Profile
Blog
Photos
Videos
Så er jeg ankommet til Cairns - op til varmen!
Jeg sidder på mit hostel: Nomads Serpent Hostel lidt uden for centrum. Flyturen herop er ikke værd at fortælle om. 1 stk. grædende/skrigende barn hele vejen + 3 piger på ca. 4 år der mente, flyet var en legeplads. Jeg syntes overhovedet ikke, at det var hverken charmerende eller sødt... som andre i flyet gjorde.
Jeg tog en taxa fra lufthavnen og smed mine ting på værelset. Jeg bor på et 4-mandsværelse kun for piger. Det er meget hyggeligt. Jeg har mødt to af pigerne, som er fra Tyskland og ikke særlig åbne for at snakke. Da jeg havde smidt mine ting - og to lag tøj - gik jeg ned i køkkenet, som desværre lige var lukket, så ingen aftensmad til mig. Øv øv, for jeg var ret sulten efter ikke at have fået noget at spise i 8 timer. I en automat købte jeg en pakke 2-minutters nudler, som jeg kogte og spiste. Det "måltid" tager lige den værste sult, indtil der er morgenmad i morgen. Der er ingen handlemuligheder her, så jeg skal ind til centrum i morgen og finde ud af, hvor jeg kan købet noget mad henne. Ellers kan man købe både frokost og aftensmad her på stedet meget billigt.
Dagen i morgen skal bruges på at kigge ind til byen, og se hvordan den ser ud. Den er vist ikke så stor. Derudover skal jeg finde ud af, hvilke udflugter jeg vil på, mens jeg er her. Jeg vil jo både gerne dykke, sky-dive og ind og se noget skov. Desuden er der nogle udflugter til Port Douglas og Cape Tribulation nord for Cairns, jeg gerne vil på. Der er rigtig mange muligheder og mange udbydere, som har brochurer på mit hostel, så jeg skal bare have fat i en masse af dem og kigge dem igennem. Og så kan det da godt være, jeg skal en tur i poolen, som hører til her Det er SÅ skønt at være sted, hvor der er varmt!!! Det håber jeg også, der er om natten - i hvert fald er her lige nu ca. 24 grader, og klokken er 23.30. Så kan det være, jeg slipper af med den forkølelse, jeg tilegnede mig for et par dage siden i Melbourne.
Stedet her er ganske udmærket og billigt. Men folk er enten meget unge eller en del ældre end mig, og så virker det indtil videre som om alle rejser sammen med nogen, så jeg har ikke rigtig snakket med nogen andre endnu. Men det kommer nok de nærmeste dage. Jeg skal være her til på søndag, og så skal jeg beslutte med mig selv, om jeg vil have nogle flere dage i Cairns eller videre nedad kysten.
Der er ikke så meget mere at fortælle om denne dag. Jeg tog afsked med Emil og Georgina i dag og fortalte dem, hvor glad og taknemmeligt jeg har været over at kunne få lov at bo hos dem og indtage deres hjem og hverdagsliv i næsten to uger. Det er guld værd, når man rejser alene!
Lige da jeg kom til mit hostel, kunne jeg godt mærke, at jeg lige nu er helt alene og helt på egne ben, hvilket er en mega skræmmende oplevelse og fornemmelse. Jeg skal virkelig vænne mig til at gøre alt selv og ikke have nogen at dele mine oplevelser med. Det er lidt ensomt og trist, men det vænner jeg mig forhåbentligt til. Det giver dog en smule hjemve
De næste 6-8 uger skal nok blive fantastiske og uforglemmelige uanset hvad, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud på oplevelse og nyde det varme sommervejr heroppe og hele vejen ned ad kysten!
Jeg vil slutte for nu. Der er ikke mere at berette om. Men jeg vender stærkt tilbage, når jeg har noget mere at fortælle om. Internet er ikke gratis mere så jeg betaler enten på minutbasis eller for en hel dag ad gangen. Jeg skal lige vurdere, hvad der bedst kan betale sig i den tid jeg er her.
Kan I alle sammen have det dejligt! Vi snakkes ved
Knus
P.s. Jeg har kun forbindelse på telefonen uden for mit hostel. Inden for er der ingen forbindelse. Så der kan gå lidt tid, inden jeg svarer, hvis nogen skriver.
- comments
Trine God tur søde, er sikker på du nok skal komme i snak med nogen. Det plejer du jo ikke at have problemer med ;o)
Din mor Hej Met. Jeg er også ret sikker på, at du nok skal komme i snak med andre packpackere. Men derfor tror jeg nok, jeg kan sætte mig ind i din fornemmelse af, at være helt alene. Men klø på, Met, og tænk på, at vi er mange herhjemme, der følger dig i tankerne. Her ville jeg gerne indsætte en smiley, kan bare ikke lige finde ud af det, med den nye teknik... Jeg sender dig også en mail, knus.
Mikado her kommer en besked direkte fra mors nye iPad som jeg nu har overtaget. Lyder som om du har en god tur, er selv lige kommet hjem fra Malaga, tilbage til det kølige danske vejr
Farmor Kæreste Mette. Uha, jeg forstår din situation. Men det er så flot, at du klarer det alene - og snart skal du jo på ture, så bliver der nogen at snakke med. Tak for dine fine beretninger - det er spændende læsning, Mange kærlige tanker fra dine bedsteforældre.
Tanten Vi tænker på dig søde Mette og kan godt forstå du føler dig lidt ensom. Sæt dykkerturen højt på din ønskeliste :-)