turen over pyrenæerne var helt hvid as sne og is. jeg måtte ned fra bjergene til den store vej for ikke at fortabe mig i al det hvide og så krydsede jeg grænsen til spanien. der er ikke varmere på denne her side selvom jeg troede det! måske længere vest på, det er i hvert fald den vej caminoen tager mig nu. og når man går får man jo varmen.

med efteråret og vinteren, ikke længere i hælene, men fuldstændigt omkring mig og indeni mig, vandrer jeg afsted som en snegl. det fleste dage er det gråt og koldt, men ind i mellem slipper en solskinsstribe ned til mig og får mit hjerte til at springe af varme og glæde. en lille sjov historie: på min fødselsdag stoppede jeg om aftenen ved et kloster. efter at have banket på kom en oldgammel meget lille nonne ud og inviterede mig indenfor til at blive...

efter at forlade det store stenhus besluttede frida og jeg at det var tid til at finde hver vores vej, og min vej var nu til fods med rygsæk på og vandrestav i hånden. en muslingeskal der viser vej. jeg er på caminoen og følger dermed i hælene på mange hundreder års pilgrimme, jeg går på sten og jord der er trampet flade og hårde af alle de spøgelser der går foran mig og vil for evigt følge i mine hæle hele vejen til santiago de compostella.

et stort gammelt stenhus med kamin og klæd-ud-tøj husede os og vores nummer to midtvejskrise, for tandem projektet viste sig at have et ustabilt baghjul og hvordan skal rejsen så fortsætte når alle cykler giver efter under vores vægt? vi var et par dage hos Adrien som jeg mødte i grækenland på mit sidste tur, han bor på toppen af et bjerg med en kattekilling og tre høns, i disse dage var der dog besøg af venner og vi lavede masser af mad hver dag, ry...

Two girls one bike