligevel gennemførte turen. Det må nu være fantastisk at være så tæt på specielt havskildpadderne. Og så må det være skønt at få talt lidt dansk indimellem. (jeg synes også du skal holde dig til, hvad advarselsskiltene siger..) Knus Mums.
Farmor Tak for beretningen., Mette. Farfar forstår dig til fulde - han var søsyg ombord på Kystruten, da vi var i Norge. Stadig en god beskrivelse - og atter en oplevelse. Fortsat god tur. Kærligst herfra.
Tanten Dejligt at høre at du har haft en god tur i dag. Vildt du så havskildpadder. Vi så kun Nemo og en klovfisk :-) (og selvfølgelig alle de farvestrålende fisk). Vi kan kun nikke genkendende til Australiernes lette måde at omgås tiden på. Specielt oppe nordpå. Her går det godt. Vi har lige set 5 og 6 afsnit af Matador. Det er første gang at pigerne ser den, så det er da på tide. Håber du får en dejlig tur i morgen og bliver hentet til tiden :-)
Mette Matador bør være obligatorisk for alle danske børn. Det er en del af deres kulturhistorie (det kom lige fra læreren :-)) Og søsyge ligger tilsyneladende til familien. Jeg er da glad for, jeg ikke er den eneste :-) Det er en skrækkelig fornemmelse, som af en eller anden grund helt forsvandt, da jeg var i vandet. Det var kun mens vi sejlede, at jeg virkelig havde det skidt... underligt!