Onsdag, 20/3 var dagen hvor jeg forlod Quito. Kl 6.45 moedtes jeg med Peter fra Tyskland, som gerne ville med paa mit trekking-eventyr. Sammen drog vi til Riobamba for at akklimatisere i 2-3 dage inden weekendens bestigning af Cotopaxi. 5t efter at have forladt Quito naaede vi Riobamba (2750m). Af en politimand blev vi guidet ind gennem en stofbutik, om i baglokalet og op paa 2. sal oppe paa 2. sal som ville tage os med op i bjergene og koere downhill for $35. Vi sagde ja til tilbuddet og blev i hans pickup koert de 45km fra Riobamba til vulkanen Chimborazo (6310m). Vejret paa vej derhen var haesligt med regn, hagl og taet taage da vi naeede over 4000m. Vi blev sat af i 4800m's hoejde ved bjergets refuge 1 (4800m). I 1 grads varme og snevejr startede vi vores tur ned ad bjerget. Vi koerte en 4-5km, stoppede, fik nye instruktioner af vores guide der koerte i bilen og fortsatte videre. Saadan gik det hele vejen ned af bjerget, med flottte singletrack-stier og meget varieret natur. Vejret blev gradvist bedre, skyerne og taagen forsvandt og de sidste 2 timer havde vi den VILDESTE udsigt til Chimborazo. Vulkanen er simpelthen gigantisk, mytisk og gletscheren paa toppen utrolig flot i sollyset (en udsigt fuldt ud paa hoejde med Angel Falls). Turen fortsatte ned til omkring 3400m hvor det blev for moerkt til at fortsaette. Med i prisen paa turen var, at vores utrolig flinke og snakkelystne chauffoer koerte os op til hvor vi skulle sove. Fra min Lonely Planet bog (<3) havde vi udset os den perfekte lille landsby til vores akklimatisering. Pulingui San Pablo, en lille samling af 5-6 straa/lerhuse og saa Casa Condor (et rigtigt hus beregnet til eventyrere som os). Der bor vel en 10-15 mennesker i "landsbyen", alle indfoedte og UTROLIG venlige. Vores guide fik forhandlet sig frem til en saerdeles rimelig pris paa 11 dollars pr naese for et laekkert dobbelt-rum med to senge, en vild udsigt til Chimborazo, en varmeovn og endda med adgang til eget bad med, goer nu klar - VARMT vand! Intet mindre end luksus i forhold til at vi trods alt befandt os i 3900m's hoejde, langt vaek fra normal civilisation.

Naeste morgen stod vi op til lortevejr, men efter morgenmaden klarede det lidt op og vi startede vores udflugt op mod bjerget til en grotte i omkring 4700m's hoejde. Ifoelge vores kort, som vi havde faaet af landsbyens granny var det den haardeste tur i omraadet og det skulle tage mindst 4,5t at naa op til grotten. Ikke desto mindre stod vi, efter 3t vandring gennem flot og meget diverst terraen, inde i grotten og lavede sjove lyde. Vejret var blevet helt klart uden skyer og udsigten mod toppen blev bedre og bedre, des taettere vi kom paa. Vi besluttede at gaa lidt hoejere op til omkring 4900m hvor sneen saa smaat begynder at blive permanent. Turen ned var noget mindre anstrengende og tog ikke engang 2t.

I Casa Condor lavede vi hver morgen og aften mad i koekkenet - havregroed til morgenmad og pasta med aeg og skinkestykker til aftensmad. Vores indkoeb i Riobamba til opholdet i bjergene var loebet op i 20 dollars, men saa havde vi ogsaa rigeligt med vand, mad og snacks, ogsaa til Cotopaxi.

Sengetiden fredag aften hed 19.15 da vi var supertraette og havde brug for al den soevn vi kunne faa. Naeste morgen begav vi os med Riobamba-Guaranda bussen op mod indgangen til nationalparken (hele vulkanen er fredet). At der findes en vej (endda laekker asfaltvej) mellem disse to byer er ikke til at begribe. Undervejs naar hoejden op paa hele 4350m - nok en af de hoejest asfalterede veje i verden.
Chauffoeren ville have $2 for den 15min lange koeretur og vi kunne ikke goere meget andet end at punge op, selvom vi vidste, at normalprisen er 35 cent. De andre passagerer grinede ogsaa hoejlydt af os. Vi kom af bussen, fik registreret os ved nationalparkens indgang og begyndte den 7km lange gaatur 500 hoejdemeter op mod Refuge Carrel. Turen tog lige omkring 2t i MEGET langsom gang. Vi maatte konstant minde hinanden om ikke at gaa for hurtigt for at undgaa hoejdesygen. Da vi naaede hytten i 4800m var der fyldt med lokale turister paa vej ned fra Refuge Whymper, 200m hoejere oppe ad bjerget. Efter et kort stop gik vi videre til naeste refuge og da vi naaede denne, var der helt tomt bortset fra vagten. Hoejden kunne i den grad maerkes paa baade vejrtraekningen og i hovedet, saa vi besluttede ikke at gaa videre op. En mindre hagl-storm tvang os til at blive 30min ekstra, men derefter gik det ogsaa nedad. Ved den foerste hytte fik vi et lift af et Ecuadoriansk aegtepar der var paa ferie rundt i Ecuador. De koerte os lige til doeren i Pulingui San Pablo - ren luksus!

Vi besluttede os ikke at blive en nat ekstra som foerst planlagt, da vores kroppe havde brug for ordentlig hvile i lavere hoejde (laes Riobamba i 2800m). Over 40min stod vi og ventede paa bussen som skulle komme hver halve time. De der kom, koerte imidlertid lige forbi uden at stoppe for at samle os op. Efter en time kom en lokal lastvogn. Den fungerede aabenbart som en bus, for vi blev inviteret med om paa ladet. Her sad vi under en lang bambusstamme paa langs og pressening ud over sammen med 15indfoedte, alle sammen meget nysgerrige, et par faar og en hund. En ret speciel speciel oplevelse og billig transport maa man sige (gratis).
Ned til Riobamba kom vi og fandt hurtigt et hostel. Vi spiste en sadwich paa en cafe over et spil kort og gik derefter til koejs for at vaere klar til den store dag i morgen.

Loerdag morgen stod vi op kl 7 for at naa bussen tilbage mod Quito. Efter 3t stod vi af i den naermest ikke eksisterende by, Lasso. Her blev vi samlet op af en skolebus, der aabenbart var vores trekking-selskabs transportmiddel gennem det mildest talt vilde terraen i Parque national Cotopaxi. Med i bussen var en chauffoer, Peter og undertegnedes guide Juan Carlos, en meget hoej Canadier ved navn Eric, en brite kaldet Ed og en norsk kvinde ved navn Helen.

Efter 1,5t koersel stoppede vi for at faa styr paa udstyret og iklaede os varmere toej. Vi blev koert hele vejen op til parkeringspladsen i 4600m og gik med vores store backback og alt udstyret de 200hm op til Refugio Jose Ribas. Paent haardt i loest sand og denne hoejde!!
Op kom vi og efter at have fundet vores senge og indlogeret os, testede vi vores udstyr: Hjelme, to par handsker, en sort hue der daekkede alt undtagen oejne og naese, en slags skistoevler med dertilhoerende pigge under (eng: Crampons) og endelig isoeksen. Alt blev tilpasset hver enkelt og gjort klar til nattens udfordringer.
Herefter fik vi serveret aftensmad ved 17-tiden - overraskende god, taget i betragtning af omstaendighederne. Efter en god snak med andre deltagere (der var vel 50 ialt) og en briefing fra vores leder-guide gik vi op til sengene for at proeve at faa sovet lidt. Det lykkedes for mit vedkommende.
Op igen kl 23 for at faa morgenmad og goere alt klar. Afgang kl 00.30 fra hytten, sammen med to andre grupper. I alt var vi ca. 18 der startede samtidig.
De foerste 200m var en blanding af vulkanstoev, sten og sne. Herefter startede gletscheren og maengden af sne og is steg proportionalt med hoejden. Vi gik alle sammen i en lang linie med pandelamper paa det foerste lange stykke. Da vi naaede gletscheren holdte vi en pause for at vente paa folk der var sakket bagud. Det viste sig imidlertid at Eric havde faaet det daarligt og var gaaet ned alene og at Ed var fulgtes med en anden gruppe mod toppen og var foran Peter, Helen og jeg. Juan Carlos ville vente paa Jose (vores anden guide), men da han stadig ikke var dukket op efter 30min besluttede vi at gaa videre uden ham. Vi blev alle sammen koblet til hinanden med reb og tog vores crampons paa. Derefter gik det op i et meget langsomt tempo, omend det stadig var forholdsvis haardt med alt udstyr paa, snacks, ekstra toej og 2 liter vand i tasken. Midt paa gletsheren ml 5300 og 5450m passerede vi "labyrinten" med de flotteste og mest fantastiske isformationer - kaempe istapper paa flere meter og crevasses mere end 50m dybe (spraekker i gletscheren).
Det var ogsaa her jeg begyndte at faa ondt i hovedet og begyndte at spekulere paa, om det mon var muligt at naa toppen. Omkring 5400m gik min mave i baglaas og jeg fik ikke spist eller drukket ret meget herfra. Kombinationen af lavt ilttryk (under 50 % i forhold til havoverfladen) og min mave der ikke ville mere gjorde, at jeg hurtigt fik det vaerre og maatte indse at toppen 400m hoejere oppe ikke var mulig.
Ved 5660m klokken 5.45 valgte vi at vende om. Faa grupper fortsatte videre op, men pga meget snefald de sidste par dage (cirka 110cm) og den dertilhoerende store fare for laviner, valgte mange at give op.
Da solen stod op, kunne vi for alvor se hvad vi havde gaaet igennem og hvor stejlt det egentlig havde vaeret (flere steder omkring 75 grader). Solopgangen var noget af det flotteste jeg har oplevet. At staa i 5500m og kunne se hele den nordlige side af Ecuador med 6-7 kaempe mastodonter paa over 5000m overdaenget med sne var ganske enkelt ubeskriveligt!
Nedturen til Refuge Jose Ribas i 4800m tog lidt over 2t. Da vi kom ned var jeg stadig ret daarlig tilpas og proevede at hvile. Stille og roligt kom de sidste ned fra bjerget, hvoraf nogle af dem havde naaet toppen omkring 7.40.
Okmring kl 10.30 gik vi ned mod parkeringspladsen hvor vores skolebus ventede paa os. Undervejs ned gennem nationalparken var vejret med os og vi havde de vildeste panoramaudsiger op mod bjerget!

Selvom vi ikke naaede toppen denne gang, har vores udflugt alligevel vaeret en kaempe succes og en oplevelse for livet. Det var samtlige $200 vaerd og egentlig ikke voldsomt dyrt taget i betragtning af hvor meget der skal organiseres for at en saadan tur kan realiseres.
Peter og undertegnedes veje skilledes uden for nationalparken. Her blev jeg, sammen med Eric sat af. Eric skulle mod Latacunga 30km sydpaa og jeg mod Baños, 3t vaek. Efter 10min staaende i siden af motorvejen blev vi samlet op af en bus, soereme gik lige til Baños- hvor heldig har man lov at vaere?

Alt for denne gang - naeste gang kommer det til at handle om Swingjump, rafting, canyoning og MTB her i Baños.