Så er det tid at gøre status over den første måned, idet jeg har nu har været af sted i 32 dage. Jeg er næsten klar til at forlade Chile efter to gode uger. Men lad mig starte fra starten. Efter en masse god afslapning i San Martin tog jeg en bus direkte til Pucon i Chile. Det tog blot en 4-5t hvoraf halvdelen blev brugt på grænseovergangen. Vejret i Pucon var ikke med mig. Slet ikke skulle det vise sig. Efter at have fundet et rigtig godt hostel (ecohostal) gik jeg lidt rundt på egen hånd og udforskede området. En god strand, en hyggelig hovedgade og masser af aktiviteter - alt i alt en god start i Chile. Men om aftenen begyndte det at regne og blive koldt, kun en 16-17 grader. Dagen efter var ikke bedre og jeg blev inden døre undtagen en tiltrængt løbetur. Den efterfølgende nat startede regnen for alvor og temperaturen faldt til kun 12-13 grader - føj for den! I perioder regnede det så kraftigt at jeg vågnede, midt om natten. Hmm... Da jeg vågnede om morgenen var det ikke holdt op, faktisk lige begyndt. Det regnede i noget der ligner 40t i træk og så havde jeg da også fået nok. Videre til Santiago, men først lige en sjov løbetur med en utrolig morsom tysk fysioterapeut og ex-eliteløber.

Santiago er en storby som Buenos Aires. Meget vestlig og egentlig ikke specielt spændende for mig. Dog findes der flotte områder og parker rundt omkring der gør det lidt sjovere at opholde sig i en stor by. Endelig kom dagen hvor Katrine skulle ankomme og det havde jeg efterhånden set meget frem til. Jeg kørte ud til lufthavnen, bange for at komme for sent, men nåede det heldigvis. Vi havde ingen aftaler om hvad der skulle ske hvis ikke jeg nåede det og ingen mulighed for at kommunikere. Immigrationen viste sig dog at tage lang tid og jeg endte med at vente 1,5t før hun kom ud. Stor gensynsglæde, det var dejligt. Vi tog ind til Santiago og fik noget at spise og planlagde vores 11 dage sammen. Hun var frisk på at tage en natbus "tilbage" til Pucon, som ligger 800km syd for Santiago, så det gjorde vi den efterfølgende aften.
Vejret skulle heldigvis vise sig at være med os denne gang. De fleste dage havde vi sol en del af dagen og en behagelige 20-25 grader. Vi brugte en dag på at leje cykler og køre til et vandfald hvor vi holdt picnic.
Vi fik booket en tur til Volcan Villarica, områdets absolutte højdepunkt i mere end en forstand, som kun kan bestiges gennem en tur med guider. Vulkanen er stadig aktiv og der står en konstant røg/damp op fra krateret. Tidlig morgen kl 6.30 tog vi af sted i en lille minibus med en masse spansktalende folk, primært chilenere og argentinere, mange overvægtige og tydeligt ude af form. De må have fået en mindre hjerneblødning da de bestilte turen og det kom desværre til at gå ud over os. Den første tredjedel del op kan klares ved at sætte sig op i en skilift for den nette sum af 80 Danske kroner, ellers tak du. Her begyndte vanskelighederne. Af de i alt 11 i vores gruppe, valgte alle undtagen mig og et chilensk par at tage liften. De var i rigtig god form mente de, så det var ikke noget problem. Desværre skulle det vise sig at det ikke var tilfældet. Efter 5min var damen ved at krapere og det var tydeligt at hun aldrig ville nå toppen. Det var gå 5 min og vente 10min. (Da ingen må gå alene, var vi andre nødsaget til at vente på hende og det resulterede at jeg ikke fik set Katrine de første to timer af turen i stedet for blot de 30min som var planen). Da jeg endelig nåede op til hendes gruppe var jeg godt hidsig og havde utrolig svært ved at nyde noget som helst. Hvorfor skulle de andre have lov til at ødelægge vores tur fuldstændig? Hvordan kan man tro at man kan bestige en vulkan med masser af sne på toppen og stejle stigninger, hvis man ikke kan løbe 10m? Op ad kom vi, dog i et tempo der var ca 1/3 af hvad jeg selv ville have valgt.
Af de tre guider vi startede med, var der pludselig kun en tilbage, da både damen fra starten af turen og to andre flæskesvær indså at det var en selvmordsmission at nå op inden midnat. Det betød at vi ikke kunne dele os i forskellige grupper og tempi men måtte gå i en lang snor hele vejen til toppen. Den eneste grund til at jeg fortsatte var, at jeg ikke ville forlade Katrine og havde håbet på en god fælles oplevelse.
Efter 6t nåede vi toppen, faktisk lidt trætte fordi vi havde gået så mange timer. Normalt kunne jeg have gået en sådan tur op og ned igen sammen med en guide på 3,5-4t, men det lader dig jo ikke gøre når man er i en gruppe. Flot var det da også på toppen med god udsigt og heldigvis ingen forstyrrende skydække. Vi kunne ikke se bunden af krateret der vel var en 80-90m dybt, men blot kigge ned i et mørkt og fælt lugtende hul.
Turen ned var den sjoveste. Iklædt en masse fjollet skitøj, en kæmpe ble udenpå og en røvkælk fløj vi ned af bjerget i en rasende fart - et syn for guder. Sjovt var det helt sikkert og ikke noget man prøver hver dag. Hvor mange kan sige at de har kælket i fuld fart ned af en aktiv vulkan? De sidste par dage i Pucon blev brugt på afslapning, strand og en tur til nogle varme kilder oppe i bjergene - nøøj der var dejligt.

Nu har Katrine netop vendt snuden hjem mod vinterkedelige Danmark efter 11 alt for korte dage her i Chile. Jeg tror og håber hun havde en rigtig god tur hernede.
Jeg kan nu se frem mod en masse fly og mellemlandinger inden jeg ender i den anden ende af Sydamerika, nærmere bestemt Columbias hovedstad, Bogotá. Det er et land jeg har set meget frem til at besøge og har hørt lutter fantastiske ting om. Jeg håber at jeg stadig kan nå at opleve lidt af det forholdsvis uberørte Columbia inden turisterne overtager det hele. Det er ikke mange år siden at en tur til Columbia var forbundet med væbnet røveri på åben gade, narkokarteller og ringe sikkerhed for turister såvel som de lokale. FARCS storhedstidtid synes at være ovre og der er nu adgang til et smukt og forholdsvis uberørt Columbia.