Efter gårsdagens teorier omkring forfølgelsen af Navigatøren pga. dennes efternavn, bør det være på sin plads at nævne, at Hr. Johansen heller ikke undgik Homeland Security. Da dennes kuffert bliver åbnet på hotelværelset, kan han konstatere at den har været åben, og indeni ligger en fin lille seddel fra myndighederne, der bekræfter at de har gennemrodet skidtet. Det der kan konkluderes ud fra følgende, er ikke at Hr. Johansen har tyske aner i sig, men derimod hviler der russisk blod gemt i årene. En gennemgang af stamtræet, afslører at Hr. Johansens forfædre for 7 generationer siden, var en del af Zar familien i Rusland. Amerikanerne kan ikke døje russerne, så derfor bliver tasken gennemrodet.

Det er som at vågne op i Grev Ingolfs seng, eller baronens - eller hvordan eventyret nu udspiller sig, da vi slår øjnene i den ydmyge suite. En ¾ seng til hver, total stilhed, dyner, renhed, dejlige stole og udsigten til byen. Tungt sovende, som kun en amerikaner kan sove, efter at have løbet en 100meter vågner vi op og er klar til en maraton i Washingtons gader.

En stor fordel ved Washington er, at samtlige interessante ting ligger indenfor en meget fair gåafstand. Nu er en fair gåafstand for os, alt der ligger indenfor 10km afstand, så de 2-3km over til Washington Memorial er absolut ingenting. På afstand oplever vi også Lincoln Memorial og sågar Det Hvide Hus, hvori en Starbucks brun mand bor… Sikkerhedsopbuddet er enormt, og overalt er der politibetjente i den ene eller anden afskygning. Betjente bevæbnet med maskingeværer, pistoler, solbriller og skudsikre veste sørger for at ingen kaster så meget som et forkert blik på noget. Man føler sig på en måde tryg i disse omgivelser, men omvendt så er der en fornemmelse af utryghed, da man ved disse folk ikke er udstationeret for sjov. Modsat New York, så er Washington et meget åbent samfund med mange parker, og med kort afstand i mellem tingene. Det fremgår tydeligt, at byen ikke er så forfærdelig gammel, hvilket blot er en fordel for os, da tingene er placeret med omtanke. Vi fortsætter op til The Capitol, som er bygningen der huser Senatet og Kongressen - et svar på vores folketing og landsting. Overalt er der turister eller folk i jakkesæt. Turisterne er nemme at genkende, da de typisk i grupper har iklædt sig samme T-shirts, som er ligeså stilfulde som Anja Andersens gaderobe. Jakkesæt gutterne arbejder rundt omkring i regeringsbygninger, og spadsere arrogant rundt bland menige mennesker.

Vi har en mission vi skal have afsluttet. Vores T-shirts med staterne påskrevet, mangler Florida og Washington D.C. Derfor finder vi naturligvis en Hooters for at holde stilen. Her er der usædvanligt mange mennesker, men vi får dog et bord, og efter et mere eller mindre gastronomisk måltid, bliver opgaven fuldført da to unge piger signerer trøjerne.

Efter besøget på Hooters vandre vi videre rundt ude i byen, og ser blandt andet Chinatown som er noget af en fuser. Vi finder en park med udstillede skulpturer, og her støder vi på et glimrende koncept. Mellem træerne i parken står små børnefigurer uden hoved, som ifølge Navigatørens oplysninger symboliserer børns ulydighed, og hvordan denne straffes i Michigan. Desuden byder parken på en række andre utolkelige skulpturer, som mest af alt er ligeså roder som Enhedslisten partiprogram.

Hjemme på hotellet igen finder vi noget nemt aftensmad, som viser sig at være uspiseligt.

I morgen besøger vi et anerkendt holocaust museum, og det er faktisk det eneste der er på programmet. Ydermere er det vores sidste hele dag i USA, så vi skal have indstillet tankerne på Danmark igen, hvor vi i øvrigt gerne skulle befinde os om cirka 48 timer.

Morgendagen byder også på det sidste pip på bloggen, og undulaten Hr. Johansen skal naturligvis have lov til at pippe lidt med der, så forbered jer på en fandens lang blog.

Best regards

Johansen og Rathmann