Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er endnu en god uge gået her i Argentina og det er ved at være tid til at få griflet lidt ned om de sidste dages begivenheder. For at starte hvor jeg slap sidst, springer jeg 10 dage tilbage i tiden. Tirsdag d. 7 januar gik det med fly videre til Bariloche, som ligger i det såkaldte "lake district" i den nordlige del af Patagonien. Herfra var planen at arbejde mig sydpå til den sydligste del af kontinentet for at få set den berømte og storslåede nationalpark Torres Del Paine. Planer er dog til at få ændret, mere om det senere.
Som sagt landede jeg d. 7 til et nyt og spændende "land". Det hverken føltes eller lignede noget jeg før havde set i min færden rundt i Sydamerika. For det første var det køligt (læs en 14-15°C) og for det andet var geografien helt anderledes. Blot på min tur fra lufthavnen til centrum følte jeg mig, bortset fra bussens og vejens beskaffenhed, næsten helt "hjemme" (forstås som et sted i Sverige eller Norge). Her var pludselig fyldt med grantræer, klipper, søer bjerge med hyggelige vandløb overalt.
Da jeg ankom til Bariloche var det som sagt koldt og blæsende. Jeg havde nok håbet på lidt bedre vejr. Efter næsten 2t vandren rundt i byen, fandt jeg endelig et hostel at bo på. Det var nok sted nr 10 jeg havde spurgt, men alt synes optaget. Det skyldes at argentinerne holder sommerferie her i januar og rigtig mange fra Buenos tager sydvestpå til "The lakes district". Det er åbenbart deres foretrukne feriested i Argentina (sikkert fordi det er alt for varmt i BA i januar og der her både findes flot natur og bedre klima). Et andet problem der også skulle vise sig at blive tilbagevendende her i Argentina er, at det er svært at møde andre internationale backpackere fordi der simpelthen var proppet med lokale rejsende. De tager primært til et enkelt eller to steder på deres 2-ugers ferie, hvilket gør det svært at rejse rundt med dem. Og så er der jo selvfølgelig sprogbarrieren. Jeg tog det dog som en mulighed for at lære lidt spansk, men det var nemmere sagt end gjort.
Efter et par dage med dårligt vejr skiftede det endelig og blev 20-25 grader med sol det meste af dagen. Jeg lejede en cykel og fik udforsket dele af "Circuito chico", som er en flot vej at køre langs kysten og lidt ind i landet nord for Bariloche. Jeg valgte dog en lidt alternativ vej for at se noget andet end alle de andre turister. Det førte mig til små stejle grusveje oppe i bjergene og en masse villaer og huse langt ude landet. Fantastisk område at køre mountainbike i. Bedst som jeg var overbevist om at jeg var faret vild, endte grusstien på en hovedvej og jeg fandt vej hjem og nåede vel en 70km. Den nat sov jeg rigtig godt!
En anden dag havde jeg en mindst lige så strabadserende løbetur op ad et bjerg. Turen endte noget overraskende på lidt over 19km i meget udfordrende terræn, hvilket er det længste jeg har løbet i mere end et år. En aften tjekkede tre piger fra BA ind på mit værelse. De var rigtig søde og det gav mig en god mulighed for at øve spansk. I modsætning til de fleste andre var de rigtig forstående, spurgte mig om ting og så svarede jeg om muligt tilbage, ligeledes på spansk. De fleste andre ville blot konstatere at jeg ikke kunne det store sprogligt og ville enten ignorere mig eller kun snakke engelsk (gældende for de få der kunne det). Det var til tider noget frustrerende. Ikke desto mindre mødte jeg altså disse tre piger og næste dag tog vi på tur sammen. Med en bus kom vi lidt nordpå, gik op til et flot udsigtspunkt og spiste frokost og endte senere på en lille hyggelig strand, hvor vandet dog var ret så køligt. Sidst på dagen var jeg helt udkørt. Det kræver stor koncentration hele tiden at lytte til spansk og prøve at forstå og også svare. Så til sidst endte vi i engelsk.
De sidste par dage her i Bariloche er gået med en del afslapning på hostellet, løbeture og en rigtig god tur på mountainbike. Pga de meget få andre backpackere føler jeg at en måned i Argentina er ret lang tid, så efter lang tids tænken og skype, har jeg besluttet ikke at tage sydpå som planen ellers var. Istedet drager jeg nordpå med busser mod Santiago i Chile, hvor jeg har arrangeret med Katrine at hun kan komme og besøge mig. Det glæder jeg mig meget til.
I skrivende stund har jeg netop checket ud fra mit lækre hostel her i Bariloche og venter på en bus 200km nordpå til en mindre by kaldet San Martin de Los Andes eller blot "San Martin". Mere om dette i næste indlæg.
Ciao, ciao :)
- comments