Så er det blevet torsdag d.30 oktober og vi har nået enden på vores eventyr på Amazing. Lige nu sidder vi på vores hotel i Manila og snakken går om nogle af alle de oplevelser vi har haft her på turen.

Sidst sluttede jeg vist af med at vi havde en detour til Cebu, mens Kim, Wilgie og Gunther arbejdede på motoren. Da motoren var samlet og klar, tog vi tilbage til Carmen Bay, hvor vi holdte en lille festivitas, både for at fejre vi var klar til sejlads mod Coron, men også afskedstamtam for PH, som skulle afmønstre næste dag. Efter at have hygget os om aftenen med god mad og lidt sundowners, vinkede vi farvel til altid glade PH og hans virkelig gode pandekager.

Mens vi så småt var på vej i seng, sneg et lille uvejr sig ind over os og pludselig blæste en halv orkan mens det piskede ned. Charlotte og jeg var på dækket for at forsøge at få en presenning henover vores vindue, så vi stadig kunne have vinduet åben på trods af regnen. Pludselig sagde Charlotte; Plejer vi at være så tæt på den ø? Mig; Nnnnej det tror jeg ikke. f*** - vi driver. Og så gik tingene virkelig stærkt. Kim kom springende op på dækket, som en trold af en æske, Line, Jens og Juv var lige efter og så blev der ellers råbt ordrer ud. Mens vi løb rundt på dækket og orienteret Kim, om hvor tæt vi var på mangroven, pæle og andre både, kæmpede Kim med motoren. Den kørte på fuld kraft, men vi kom ingen vegne. WTF? Vi drev meget hurtigt, som i virkelig hurtigt. Dinghyen var sejlet ind til land med PH, så vi havde ingen motorkraft. Gunther ( hvis båd lå tæt på Amazing) hoppet i sin lille båd og sejlede indefter vores dinghy for at den kunne yde motorhjælp. Imens lå Charlotte ude på agterbroen med hovedet i vandet, for at se om hun kunne se, hvorfor vi ikke rykket os. Det viste sig vi var drevet ind over et andet skibs reb, som så sad fast i vores ror, så vi ikke kunne sejle fremad. Kim fik vristet os fri og katastrofen var afblæst og ligeså hurtigt, som uvejret ramte os, ligeså hurtigt var det væk, vandet var blikstille og himlen stjerneklar. Det var sgu lidt vildt, men heldigvis skete der ikke noget, men man fik da lige et lille adrenalinkick, det skal jeg da gerne indrømme. Nå men derefter var det på hovedet i seng, hvor jeg tror de fleste lige var lidt længere om atfalde i søvn, end ellers.

Næste morgen, vågnede vi op til en smuk solskinsdag og såsnart der var klart skib, lettede vi anker og begav os mod Coron, 2½dags sejlads væk. Efter lidt sejlads måtte der lige laves en korrigering på motoren, så akslen ikke støtte på skroget. Da det var klaret blev der lavet vagtplan. Alle skulle sejle en time ad gangen og efterfølgende være bagvagt for den næste bag roret. Det var sjovt at prøve og netop den form for sejlads jeg havde håbet på at få lov at prøve. Vi havde rigtig god sejlads, med godt vejr, især om natten. Det var helt stjerneklart, og den ene nat var vandet blikstille og næsten 30 grader varmt. Wow det var fedt at sidde ude på dækket og nyde sejladsen og stjerneskuddene. Kim lå under hele turen og sov på dækket, så var man i tvivl om det mindste om noget, var han lige i nærheden. Kim havde sat kursen, så vi vidste hvilken retning vi skulle sejle, men der skulle selvfølgelig holdes øje med andre både, pæle og, hvad der ellers måtte dukke op. Efter 1½ døgn nåede vi Borracay, natten til fredag. Her foretog Juv og jeg en hurtig proviantering og så sejlet vi videre mod Coron. Igen, dejlig sejlads med delfiner og godt vejr - det var sgu fedt.

Jo jo bevares, jeg ved jeg kun lige har lugtet til det og det most likely er noget andet, hvis man skulle sejle sådan i flere uger, men jeg nød virkelig de par dages sejlads. Der var selvfølgelig også tidspunkter det ikke var så sjovt, hvor bølgerne gik lidt for højt og man ikke selv kunne bestemme, hvordan man skulle ligge i køjen. Det var ikke fordi jeg egentlig blev søsyg, det kunne bare godt være hårdt. Men heldigvis opvejer de gode og sjove timer, klart de hårde timer. Når vi sejler er der ikke så meget at foretage sig. Man kan selvfølgelig læse, løse suduko, snakke, spille skak eller backgammon, men for mit vedkommende var det bedst at følge med i skibets bevægelser, så ingen backgammon eller læsning til mig. Men det var også dejligt, bare at være til og nyde øjeblikket og måske lige lege gæt et dyr.

Andre gange havde vinden så godt fat i sejlene, at vi lå helt skråt i vandet og så var lysten eller evnerne til at bevæge sig for meget rundt heller ikke så stor. Derimod lærte jeg at; når man skal tisse, skal man gå på toilet. Ikke udskyde noget til senere, hvor det blæser, når man kan gøre det, mens vejret er roligt, skibet plant og bølgerne små.

Den erfaring, er hermed delt med jer.