"Ni uger er gået og en rejse er ved at slutte. Det er sidste dag på Amazing og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal føle. Selvom jeg er blevet god til at sove længe herude, så vågnede jeg alligevel tidligt i dag. Så i stedet for at ligge og svede i køjen, stod jeg op - bare for at ligge mig op i hængekøjen på dækket. Her lå jeg og tænkte tilbage på to vanvittige måneder, mens solen stille og roligt fandt sin plads højt på himlen. Solopgange er altid så smukke og symbolisere, for mig, en ny begyndelse. Men lige i dag er jeg ikke så begejstret for symbolikken. Begyndelsen på rejsen hjem og selvom jeg glæder mig til at komme hjem til familie og venner, føler jeg mig ikke parat til at sige farvel til alt det hernede. Jeg elsker det her liv og den frihed det giver" De sidste to måneder har været fyldt med så mange oplevelser og glæder, at jeg ikke kan lade være med at få lidt våde øjne, mens jeg ligger der i hængekøjen.

Ovenstående er fra min rejsedagbog, og jeg kan stadig genkalde den følelse, jeg havde i kroppen den morgen. Det var begyndelsen på enden af et helt vildt og fantastisk eventyr, som jeg altid vil tænke tilbage på, som noget af det bedste jeg har gjort for mig selv.

Denne sidste blog har været meget længe undervejs. Det har været virkelig svært, at få sat ord på det eventyr, som denne tur har været for mig. Det har virkelig været et eventyr, med oplevelser udover det sædvanlige. Jeg har fået indfriet en gammel drøm, om at rejse, som jeg har set Troels Kløvedal gøre det så mange gange i tv. Fedt at kunne krydse den af på "to do" listen og at det kun har givet blod på tanden til mere, er jo bare et plus.

Med nye oplevelser hver dag, fløj de ni uger af sted og først efter jeg er kommet hjem og har set alle billederne, igen og igen, og læst min dagbog er det gået op for mig, hvor meget jeg har oplevet og hvor meget jeg har nydt det. Jeg har formået at slippe fornemmelsen for tid og leve i nuet og bare "go with the flow".

Jeg har dykket de mest fantastiske steder, sejlet under den klareste stjernehimmel, mens bådens bevægelser i vandet fik morrilden til at lyse. Vi har ligget ved smukke ankerpladser tæt på både hvide sandstrande og frodige øer, hvor de tæt bevokset klippevægge rejste sig lodret op i luften. Jeg har grinet og grædt og grædt af grin:o) Jeg har bandet det hele langt væk, når jeg lå i køjen om natten og kampsvedte - men så snart jeg sad på dækket, næste morgen, med en kop morgenkaffe i hånden og nød det paradiset omkring mig, var nattens saunafornemmelse glemt igen. Jeg har slappet af på et plan, jeg ikke vidste var muligt og jeg har virkelig hygget mig i mine 8 medrejsendes selskab.

Der gik en lille uge fra vi ankom, til vi havde det første dyk på turen. Petrea og jeg var begge lidt rustne i vores dykning, så skipper brugte lige 20 min på at genopfriske dykkerteorien og så var det ellers på med våddragten, en flaske på ryggen og så ud i det store blå badekar. Jeg følte mig med det samme tryg ved Kim og jeg synes jeg kom ret hurtig efter det der dykning. Jeg kunne ret hurtig se flere fede ting ved at rejse og dykke på denne måde. For det første var vi, når vi var flest, 7 dykkere med Kim. For det andet, lærte Kim os hurtig at kende, som dykkere, hvilket gav os ret meget frihed under vandet - selvfølgelig altid med sikkerheden i højsæde. Sidst men ikke mindst, kender Kim de fede dykkerspots og eftersom vi jo boede ovenover dykkerspotsne, var vi altid de første dykkere i vandet, og havde dermed de smukke fisk og koralrev for os selv og så kan Kim jo se ting, der ellers ikke burde være muligt for det menneskelige øje at se. Dykningen blev som ventet en stor del af turen og det var også noget af det, jeg havde store forventninger til og alle mine forventnnger blev indfriet. Jeg har ikke tal på, hvor mange skildpadder jeg har mødt på vores dyk. Jeg havde håbet på at se nudibranch, som er en sjov lille nøgensnegl, som findes i utallige afskygninger og heller ikke dem har jeg tal på, hvor mange jeg har passeret. Dragefisk, søheste, pygmæsøheste (kæmpehit for mig), frogfish, sardiner i millioner, kæmpekrappe, kæmpestore pufferfish, ornate ghost pipefish, danserejer, pindsvinefisk og sweetlips juvenile. Ja jeg kunne blive ved.

Efter knap 3 uger, blev jeg godt nok lige slået ud af en ondsindet blindtarm - så kan man snakke om dårlig timing. Må indrømme det var et par hårde uger at komme igennem, og selvom jeg forsøgte, tror jeg egentlig ikke, jeg var særlig sej. En ting var, hvad jeg selv gik glip af, men det var rigtig svært at acceptere, jeg var skyld i at Charlotte også måtte gå glip af en masse, for at hjælpe mig. Resten af min tur blev præget af operationen, da jeg ikke kunne det samme, som før. Det var frustrerende ikke at kunne dykke med de andre i hele ti dage, det var frustrerende at skulle være afhængig af andres hjælp og det var frustrerende, at så snart jeg lige gjorde lidt mere end jeg burde, kom straffen med det samme. Det satte nogle begrænsninger, som jeg havde svært ved at acceptere og nok også grunden til at jeg ikke var helt klar til at tage hjem, fordi jeg ikke helt fik udlevet hele sejlerdrømmen. Men 10 dage efter operationen, fjernede Charlotte clipsene i mit maveskin og så var det ellers ud på snorkeltur og få prøvet maveskindet af og så af sted på dykkertur dagen efter. Jaja, havde bestemt gerne været foruden den oplevelse, men så har man jo prøvet det :o)

Jeg har spist en masse god mad, mine medrejsende var vildt kreative med madlavningen. Jeg kom desværre ikke op i toppen af masten, som jeg ellers havde planlagt. Jeg forsøgte at kravle op en dag, men jeg kom hurtig på andre tanker og nåede ikke engang 1/3 op. Der er blevet sejlet en masse og jeg har nydt at stå bag roret på Amazing og bare se ud mod horisonten, mens tankerne kunne få frit spil om stort og småt og nogle gange bare ingenting - samtidig med man selvfølgelig holdte et skabt øje med fiskerne i deres små bankabåde og delfiner:o) Når vi sejlede fik nogle tiden til at gå med hyggelige snakke, nogle lavet mad, mens andre fik en lur, læste, eller bare sad med blikket rettet udover det blå hav, som syntes uendeligt

Mulighederne for hvad vi kunne foretage os, var jo begrænset, men netop det, gjorde det muligt at koble helt og aldeles af. Når vi lå for anker, kunne vi bade i det lækreste vand, hvor der blev øvet i diverse udspring. Om morgenen, stod man op, når man havde lyst, for medmindre Kim havde annonceret morgendyk, skulle vi jo ikke nå noget. Hver dag var der en plan for, hvem som skulle lave mad, gøre rent og på de længere sejladser, var der også vagtplan, for hvornår vi hver især havde vagt. Hver eftermiddag (undtagen dem, hvor der var planlagt natdyk) blev solen skålet ned, med sundowners. En dejlig måde at afslutte dagen på, hvor vi alle var samlet og dagens begivenheder blev vendt.

Midt i paradiset mødte vi også udfordringer i form af bøjede ribben, nyresten, blindtarmsbetændelse, en død motor og andre personlige udfordringer. Det var bare som om uheldene ingen ende ville tage. Men ikke desto mindre, synes jeg vi holdt humøret højt og fik det bedste ud af de muligheder der nu var. Selvom det ikke blev den tur vi havde bestemt, så blev det alligevel en fantastisk tur og lige med undtagelse af blindtarmsbetændelsen, gjorde jeg gerne det hele en gang til.

Prøv lige at stå op hver morgen og bare kunne springe i 28 grader varmt vand. Sidde på dækket med morgenkaffen, mens en hvalhaj svømmer forbi, eller en skildpadde stikker hovedet op og ens største bekymring går på, hvorvidt man skal med på 2 eller 3 dyk den dag. Hold nu kæft, det kan bare ikke beskrives, men den form for rejse, burde alle mennesker unde sig selv minimum en gang i deres liv. Det har bare være ubeskriveligt fantastisk og jeg er helt klar på at tage af sted igen.

Håber i har fået noget ud af min blog her:O)