Efter en lang men rimelig komfortabel koeretur ankom vi til Arequipa om eftermiddagen og forseogte at finde ind til centrum. Efter lidt soegen fik vi os ogsaa et fint lille hostel med tagterasse og det hele. Arequipa er en stor, flot og gammel by, men til tider lidt uoverskuelig. Jeg broed mig i i hvert fald ikke saa meget om byen. Jakob gik paa galleri og lidt sightseeing, mens jeg koebte mig et nyt kamera.
Vi blev enige om selv at tage turen til Colca Canyon, altsaa uden guide. Ved et tilfaelde moedte vi Martin fra Norge som jeg havde snakket lidt med paa Pariwana dagen inden vi tog afsted. Han ville gerne joine os og pludselig var vi 3.
Naeste morgen tog vi bussen mod Cabanaconde, som er udgangspunktet for trekking-ture ned i Colca Canyon. Om kloeften kan det naevnes at den er mere end 3000m dyb, 100km lang og at der ligger en masse smaa landsbyer op langs bjergsiderne.
Efter et par timers koersel befandt vi os pludselig langt oppe i bjergene 4800m over havet, uden vegetation eller befolkning. Bare at sidde i bussen og bevaege sig lidt rundt kunne maerkes paa vejrtraekningen - hoejden kunne tydeligt maerkes. Heldigvis koerte vi ned igen og efter ialt 5-6 timers koersel ankom vi til den lille stoevede by Cabanaconde. De lokale indbyggere omkring Arequipa har fundet paa at kraeve turister at koebe en "boleto turistico" til 200 danske kroner og det synes regeringen er en vaeldig god idè og stoetter lokalbefolkingen. Vi kom ikke uden om at betale desvaerre.
Saa snart vi traadte ud paa den lokale plaza blev vi overfaldet af folk der mente at lige netop deres hostel var det bedste at bo paa. Tilsyneladende vrimlede det med smaa indkvarteringsmuligheder i en by med under 2000 indbyggere?
Vi fandt et udmaerket et af slagsen med en venlig ejer, som gav os lidt raad med hensyn til at gaa nede i kloeften alene.
Hen paa eftermiddagen tog jeg paa sightseeing paa loebeben rundt i byen, snart ude af byen. Jeg fik endda forvildet mig ned i markerne med hundrevis af terasser (bygget op ad et bjerg) saa traeningen blev noget alternativ. Haardt var det dog og spaendende at loebe paa lidt andet end proppede fortove i en by.

Naeste dag begav vi os efter en solid frokost ned i kloeften. Vi havde besluttet os for en 2-dages tur med en enkelt overnatning et sted "dernede". Planen var bare at faa en god oplevelse og se hvor vinden blaeste os hen. Turen nedad varede 2-3 timer ad smaa stejle stier i en bagende sol der kun blev varmere jo laengere vi kom ned. Andre turister saa vi ikke skyggen af.

Da vi endelig naaede bunden hoppede vi alle fra en klippe og ned i floden i det iskolde vand. Solen toerrede os dog hurtigt og vi chillede lidt med vores foelgehund som havde fulgt os hele vejen fra Cabanaconde.
Vi besluttede ikke at gaa over broen til den anden side, men endnu engang at gaa off-the-beaten-track og vandre langs floden til San Galle aka. The Oasis. Det skulle dog vise sig at vaere saa godt som umuligt. Ikke laenge efter broen havde et enormt stenskred skyllet den lillebitte sti vi fulgte, vaek. Vi krydsede stenskredet og en ret stejl klippevaeg uden at komme til skade. Jeg var lidt foran de andre vandrende paa en smal sti, da noget stak mig i benet. Foerst taenkte jeg "s***, et slangebid", men det viste sig bare at vaere en slags kaempe hveps. Ikke desto mindre gjorde det ikke saa lidt ondt i flere timer…
Efter godt 90min langs floden naaede vi til et fladt groent stykke hvor en hund pludselig goeede. Vi opdage et hus og gik straks derhen for at se om der var nogen hjemme. Vi blev budt velkommen af 3 gale hunde og en oldgammel dame som heldigvis fik lidt ro paa baesterne. Ikke meget af hvad der kom ud af hendes mund var til at forstaa. Vi kunne dog se at hende, hundene og hendes saa godt som blinde mand boede her i noget der lignede en ruin i det rene ingenting. Vaeldig flink var hun dog og vi fik baade aebler og andet frugt fra deres plantage. Vi fik at vide at vi ikke kunne fortsaette langs floden, men maatte krydse deres egen private bro og gaa op ad den stejle skraent paa den anden side.
Damen fulgte os ned ad en stejl sti til floden som selv vi unge gutter havde lidt besvaerligheder ved at gaa nedad. For hende virkede det som det nemmeste i verden, men det skulle blive vildere endnu.
Da vi naaede ned til floden saa vi en lille spinkel gangbro bestaaende af et par sammensurrede traeplanker lagt mellem to kaempe klippestykker og den brusende flod. Jeg var komplet paf over situationen - at dette var den eneste vej til civilisationen for manden og konen og at de formentlig tog denne vej flere gange om ugen var mig komplet ubegribeligt. Vi fortsatte op ad en lang og meget stejl sti der viste sig at foere op til et par huse.
Efter en ret saa syret oplevelse kom vi op til huset som viste sig at vaere et lille hostel. Ejeren tilboed os logi der og da han hoerte at vi var paa vej mod San Galle som aabenbart laa 4 timer vaek smilte han blot og sagde "Ustedes es loco!" (I er jo vanvittige). I hoejt humoer fortsatte vi vores tur, selvom der var under 2t til solnedgang og det dertilhoerende altomsluttende moerke. Vi passerede smaa landsbyer, dybe skraenter med bi-floder forneden og endnu en bro inden vi kom til nabobyen til San Galle. Det var nu blevet ret moerkt og vi maattte frem med pandelygterne og vandre i det tiltagende moerke. Vi naaede The Oasis ved 19-tiden, godt traette efter en hel dags vandring. Vi blev moedt af noget forundrede blikke fra de andre turister i baren, som sad og hyggede over en oel eller to. Snart sad vi dog sammen med to polakkere, far og soen og sludrede om stort og smaat over en velfortjent aftensmad.

Naeste morgen vaagnede vi op til den vidunderlige brummen af en brusende flod, en skinnende sol og en laekker pool lige foran vores lille hytte. Vi hoppede i vandet og hyggede over et kortspil og lidt laesning inden turen gik tilbage op til Cobanaconde. Min fod var svulmet godt op i loebet af natten og var ret oem, saa vores formiddagstur til en naerliggende gejser blev aflyst.
Stien op til Cobanaconde var meget lang og stejl. 1200 hoejdemeter skulle bestiges i en bagende sol. Jeg gik raskt til med musik i oerene og ville egentlig bare gerne op at have frokost (vi havde ikke spist morgenmad, da alt nede i kloeften var utrolig dyrt). Efter en saerdeles haar tur op naaede jeg byen efter 90min. Turen skulle eftersigende tage 3,5t, saa jeg havde aabenbart gaaet godt til. Efter en god gang frokost paa den lokale restaurent til en flad tier lagde jeg mig ned paa en baenk og ventede paa Martin og Jakob. De kom efter halvanden time, om muligt endnu mere sultne og udmattede end jeg havde vaeret. Efter frokost var planen at tage til Arequipa, men der var ingen bus som skiltet uden for butikken ellers reklamerede.

Vi besluttede at tage til Chivay, som ligger midt mellem Arequipa og Cabanaconde. Her ville vi overnatte og naeste dag saa drage over graensen til Bolivia. Det skulle dog vise sig at blive en noget laengere rejse end forventet.
Aftenen brugte vi paa lidt internet-café og det lokale marked hvor vi moedte to danskere. Vi fik os en fin snak om vores respektive ture inden vi gik paa jagt efter snacks til morgendagens koeretur. Traette kunne vi senere laegge os i en dejlig varm seng i ellers meget kolde Chivay.
Naeste morgen stod vi tidligt op og hen til terminalen for at naa en bus kl 7. Morgenmaden var inkluderet i prisen, men foregik i et meget lille baglokale bag en bod inde i selve terminalen. Vi fik den venlige dame til at koge os lidt af vores egen medbragte havregroed, da de to broed vi fik serveret ikke raekte langt.
Udenfor terminalen ventede vi paa en bus som ikke kom. Vi vidste at den koerte fra Cabanaconde mod Arequipa kl 6, men den stoppede aabenbart ikke i Chivay. Naeste bus var foerst kl 10 saa vi havde lige nogle timer at spendere. Heldigvis havde vi et kortspil med og tiden gik hurtigt. Planen var at tage bussen kl 10, staa af et par timer foer Arequipa i en lille flaekke og derfra tage en bus til Puno, taet paa graensen til Bolivia. Vi gik ind i terminalen igen og forsoegte at koebe en billet, men alt var aabenbart udsolgt. Naeste bus var kl 13 og det begyndte nu at blive noget uoverskueligt.
Da kl 10 bussen ankom steg vi ind og spurgte chauffoeren paent om vi kunne faa lov at staa op i midtergangen. Det kunne vi heldigvis, sammen med 20 andre lokale viste det sig. En totalt proppet bus begav sig nu op i hoejderne mod Arequipa. Efter godt halvanden time stod vi ved Arequipa-Puno krydset sammen med 4 andre turister der skulle samme vej som os.
At finde en bus skulle dog vise sig at vaere noget svaerere end forventet. Det som skulle vaere en by viste sig dog bare at vaere en 15-20 snackboder langs en bred landevej, 30-40km fra rigtig civilisation. Den ene bus efter den anden passerede, men enten var de fyldte eller skulle ikke mod Puno.
Vi ventede en halvanden time og steg derefter paa en bus til Juliaca, som er nabobyen til Puno. Vi vidste godt hvad klokken var slaaet og at vi umuligt kunne naa over graensen, som lukkede kl 18.
Vi kom frem til Puno ved 18.30 tiden. Her var moerkt, beskidt og bestemt ikke indbydende, men vi var noedsaget til at blive der en nat. Paa vores noget skumle hostel-gade hvor vi i baggaarden bag en lille cafe fandt det billigste hostel fik vi os lidt af et chok. Aftensmad for 1,5 soles (3,5kr). I Cusco havde vi vaeret vant til at spendere baade 6 og 8 soles pr maaltid paa de billige steder.

Naeste morgen begav vi os videre, fast determinerede paa at naa graensen denne dag.
Fortsaettes i naeste indlaeg...