Kom hjem alle mine gaster, kaldte skipper Kim. Og det gjorde vi saa.
Vi toeser modtes med Juv i Danao, hvor vi skulle proviantere til en lille uges sejlads. Eftersom motoren ikke virker, har vi kun den stroem, som solcellerne kan producere og det betyder at en luksus, som koelskabet er slukket. Hvilket betyder ingen produkter, som ikke kan holde sig i 35 graders varme. Det saetter en vis begraensning, men folk er virkelig kreative i madlavningen herude og Juv kan trylle det laekreste mad ud af ingenting. Desuden er her jo alt, hvad hjertet kan begaere af frugt og groent, saa vi lider ingen noed.
Drengene havde hentet laekre grillet kyllinger til aftensmad, mmmm de smager dejligt. Naeste dag var det afsted mod den lille oe Limasawa, to dags sejlads vaek. Vi startede ud med meget lidt vind, som i virkelig ikke ret meget vind. Men efterhaanden, som dagen gik blaeste vinden op og vi sejlede for foerste gang paa denne tur, kun paa sejlads. Woooow. Det var bare saa dejligt. Under turen laa vi bare paa daekket og noed stilheden og den blaa himmel, mens vi gled gennem vandet. Does life get any better. Vi skiftes til at sejle, hvilket ogsaa er ret hyggeligt. Hen under aftenen, lagde vi til imellem nogle smaa oer, hvor vi kunne ligge i lae for vinden.
Naeste morgen blev ankeret hevet op - ved haandkraft - still no power og den sidste etape til Limasawa skulle sejles. Vejrudsigten sagde god vind.......men som alle andre steder, kan man heller ikke regne med vejret her. Der var ikke en vind, som rorte sig. Lidt argerlig, naar man nu ikke har nogen motor. Dingyen maatte traekke os et par timer og pludselig begyndte det at blaese op. Ja tak, masser af vind....ret store boelger og soesygen begyndte saa smaat at snige sig ind. Saa raabte Kim "delfiner" og bum saa var soesygen vaek. PH og jeg kravlede helt ud i fronten af baaden for rigtig at kunne se dem, men pludselig var de alle vaek. Det var ret sjovt at sidde helt ude i fronten. Det var den vildeste vandrutschebane. Det ene oejeblik sad vi flere meter over vandet og i det naeste sad vi med benene i vandet. Det er svaert at forklare, men er man vild med rutscebaner havde man elsket den tur. Pludselig stoppede vinden, men boelgerne forblev og morskaben aftog en smule. Naar vinden forsvinder, ligger vi bare dingler i boelgerne, hvilket ikke er saerlig behageligt. Derfor forsøgte vi at faa lidt bevaegelse i baaden, ved at saette forskellige sejl, men der var ikke rigtig noget som hjalp. Saa Wilgie hoppede i dingyen og skubbede os afsted. Hold nu op en gyngetur han fik i den lille dingy. Men han togcdet ret roligt. ftenen, ladge vi til ved Limasawa. Super smuk ankerplads, helt taet paa oen, saa vi tydeligt kunne hoere skovens lyde. Meget eksotisk. Eftet et par dage med god dykning og et besøg på øen seljede vi til Padre Burgos, en lille by et par timer væk. Her havde vinnogle fantastiske dyk. Herefter gik turen tilbage til Carmen bay, hvor de længe ventet reservedele skulle komme. Så mens kim og Wilgie knoklede med motoren, nød vi andre livet i sus og dus på hotel i cebu. Her stod den på guidet tur med Juv, mad, shopping og massage. Da motoren var fit var fight gjorde vi klar til tre dags sejlads mod Coron. Dem kan i høre om en anden gang. Ellers alt vel herfra. Lige nu ligger vi i det smukke Coron område, hvor jeg har prøvet kræfter med vragdykning. Det er lidt vildt men virkelig fedt. Så det glæder jeg mig til at udforske lidt mere de sidste dage her.