Saa er det blevet tid til vores foerste blogindlaeg.

Efter en lang tur paa naesten 30 timer ankom vi til Shangri-la, som er navnet paa den kaffefarm, der skal vaere vores hjem i de naeste 3 maaneder. I lufthavnen blev vi hentet af en chauffoer, der tog os paa en tre timers koeretur fra Kilimanjaro lufthavn til Karatu, den lille landsby kaffefarmen ligger i. det var paa alle punkter en spaendende tur. For det foerste er der ikke noget, der hedder lyskryds eller faerdselsregler, hvilket vil sige at der bliver koert somn folk har lyst til. Heldigvis er der soerget for nogle voldsomme vejbump, som goer at der bliver bremset haardt op og som passager i bilen, bliver man godt og grundig rystet. Selv om der bliver koert godt til, er bilerne meget opmaerksomme paa hinanden samt paa de mange motorcykler, cyklister, mennesker og dyr, som ogsaa benytter sig af vejene.
Paa koereturen fandt vi hurtigt ud af, at forholdet til afstande er meget anderledes end i Danmark. At gaa maaange kilometer om dagen er hverdagskost. Paa vejen moedte vi en kvinde i en lille landsby, som skulle gaa hele vejen til Karatu - som trods alt laa en times koersel i bil vaek. Saa selvfoelgelig kom hun med op at koere.

Paa koereturen fik vi ogsaa et indblik i Tanzanias smukke natur, som rummer alt fra hoeje frodige bjerge til kaempe omraader med helt toerre sletter, vi var ogsaa heldige at se de foerste aber langs vejen. Traette, men meget spaendte ankom vi til kaffefarmen. Her er meget stille og fredfyldt, hyggeligt og enormt smukt. Vi blev moedt af Elfrida, som er egentlig er farmens sekretaer, men er en kvinde som kan ordne alt for en. Vi moedte ogsaa farmens mange ansatte. Det er ikke en overdrivelse at sige, at vi lever som konger. ALT bliver gjort for os - vi faar serveret noget laekkert mad, faar vasket toej og alt hvad vi beder om, bliver straks udfoert. Dette er noget, vi virkelig skal vaenne os til. I gaar aftes ville proeve at spise vores dessert i koekkenet sammen med koekkenpersonalet, taenkte det kunne vare hyggeligt, men blev straks vist tilbage til spisestuen. Selvfoelgelig med et kaempe smil. Folk paa farmen er virkelig venlige, men de fleste har svaert ved engelsk, saa vi har allerede nu vores hoveder begravet i en swahili ordbog. Indtil videre bliver der grinet lidt af os, naar vi proever at fremstamme de swahiliske gloser, men vores kamp er ikke slut endnu. Vi har dog leart de mest grundlaeggende begreber, saa som jambo (hej), asante(tak), ndijo(ja), hapana(nej) og karibu(velbekomme). Og dette er vi stolte af.
I dag, torsdag, kom Rune som er den tredje frivillige laerer. Sammen tog vi op til Mlimani Sumawe Secondary School for at moedes med skolens rektor, som vi havde en aftale med. Vi endte med at vente paa hende i to timer, hvilket vi fandt ud af var meget normalt. At tage tingene meget stille og roligt er "the african way". Vi fik ogsaa hilst paa nogle af boernene, som modtog os ved at rejse sig op og begynde at klappe. Vi tre glaeder os i hvert fald meget til at starte paa mandag.
Skolen begyndte egentlig i mandags, men den foerste uge bruges altid paa at planlaegge det kommede skoleaar, og til at foraeldrene kommer og donerer saekkevis af mad samt betaler for boernenes skolegang. Her er det meget normalt, at man spiser varm mad midt paa dagen, hvilket bliver lavet i skolens MEGET beskedne koekken af det mad som foraeldrene har doneret ved skolestart.

Nu har vi weekend, hvor vi har tid til at slappe af og udfrorske omraadet omkring farmen.
Indtil videre er vi helt vilde med Afrikalandet og er aabne over for alt det, det har at byde paa.