Soendag aften tjekkede vi ind paa Milhouse hostel for at goere brug af den gratis overnatning inden den forestaaende tur til Macchu Picchu, som uden tvivl er den stoerste turist-attraktion i hele Sydamerika. Macchu Picchu er den stoerste samling af de tilbagevaerende ruiner fra Inka-turen og er placeret langt oppe i bjergene paa en skraent.
Sammen med Jakob, Andreas (en dansk fyr jeg kendte fra DK) og hans faetter, Daniel var vi om eftermiddagen blevet briefet til turen. Det virkede rigtig spaendende (det skal det jo helst ogsaa naar man har betalt 3000DKK) og vi var ret spaendte paa om de naeste dage nu levede op til vores, efterhaanden, ret hoeje forventninger. Turen var en alternativ rute til Macchu Picchu hvor vi undervejs skulle koere down-hill, rafte og Zip-line.

Mandag morgen var det afsted, kun os 4, med en privat guide ved navn Chavo. Foerste dag blev vi koert ind i Sacred Valley i utrolige omgivelser. Op og ned gik det, inden vi til sidst koerte op til Malaga-passet i 4100m`s hoejde, hvorfra vores MTB-tur skulle starte. Efter iklaedning af baede hjelm- knae, albue, ryg og skinnebensbeskyttere (man skulle tro at vi ikke kunne undgaa at styrte) begyndte vores nedstigning til Santa Maria, en lille hyggelig by i 1200m. Starten foregik i kraftig taage, men der gik ikke mange minutter foer vi kom ned under skyerne og jeg var langt foran de andre. Vejen var overraskende god, dog uden raekvaerk af nogen art (som regel var det bare 300m lodret ned igennem regnskov og klipper). Vores cykler var ikke ligefrem de bedste, men det skulle ikke forhindre mig i at koere om kap med div. busser og lastbiler.
Jo laengere vi kom ned fra bjerget, des mere tropisk og jungle-agtigt blev det. Temperaturen og luftfugtigheden fordobledes og det golde landskab forandrede sig gradvist til taet skov med utallige vandloeb og mindre vandfald, der pludselig krydsede vejen (her gjaldt det om at bremse ordentligt ned for ikke at glide og blive sproejtet til af det iskolde bjergvand).
Vi havde faaet at vide at hele turen var paa asfalt, hvilket jeg var lidt skuffet over. Til mit held viste det sig, at der var gang i den helt store renovering af vejen 8-10km foer Santa Maria. Pludselig forvandlede vejen sig fra 4m bred laekker asfalt til 2,5m virkelig hullet og ujaevn grusvej fyldt med lastbiler - saa startede adventuren for alvor. Susende og snoende forbi biler, busser, knallerter og vejarbejdere gik det derudaf i flere kilometer, stadig med en helt sublim udsigt over dalen som vi koerer laengere og laengere ned i. Guiden fortalte senere at de renoverede vejen hvert eneste aar paa grund af stenskred/mudderskred som fejer meget af asfalten vaek. De tager forskellige sektioner hver maaned, saa der er altid beskaeftiget 50 arbejdere alene paa den vej.

Eftersom jeg koerte alene hele vejen ned havde jeg ikke rigtig glaede af foelgebilen, som havde backup-cykler. Jeg maatte derfor selv koebe vand paa vej ned og baere alt mit toej, som jeg efterhaanden havde smidt (temperaturen steg fra 5 til 30 grader paa kun et par timer). Det blev en rigtig god oplevelse alt i alt hvor jeg selv maatte finde vej og spoerge de lokale til raads. Jeg synes det er rart ikke altid bare at foelge gringo-trailet, men nogle gange komme "off-the-beaten-track".

Riverraftingen var, som tidligere naevnt blevet aflyst paa grund af et doedsfald i december. Da vi ankom til Santa Maria fandt vi dog, til vores store overraskelse, ud af, at floden lige var aabnet for 2 dage siden og at de nu tilboed river-rafting igen. Der gik ikke mange sekunder foer turen var booket. Efter en lynhurtig frokost var der pick-up lige uden for vores hostel. Sammen med 7 andre blev vi koert et stykke op af floden paa en til tider alt for smal vej. Et par gange maatte vi bakke flere hundrede meter tilbage op eller ned af stejle bakker med stor trailer bagpaa for at goere plads til andre biler og lastbiler.
Efter denne lidt "spaendende" koeretur med hoejt humoer og god stemning i bilen begav vi os efter en kort sikkerhedsbriefing, ud i floden. Andy, Danny, Jakob, en irer og undertegnede formede vinderbaaden mens de andre (argentinere og australiere) var lidt mere forsigtige.
Vi havde en rigtig god tur, helt paa hoejde med den dagen foer. Floden opfoerte sig dog meget anderledes fordi den var meget bredere og mere lige. Det foerte til faerre smaa vandfald, men flere "rullende boelger" - lidt ligesom at vaere til havs. Vi fik ogsaa lov at hoppe af baaden flere gange og "bodyrafte", hvilket var saerdeles sjovt. At flyde afsted med 20km/t, pludselig inde i smaa "rapids" med boelger og stroem var ikke noget jeg havde proevet foer. Lidt graenseoverskridende, men saa snart man laerte at ligge ordentligt i vandet, var det en fornoejelse.
River-rafting er generelt rigtig sjovt og noget jeg godt kunne taenke mig at proeve igen andre steder. Selvom jeg har vaeret paa floden 3 gange nu, er det ikke noget man bliver traet af - specielt ikke naar hver oplevelse er saa forskellig.
Efter laekker aftensmad i Santa Maria og et par spil pool kunne vi, meget tilfredse gaa til koejs efter en super dag 1.

Dag 2 startede 6.00 med afgang 6.45. Vi startede dagens heldags hiking-strabadser (20km) med en kedelig grusvej, men der gik ikke laenge foer vi kom ind paa mindre stier i bjergene med jungle-agtig vegetation. Chavo, vores guide, elskede at holde pauser og gjorde meget brug af det (vi gaetter paa at det var en aftale han havde med de lokale familier der solgte alskens godter fra deres boder).
Efter 2 timers vandring naaede vi "the original inka-trail", som snoer sig langs en bjergside med en flod nede i kloeften. Helt fantastisk udsigt hele vejen, hvor vi undervejs ogsaa fik de foerste historier om inkaerne og deres storhedstid i det 17. aarhundrede.
Stien fortsatte gennem koeften et par timer endnu inden vi ved halv-fem tiden om eftermiddagen naaede de beroemte hot-springs taet ved Santa Teresa. Her moedtes de fleste af Macchu-Picchu ruterne og flere hundrede backpackere var samlet. Disse hot-springs kommer fra bjergene og bestaar og to svoemme-poeler (med naturlig bund) paa henholdsvis 32 og 37 grader. At hoppe ned her efter en hel dags vandring rundt i bjergene var saa befriende og med den fantastiske stemning der fandtes her, maa det siges at vaere dagens hoejde-punkt. Her moedte vi ogsaa Christine (fra DK) og hendes britiske rejse-veninder som vi kender fra Pariwana i Cuzco. Det er virkelig utroligt hvor mange man moeder igen og igen, men det er selvfoelgelig bare et tegn paa hvor populaert gringo-ruten gennem syd-amerika er blevet.

Vi blev inkvarteret paa et noget faldefaerdigt hostel, da Chavos originale plan om ikke at reservere vaerelser, viste sig at vaere en daarlig plan (der var selvfoelgelig fuld booket).
Selve Santa Teresa maa siges at vaere noget mere ucharmerende end Santa Maria og mange af de andre byer vi har besoegt. Det virker lidt som et fattigt arbejderkvarter ude paa landet med en masse kiosker og restaurenter til aere for de mange turister, der ligger vejen forbi inden Macchu Picchu. Vi fik dog heller ikke set andet end den restaurent som vi spiste paa. Maden var endnu gang rigtig god og med gratis lokale tequila-shots efter maden var vi fuldstaendig klar til at hoppe paa hovedet i seng. En lang dag ventede os...

Onsdag morgen kom vi lidt for sent op, efter at have sovet som sten i 10 timer. Efter morgenmaden gik vi 10 meter hen til Zip-line firmaet hvor det viste sig, at alle bureauer der tilbyder Inka-jungle trek, bruger samme Zip-line firma. Vi stod derfor ca. 40 back-packere inde i deres opholdsrum og fik briefing. Det tegnede ikke godt... I Venezuela, da vi var 11 til at Zip-line, var ventetiden enorm og jeg frygtede det vaerste.
Vi blev koert i mini-busser lidt op ad bjerget og skyndte os ud af bussen for at faa en god plads. Vi endte dog omkring nr 30, hvilket var lidt traels. Banen bestod af 6 kabler med en laengde mellem 300 og 650m. Der gik vel 30min foer vi blev sendt afsted, men saa var ventetiden ovre. Der stod nemlig instruktoerer ved hvert checkpoint, saa man blev straks sendt afsted ad naeste kabel. Turene over kloeften var helt faenamonale og med mere end 100m ned til jorden og en fart paa omkring 80km/t, var det helt klart en bedre oplevelse end i Venezuela! Turen sluttede af med en gangbro paa 200m, som skulle vise sig at blive turens hoejdepunkt. Spaendt fast med karabiner til gelaendrene paa hver side af broen (som bested af en tyk metaltraad), bevaegede man sig langsomt fremad. Braederne man gik over var vel en 20-25 cm brede, men mellemrummene mere end 40cm. Det betoed at der reelt var mere luft end bro og at den til tider svingede ret saa meget. Da baade Andreas, Daniel og undertegnede kom ud paa broen, gik legen i gang. Vi drillede hinanden og fik hele gang-broen til at svinge ret voldsomt. Andreas var paa et tidspunkt lige ved at falde ned, men det lykkedes desvaerre ikke at faa vippet ham af. Selvom man var spaendt fast, var det alligevel ret spaendende at passere broen, naar nu der var 10-20m frit fald ned.
Jeg havde en lidt (laes meget) hoejdeskraek britisk pige foran mig, som bestemt ikke synes at det var morsomt. Respekt for at hun gjorde det alligevel! 4 steder paa broen var galaendrene fastgjort til broen, hvilket betoed, at man skulle aabne karabinerne og spaende dem fast igen paa den anden side. Pigen foran stod stiv af skraek, rystende og turde ikke at loesne sit greb for at aabne karabinen. Jeg maatte derfor hjaelpe hende hver gang de skulle aabnes og spaendes fast igen.
At staa midt paa broen, uden haender, balancerende paa den meget ustabile bro, mens Daniel hoppede vildt rundt som en lille dreng bagved, gjorde det ret udfordrende at faa loesnet karabinen. Over kom vi dog og bagefter viste det sig, at grunden til at Andy og Danny havde opfoert sig som smaa boern var, at de var stive af skraek for at falde ned. For mit vedkommende havde det dog bare vaeret en rigtig sjov oplevelse (man kunne jo ikke falde ned).

Vi kom tilbage til Santa Teresa lidt over middag og blev straks koert hen til vores start-point for dagens hiking. Vi skulle kun gaa en 3-4 timer, saa det var en forholdsvis nem dag. Vi gik naesten hele vejen paa og langs en jernbane som foerer fra Ollantaytambo til Aguas Calientes (den kedelige vej til Macchu Picchu). Omgivelserne var, ligesom de foregaaende dage, helt sublime. En jungle-agtig kloeft, omgivet af taet bevoksede bjerge med en kaempe brusende flod lige ved siden af skinnerne.
Halvvejs mod Aguas Calientes stoppede vi ved en lille lodge hvor vi skulle spise frokost. At man midt i ingenting kan faa saa laekker mad, som det her var tilfaeldet, forstaar jeg ikke. Superb var det, og efter et par omgange israelsk militaer-kortspil gik vi videre i silende regn (den eneste dag med nedboer). Godt vaade og lidt traette ankom vi hen paa eftermiddagen til Aguas Calientes. Aldrig foer har jeg set en by saa turistet. Byen bestaar udelukkende af restaurenter, dyre hoteller, kiosker fyldt med over-prized snacks og cola og intet andet og en masse tilbud paa massage.
Vi blev vist hen til vores hotel, som kostede 10 gange saa meget som vi normalt spenderer paa en nat og fik et kort bad inden vi, i badebukser rystende af kulde gik hen til de hot-springs som har lagt navn til byen. Til alle folks store fornoejelse havde Danny valgt at iklaede sig underbukser og en gennemsigtig regn-poncho ud over. Sjaeldent har jeg set saa mange grine som da vi gik gennem gaderne paa vej mod de varme kilder.
Selve kilderne var noget skuffende og kostede det dobbelte af dagen foer. At der kun var pensionist-turister og ikke bikini-modeller fra alverdens lande som dagen foer, gjorde det ikke bedre. Omgivelserne midt i junglen i en smal kloeft lige ned til en stor flod gjorde dog oplevelsen speciel og mindevaerdig.
Aftenen blev brugt paa en laekker restaurent, uden tvivl den fineste jeg har besoegt i hele Sydamerika. Priserne var helt absurde, men saa var det jo godt at der baade var inkluderet forret og hovedret i vores tur. Maden var god og ikke mere end det.

Vi kom i seng ved 10-tiden men allerede 3.50 ringede vaekkeuret. Dagen, som jeg i saa mange maaneder havde glaedet mig til, var kommet. Kl 4.25 gik vi med pandelamper afsted i moerket for at stille os i koe ved porten til indgangen til stien op til Macchu Picchu. Vi ankom efter planen som de 10 foerste og havde planer om at naa op som nogle af de foerste. Det er en del prestige i at komme foerst op, se solopgangen paa selve Macchu Picchu og faa billeder uden tusindvis af turister paa. Kl 5 blev porten aabnet og folk stormede ind som gjaldt det om at faa det bedste spot paa Roskilde Festival naar hegnet vaeltes.
Turen op til indgangen bestaar af et par tusinde trapper og efter mere end 400 hoejdemeter befinder man sig ved indgangen til dette spektakulaere sted. Normalt tager det 45-60min. Efter 10min var Andraes, Daniel og jeg allerforrest. Pludselig saa vi mennesker foran os og jeg satte straks i loeb for at indhente dem - lidt konkurrence-menneske er man vel ;) Det viste sig, at vi havde fulgt vejen hvor busserne koerer og havde misset genvejen lige op af bjerget. Efter faa minutter havde jeg overhalet dem med kommentarer paa vejen som "you are not human!!" og "why does it look that easy for you?".
Alene, helt badet i sved og efter 31 min kunne jeg i morgen-gryet stille mig allerforrest i koen til Sydamerikas stoerste turist-attraktion - ikke helt daarligt. Efter en 5-10min kom Andy og Danny som nr 2 og 3, helt faerdige efter de mange stejle trappetrin. Jakob kom lige efter i bare foedder, da vablerne fra sandboarding-stoevlerne efterhaanden var blevet til aabne saar. Kaempe respekt for at han vaelger at fortsaette og ikke piver!
Kl 6 blev indgangen aabnet og vi stormede ind for at naa foerst op til det beroemte mirador/udsigstpunkt, hvor det obligatoriske postkort-billede skal tages. De kom i hus og herefter kunne rundvisningen af Chavo begynde. Inden maatte vi dog lige stoppe op og faa vejret - den helt ubeskrivelige udsigt over Macchu Picchu ved solopgang er ikke til at tage fejl af. Intet mindre end breathtaking paa godt gammelt dansk!
Efter en mere eller mindre spaendende rundvisning rundt i ruinerne, fik vi lov til selv at udforske omraadet. Hans guiden rundt bar lidt praeg af at han allerede havde besoegt Macchu Picchu mere end 500 gange. Selve ruinerne er efter min overbevisning ikke noget specielt. Det der goer oplevelsen helt unik er omgivelserne omkring og den naesten elektriske spaending inden man bliver lukket ind.
Jakob og jeg var saa heldige at faa en af de 200 billetter til Huyana Picchu. Huyana Picchu er et lille bjerg, 400 meter hoejere oppe end Macchu Picchu. Udsigten deroppefra skulle vaere vildt spektakulaer og vi glaedede os meget til at komme op. Efter en kort frokost bestaaende af broed med avocado (vi gad ikke at give 10-15 saa meget som normalt for en rigtig frokost) startede turen op, stadig med Jakob i bare foedder. Vejen derop var stejl med mange trappetrin lavet af klipper. For hver gang vi naaede en afsats og dermed et udsigtspunkt, toemtes vores lunger for luft. Udsigten var bare helt specielt!
Efter en lille time naaede vi toppen, sammen med en flok vaeldig flinke japsere, dog maerkelige som altid...
Udsigten mindede paa mange maader om min tur op ad Mount Batur paa Bali. Huyana Picchu er et bjerg omgivet af mange ander sne-klaedte giganter, men en dyb dal imellem. Lidt ligesom et bjerg nede i krateret paa en vulkan.
Efter et par knips med div. kameraer gav vi os til at spille kort. Det maatte japanerne selvfoelgelig have et billede af!

Vejen ned havde ekstremt stejle trapper uden nogen form for raekvaerk. Hvert trin var mellem 30 og 50cm hoejt, men kun 10cm brede. Det var lige akkurat0 muligt for mine sko at holde sig paa trinnet (naar man gik ned sidelaens), men ned kom vi da, endda i et stykke.
Turen tilbage til Aguas Calientes foregik i turist-bus. Da vi kom ned fra Huyana Picchu, vrimlede det med flere tusinde turister fra hele jordkloden og lidt af det magiske var gaaet af. Vi var i hvert fald glade for at have oplevet det alene!

Fra Aguas Calientes gik det tilbage mod Ollantaytambo i tog. En rigtig flot tur med vinduer i taget, saa man rigtig kunne nyde udsigten. Vi spillede dog kort i en kupe fyldt med naesten udelukkende svenske piger og 7-8 danskere, som vi senere tog i byen med i Cusco.
Fra Ollantaytambo gik det videre 2 timer i bus inden vi endelig var tilbage til Cusco. Dejligt endelig at vaere tilbage til normal civilisation og rimelige priser efter en helt ekstraordinaer tur! Den havde i al fald lavet op til alle vores forventninger og lidt til...

Naeste blogindlaeg kommer til at handle om Action-valley naer Cusco hvor man bungee-jumper og faar sig et sling-shot. Glaed jer!