Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg starter hvor jeg slap sidst med busturen til San Martin. Den blev ikke helt som forventet kan man vist godt sige. I mit hoved var det bare en lille hyggetur på 4t, ikke noget særligt. Det havde jeg egentlig gået og nydt eftersom alternativet var en +30t bustur til det sydlige Patagonien. Bussen var ellers rimelig lækker, men pludselig gik den i stå midt på en grusvej ude i ingenting. Hmm.. Efter lidt undersøgen fra buschaufførens side forklarede han noget om ild, ingen tlf-signal og "kører ikke længere" - det var i hvert fald hvad jeg forstod.
Efter 1t venten hvor chaufføren forgæves prøvede at få forbipasserende til at stoppe, besluttede han at starte bussen og køre lidt videre i 1. gear. Det var den bestemt ikke glad for, men vi nåede frem til en sø, hvor der var en del lokale argentinere på ferie og slappe af.
Her begyndte folk så at få deres kufferter og tasker ud af bussen for at finde alternative transportveje. Det var tydeligt at de andre passagerer begyndte at blive irriteret på chaufføren, da han var utrolig umeddelsom og blot grinede af situationen. Jeg faldt i snak med en sjov slovener og en tysker og vi sad sammen og drak noget søvand for ikke at dehydrere i varmen. Efter en times tid sagde sloveneren at det nok var nemmere bare at gå de 45km til San Martin, så det gjorde han. Ham så vi ikke mere til.
Tyskeren og jeg besluttede efter yderligere noget tid hvor der intet nyt var, at vi måtte tomle. Vi gik op ad en lang sej bakke ved et udsigstspunkt som vi havde fået anbefalet fordi der stopper mange biler der. Det gjorde der så bare ikke i dag...
Efter en god times tid var der dog bid i en af de biler hvor man tænker "fair nok, ham der har simpelthen ikke plads til to backpackere i den vogn". Stoppede gjorde han dog og fortalte os at vi bare kunne sætte os om bag på ladet for indenfor var der fyldt op med hans familie. Vi takkede mange gange og satte os op blandt noget der lignede et skur eller et kæmpe hundehus.
Således gik det at vi kom til San Martin, siddende inde i et hundeskur og med fantastisk udsigt hele vejen. Ikke værst ville jeg sige.
San Martin var en dejlig by. Godt klima og en lækker sø med god strand omkring. Hvad mere kan man forlange? Jo måske nogle aktiviteter, men så må man jo selv være kreativ. Derfor fandt jeg mig et sted hvor jeg kunne leje cykel og fik mig et par rigtig gode ture oppe i bjergene med flot udsigt og udfordrende terræn. Jeg var også på en vandreture og strand med en argentinsk pige der snakkede engelsk og fik øvet lidt spansk. Ellers gik tiden med afslapning og et par løbeture her og der.
Desværre var det samme ang turister og backpackere gældende her som i Bariloche. Næsten ingen backpackere at rejse med men til gengæld fyldt med lokale argentinere og deres familier på ferie. Det var eneste minus.
Lige nu sidder jeg i Pucon i Chile med silende regn udenfor og planlægger lidt aktiviteter for når Katrine kommer om en lille uges tid. Det glæder jeg mig meget til. Det var alt for denne gang.
- comments