Fredag morgen drog jeg fra paradiset i nord mod Lima. Turen tog hele dagen i bus, men med et par gode film paa skaermen og laekker musik i oerene var det nu ikke saa slemt.
Efter en lidt forsinket ankomst fik jeg lokaliseret min placering i gigantiske Lima. Hurtigt kom jeg paa en lokal-bus ind mod centrum og efter 2 forsoeg fandt jeg et fint lile hostel i Miraflores-delen, som ligger ud mod vandet. Jakob var dog blevet forsinket, da han ikke naeede sit fly fra Miami. Derfor havde jeg lige en nat inden jeg naeste morgen kl 4.45 skulle ud og hente ham i lufthavnen i den anden ende af byen.
Her fik jeg syn for sagen da solen stod op. Hold da kaeft! Lima er jo som at traede ind i en helt anden verden. Byen ligner paa mange maader en europaeisk storby - meget af den er i hvert fald utrolig moderne med kaempe glas-hoejhuse, indkoebscentre, biografer og mere.
Den kan paa ingen maader sammenlignes med de andre sydamerikanske hovedstaeder jeg har set indtil videre (Caracas i Venezuela og Quito i Ecuador).
Jeg naaede ud til lufthavnen og der gik ikke 30 sek foer jeg saa en storsmilende Jakob sidde og vinke paa en baenk. Gensynets glaede var stor og begejstringen for at moedes her i Lima ligesaadan. Nu kunne vores eventyr, som blev lagt til grunde paa Lanzarote for mere end 5 mdr siden, endelig begynde!!

Vi havde fra starten aftalt, at vi ikke skulle bruge for meget tid i Lima, for at kunne opleve mest muligt af Peru og Bolivia. Soendagen blev derfor vores eneste rigtige dag i Lima og stod paa lidt sightseeing i byen afsluttende med en promenadetur i en park langs vand-fronten ved bydelen Miraflores. Her finder man den vildeste udsigt over stillehavet og en del af Lima.
Jeg var oven i koebet saa heldig lige at naa en loebetur i parken ved solnedgangstid, hvilket nok har vaeret en af de flotteste loebeture hernede.
Aftenen blev brugt med hygge paa vores lille, men utroligt hyggelige og billige hostal og senere en tur i biffen (billetpris: 25kr), hvor vi saa Jack the Giant Slayer (historien om boennetraet der vokser op i himlen).

Mandag morgen gik turen videre mod Huacachina, 4t syd for Lima. Oerkenen, som startede helt nordpaa i Peru fortsatte hele vejen og det var jeg egentlig lidt overrasket over.
Huacachina er kort sagt en lille oase med en soe i midten, som er omgivet af kaempe sanddyner. En helt utrolig setting som jeg ikke har set andre steder. At der ligger en soe midt i en kamepe oerken forekommer meget surrealistisk!
Vi ankom desvaerre lidt sent, men fik hurtigt indlogeret os paa et fint hostel, endda med svoemmepoel. Snart herefter gik jagten ind for at faa indfriet vores maal med besoeget til Huacachina, nemlig at sandboarde paa de kaempe sanddyner. Byen, som egentlig ikke er nogen rigtig by lever at turister som kommer for at se dynerne og sandboarde.
Ikke mange minutter foer solnedgang fandt vi en flink fyr hvor vi lejede boards og kaempe ski-stoevler. Efter 20sek instruktion om hvordan man stod paa boardet og hvordan man stoppede igen (saet haanden i sandet) vandrede vi op ad de gigantiske sanddyner. Aldrig foer har jeg proevet noget saa haardt som at gaa i det sand. For hvert skridt vi tog, gled vi 9/10 ned igen. Efter under et minut var vi saa forpustede at vi maatte stoppe og kaste os ned i sandet for at faa vejret. Dynerne fremkom nu fulstaendig uoverskuelige, da vi efter 10min ikke engang var naaet 1/3 op. Vi blev dog enige om at starte her, for lige at oeve og ikke faa alt for meget fart paa foerste gang. Det skulle vise sig at vaere en klog beslutning, for da ingen af os havde erfaring fra snowboard, kunne vi ikke ligefre kategoriseres som supertalenter! Vi startede foerste tur med et par gode styrt, nu med sand OVERALT.
Efter nogle foersog, desvaerre med tiltagende moerke, formaaede jeg at staa op et godt stykke tid og rent faktisk selv bremse uden at styrte. Vi naaede dog ikke op paa toppen af sanddynen, dels paa grund af tidsmangel og dels paa grund af mangel paa ilt. Derfor besluttede vi at snuppe en dag mere i denne laekre oase, for saa kunne man da ogsaa lige faa et par timer ved polen i den dejlige sol (som steger lidt mindre end oppe i bjergene).

Naeste morgen stod vi tidligt op, da sandet op af formiddagen bliver for varmt til at gaa paa (ved 11-tiden var det ca 50 grader i solen og sandet braendte gennem vores tykke skistoevler.
Denne dag skulle vi proeve den anden sandbakke i byen, som var liige tanden hoejere end dagen foer - helt praecist 210m. Vi startede naturligvis med at gaa til toppen, det tog saamaend kun 30min (selvom vi nok ikke tilbagelagde mere end 450m). Herfra gik det nedad med fuld fart og en del vildt styrt, da vi endnu ikke havde laert kunsten om at dreje eller bremse paa andre maader end at laegge sig ned. Til info kan dette goere rimelig ondt naar farten naermer sig 50km/t! Jakob fik i hvert fald gennembanket ryggen godt og grundigt efter et par saltomortaler i luften.
Paa trods af vores mange skader (vi fik ogsaa nogle fine blodvabler af stoevlerne) havde vi det for vildt og er blevet en uundvaerlig oplevelse rigere her i Huacachina! Den helt surrealistiske foelelse af at glide ned af oerkensandet med en svimlende fart er simpelthen usammenlignelig med noget andet jeg har proevet.