Profile
Blog
Photos
Videos
Vi tog til Australia Zoo til åbningstid, da vi havde hørt at man sagtens kunne bruge en hel dag her. Da vi kom ind, blev vi mødt af en echidna, der lige var vågnet. Her fik vi mulighed for at mærke dens pigge, mens den mageligt spiste videre af sin morgenmad. Vi blev fortalt at echidnaen udover at kunne rulle sig til en kugle, også er utrolige gode gravere og kan grave sig ned i jorden på få sekunder. Derudover har echidnas et utroligt dårligt syn, som åbenbart var grunden til at vi kom på så tæt hold på echidnaen ved Tower Hill :)
Det var generelt sjovt at se de australske dyr, hvor vi havde set overraskende mange af dem i den vilde natur. Her fik vi dog også set nogle vi håber på at komme til at se - heraf både kasuarer og dingos. Vi var også forbi havens koalaer, for at se de søde dyr:D Kænguruerne var meget imødekommende, når man havde foder i hånden. Vi fik derfor både fodret og aet kænguruerne.
Af dyr var vi særligt imponerede af størrelsen på de kæmpemæssige turtoise landskildpadder, samt flere af Steve Irwins krokodiller. TIl fugleshowet blev forskellige rovfugle præsenteret. Der var både imponerende ugler med store, runde og gule øjne, samt ørne med et stort vingefang, der fløj rundt. Til sidst viste de en ugle frem, der havde et meget unikt kendetegn - den havde nemlig kun et øje. Dette skyldtes at den som unge faldt ud af sin rede og ned til et krageterritorium, hvor kragerne angreb uglen. Heldigvis så en billist dette og fik den taget med til dyrehospitalet. De reddede dyrets liv. På grund af det manglende øje, har uglen ikke noget dybdeperspektiv med stor konsekvens for dens jagtegenskaber. De valgte derfor at lade den vokse op i Australia Zoo.
Vi valgte også at se deres krokodilleshow, hvor man fik indblik i krokodillens tålmodighed og listighed under jagt. Ved tigershowet så vi tigerens imponerende høje spring efter sit bytte, samt hvor let og lynhurtigt den kan kravle op i et træ.
Besøget i den zoologiske have sluttede af med et besøg ved dyrehospitalet. I Australien forårsages der hyppigst skader på dyrelivet ved påkørsel eller fra angreb af husdyr. Dyrehospitalet modtager derfor 65 dyr dagligt. Heldigvis kommer over 60% af disse dyr ud i naturen igen efter operationer og genoptræning. Det var spændende og fascinerende at se hvor engagerede de var i dyrenes velfærd - både ved dyrehospitalet og i den zoologiske have.
- comments