Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag (d.25/10-14 )morgen ved solopgang nåede vi målet for de sidste dages sejlads, og lidt vemodigt også endestationen for dette togt, nemlig Coron. Ankomsten var selvfølgelig timet perfekt, lige til solopgang, så bliver det jo ikke bedre.
Coronmrådet er meget karakteristisk i forhold til noget andet vi har set hernede og jeg er virkelig glad for vi er nået herop. Her er utrolig smukt. Selvom Coron, blev vores endestation var togtet ikke slut endnu, så kort efter ankomst gjorde vi klar til at hoppe i dykkerudstyret, for at dykke i Barracuda Lake. Søen er termisk, og temperaturen svinger mellem 32 og 38 grader, jo dybere man kommer ned. Der var ikke meget dyreliv, men det var sjovt at mærke de tydelige temperaturforskelle i vandet og vi fik da også lidt hudbehandling af sugemallerne i søen.
Cornområdet består af en masse smukke øer og rundt i området ligger en række skibsvrag fra 2. verdenskrig. De skibsvrag skulle vi selvølgelig ned at kigge lidt på. Jeg har ikke dykket vrag før, så har været lidt spændt på, hvad jeg ville synes om det. Så under kyndig vejledning fra Kim og med Charlotte, som min buddy, begav vi os afsted på første vragdyk…..uhhh det var lidt spændende at skulle svømme ind i det første gang. Jeg følte lidt, jeg var med i en gyserfilm, men wow det var fedt. Både Line, Peter og Charlotte har prøvet at dykke vrag før, så jeg følte mig helt tryk med Kim foran, Charlotte ved min side og Line og Peter bagved mig. Det er lidt mere teknisk krævende at dykke på vrag, da man hele tiden, skal sørge for ikke at svømme ind i noget, og da sigten heller ikke var så god, skulle man også holde ekstra øje med, hvor dem foran svømmet hen. Så det var fedt og træls samtidig. Fedt fordi det var spændende og fascinerende at svømme rundt inde i de gamle skibe, og forestille sig, at der er mennesker der har gået rundt der og virkelig smukt at kigge fra mørket ud igennem et koøje og ud i lyset. Træls fordi jeg ikke helt følte jeg havde styr på, min opdrift og hvor meget jeg fyldte når man skulle igennem en dør eller en luge. Men tror nu det gik ok. Især på det sidste dyk vi havde følte jeg mig rigtig godt tilpas så det var en super måde at slutte af på.
Når vi ikke har dykket har vi været slappet af og hygget os. Mine forældre havde sendt nogle penge til besætningen, som tak for de har været så søde og hjulpet mig i forbindelse med min indlæggelse og tiden efter. Kim kom med det fremragende forslag, der lød på kajak, solnedgang og mad. Så mandag sejlede vi til Coral Bay resort, lejede en flok kajakker, og fyldte en køleboks med øl og bobler. Om eftermiddagen roede vi ud til Twin Islands, hvor vi nød solnedgangens smukke farver og de kølige bobler. Det var jo selvfølgelig ikke, som en solnedgang på Munkebo bakke, kære far, men det var stadig virkelig smukt og vi havde en utrolig hyggelig eftermiddag. Lige inden det sidste lys forsvandt hoppede vi i kajakkerne og sejlede stille og roligt tilbage under den smukke stjernehimmel og med morrild i vandet. Om aftenen blev resten af pengene brugt på mad og drinks på Coral Bay resort. Så tusind tak for det mor og far, vi havde en rigtig dejlig dag og aften.
Hjemrejsedatoen og hverdagen begynder pludselig at komme tæt på og jeg føler ikke helt jeg er klar til at sige farvel til livet ombord på Amazing og de mennesker jeg har mødt herude. Det har virkelig været et eventyr udover det sædvanlige. Så kan det godt være der røg en blindtarm i farten og motoren har ikke har virket, men det har alligevel været en rejse udover det sædvanlige og jeg fortryder ikke et sekund på den her tur.
De sidste dage har budt på det samme, som alle de andre, dyk, afslapning og hygge. Tirsdag blev der købt rødvin, bobler og lækker kød, som blev stegt til UG på grillen af Charlotte og Jens. Hvilken dejlig måde at slutte togtet af på. Onsdag er sidste aften, og planen er vi skal i land og spise.
Det bliver alt for denne gang. Nu mangler der nok kun en blog mere og så er det snip, snap snude. Jeg beklager slåfejl og spring i datid og nutid og fremtid. Men der bliver skrevet lidt, før, under og efter...nogle gange meget efter, så det bliver lidt en blanding af det hele.
Tak for nu.
- comments