Wow - Sky-diving er en vild oplevelse!!

Det er det vildeste jeg i mit liv har prøvet!!! Det er nu ca. 10 timer siden jeg sprang, og jeg har stadig propper i ørene.

Jeg blev hentet af en minibus ca. klokken 11.00, hvorefter jeg og de andre, der var blevet samlet op kørte en times tid uden for byen, hvor 'Tandem Cairns' har deres flyveplads. På bussen skulle vi alle udfylde en formular, hvor vi skulle skrive under på, at vi var bevidste om de mange farer der er ved sky-diving - blandt andet, at vi kunne dø af det. Vi skulle også skrive under på ikke at ville sagsøge firmaet, hvis noget skulle gå galt. Desuden skulle vi skrive navn, adresse og telefonnummer på en pårørende, som kunne kontaktes i tilfælde af en ulykke. Denne formular fik mig til at tvivle et øjeblik på, hvad det var jeg havde rodet mig ud i, men jeg skrev under og skrev mors og fars adresse og telefonnummer på - og håbede i mit stille sind, at det ikke ville blive aktuelt!

Da vi kom derud, fik vi en instruktion i, hvordan vi skulle forholde os under faldet, både lige idet vi springer og også når vi skal lande. Ganske simpelt, men man bliver gjort opmærksom på, at det er vigtigt at gøre præcis som instruktionen for at intet skal gå galt.

Jeg var med den første sendning, så jeg blev iklædt mit sele-udstyr, som skulle spændes fast til både mig og min instruktør. Instruktøren har faldskærmen på ryggen og kameraet på venstre hånd. Han styrer det hele, så jeg ikke skal tænke på noget. Vi var 6 mand med på første sendning, 4 irer, som ikke kendte hinanden, en hollænder og så mig. Det var meget sjovt at opleve spændningen, nervøsiteten og adrenalin-chokket sammen med dem. Vi lettede og fløj op op op. Jeg må lige rette mig selv fra i går, hvor jeg mener, jeg skrev at det var 14000 meter op. Det var en skrivefejl. Det er 14000 feet, som er ca. 4300 meter - altså ikke så højt op igen. Men op kom vi, og der var svimlende langt ned deroppe fra. Jeg var lidt betænkelig ved situationen, da jeg kiggede ned!

Pludselig åbnede døren i siden og første mand med instruktør på ryggen fløj direkte ud i luften og ned. Og derfra gik det meget meget stærkt. Én efter én fløj folk ud og pludselig var det min tur. Min instruktør gav et lille skub, og væk var alt! Det var vildt!! Jeg kan slet ikke beskrive følelsen i kroppen af at føle, man hænger i luften, men samtidig være helt bevidst om, at det går meget meget meget stærkt i frit fald nedad!! Jeg fik vildt ondt i ørerne pga. det kæmpe tryk, de bliver udsat for. De første sekunder var totalt urealistiske, indtil instruktøren prikkede mig på skulderen, og det var tilladt at løfte armene og vinke til kameraet. Jeg koncentrede mig rigtig meget om at trække vejret, som jeg slet ikke følte, jeg kunne ordentligt, så det blev til nogle voldsomme hiv efter luft i lungerne de 60 sek. det frie fald varede. Samtidig forsøgte jeg at smile til kameraet og se ud som om, alt bare var fjong.

Langt om længe slog instruktøren faldskærmen ud og det gav et likke ryk opad, inden en fuldstændig stilhed omgav mig, mens vi begyndte at svæve nedad langsomt og roligt. Turen ned var fantastisk. Alt var fuldstændig stille, og man kunne se helt vildt langt omkring sig og bare nyde turen. Jeg kan ikke huske, om instruktøren sagde noget, men jeg gav vist et par hujende lyde fra mig under nedturen. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse. Turen ned i faldskærmen var 6-7 minutter midt i nydningen, som slet ikke kan beskrives, men skal opleves!!! (dog kun for folk der ikke har hjerteproblemer, tager medicin, er gravide, eller har højdeskæk ) Landingen var blød og simpel, og jeg var totalt høj og ekstatisk, da jeg nåede jorden. Jeg kunne slet ikke komme ned på jorden igen - så at sige De andre var også ekstatiske, og alle havde en følelse af at ville prøve igen. Én gang til!!!! Men det koster 215 dollars (knap 1300 kr) at få et spring mere.

Jeg kom hjem igen omkring 17.30 og var lidt rastløs. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle give mig til. Så havde jeg en Skype-date og faldt lidt ned igen. Her til aften har jeg booket 3 overnatninger i Mission Beach, som jeg tager til mandag. I morgen skal jeg have booket turen til regnskoven og til Great Barrier Reef, og så skal jeg hente den dvd, der er blevet lavet af mig i dag. Jeg både frygter og glæder mig til at se den. Jeg tror ikke, det er et kønt syn, men ganske sikkert enormt morsomt.

Det var vist alt for nu. Internet er desværre rimelig dyrt, så det kan være jeg skærer lidt ned på opdateringerne de næste dage. Det er ellers min måde at bearbejde mine dage, oplevelser og tanker på, så jeg ærger mig lidt over, at det skal være så dyrt. Men det er alt andet hernede også, så pengene forsvinder desværre alt alt for hurtigt. Hvis nogen har lyst til at donere, er de meget velkomne Jeg tager glædeligt imod Pjat til side... jeg smutter for nu. Kan I alle have det dejligt! Glæder mig til at dele flere oplevelser med jer snarest!

Knus

P.s. Kilroy vil ikke lade mig uploade mine egne billeder til bloggen i øjeblikket, så billedet i dag er ikke mit. Jeg håber, det kommer i orden igen, så jeg kan vise jer mine billeder, i stedet for Kilroys billed-eksempler.