D. 13/1 2014 - d. 20/1 2014
Efter Hue besluttede vi os for at rejse videre mod Dalat, som kun kan nåes via bus. Dette indebar i Strandbyen Nha Trang for en enkelt nat. Vi havde dog en god tid der, da der var en lækker strand og godt vejr. Vi brugte vores tid på at gå en til den eneste rigtige seværdighed i Nha Trang, de såkaldte Cham Towers. Dette er bygninger, som vietnamesiske buddhister bruger til at bede/tilbede i. Vi var overrasket over, hvor meget mad der blev ofret. Man kunne bogstavelig talt købe mad til ofring i store boder. Vi besøgte dog også Nha Trangs katedral, som virkede noget tom for turister. Dette var så fordi, vi valgte at komme midt i bedetiden, det mest hellige tidspunkt på døgnet. Dette var ikke planen, men det var sjovt nok at opleve. Vi besøgte også et galleri ved en "kendt" vietnamesisk fotograf og et museum for videnskabsmanden Yersin. Dette fandt Mads meget interessant, imens Laura bare ville videre.
Vores hotel i Nha Trang virkede umiddelbart udmærket og billigt, lige indtil det blev aften, hvor vi fandt ud af, at værelset lå ud til en af de mest populære barer i byen. Det betød, at der var høj musik til kl. 4 både i baren og i vores værelse.
Dagen efter måtte vi trætte videre med bussen mod Dalat. Da vi ankom om aftenen havde vi allerede et godt indtryk af byen. Den er hyggelig på en helt anden måde end resten af de steder, vi har besøgt i Vietnam indtil videre. Især de mange easy riders, der ivrigt prøver at overtale dig til at tage på motorcykel tour, men som ellers er meget flinke og gode til at hjælpe med vejvisning og lignende, er med til at skabe en dejlig stemning i byen. Vi havde, inden vi ankom til byen, besluttet os for, at vi skulle ud af byen på en trekking tur i bjergene. Dette tog vi hen for at booke på den første dag i Dalat. Da vi ankom til Groovy Gekko Tours, som vi havde fået anbefalet, endte vi i stedet med at booke en cayoning tur - med andre ord skulle vi ud og rapelle ned af vandfald på mellem 15 og 25 meter.. Dette kom som en stor overraskelse for Laura, da hun ved, at Mads er meget højdeskræk og har været lettere vandskræk tidligere. Derfor troede Laura først, at Mads tog pis på hende, men han var bundseriøs og ville gerne ud og lave frie fald og water slides (lade sig glide ned igennem små vandløb, det føles som en vandrutschebane dog uden sikkerhed). Det var en virkelig god oplevelse, og vi fik helt sikkert overskredet nogle grænser. Vi var overrasket over, hvor hurtigt vi lærte det i forhold til, at vi aldrig har prøvet det før, men det må skyldes de gode guider, der holdte humøret helt i top. Desuden var en af de store højdepunkter for Laura, at Mads fik den grimmeste våddragt nogensinde i neongrøn som den eneste af alle 6, der var med på turen. Dele af turen inkluderede f.eks. Et free jump på 7 eller 11 meter ned i vandet, hvor vi kun turde tage 7 meter og rapelling udover et vandfald med glatte sten, vand i smasken og et frit fald på 3 meter til sidst mod dybden, man ikke kunne se for vand. Den sidste rapel tur blev kaldt for vaskemaskinen, fordi man til sidst blev tvunget til at lade sig falde for at komme ned, hvorefter trykket fra vandfaldet tvang en under vand i ca. 3 sekunder, hvorefter man blev "skudt ud" 3 meter fra udspringet. Den kaldes også vaskemaskinen, fordi man 3 meter over vandet løber tør for klippe at gå på. Det betyder, at man skal holde sin egen kropsvægt for ikke at blive drejet rundt af kraften fra vandfaldet. Dette er svært for en lille pige som Laura, og derfor blev hun vasket godt og grundigt. Alt i alt en god dag med masser af nye oplevelser. En sjov detalje er, at vi aftenen forinden var gået forbi deres kontor, hvor vi bemærkede, at de alle sad udenfor på et tæppe. Manden vi havde booket turen ved den selvsamme dag genkendte os og inviterede os hen til tæppet. Det endte så med, at vi drak op til flere dåseøl med dem. Det var rigtig hyggeligt og lidt spøjst, da vi var de eneste ikke vietnamesere i en times tid, hvorefter der kom andre europæere til.
Udover denne eventyrfyldte dag var vi også ude og kigge nærmere på byen Dalat. Vi var i Crazy House, som er en mærkværdig konstruktion af trapper og rum i forskellige højder og størrelser. I Danmark ville vi nok sige, at sikkerheden var noget mangelfuld, da man på et tidspunkt ikke havde beskyttelse til højere end knæene, selvom der var 10 meter ned. Udover at Mads blev lettere højdeforskrækket var dette også meget hyggeligt. Dalat havde også mange hyggelige parker, som vi nød i 20 graders varme. Vi var også lige forbi et marked, hvor man sådan cirka kunne købe alt man nu måtte mangle... Markedet var både inde og ude - centreret i en hal, hvor lugten af alt fra de mærkeligste frugter til de stærkeste krydderier kom i næsen på os. Desuden lugtede det også af røgelse, men det er nu meget normalt hernede, hvor der er små bedesteder overalt - alle vietnamsere elsker duften fra røgelsespindene, men vi synes nu mere det lugter af sød cigaret røg.
Men vi havde endnu ikke fået nok af Dalat, og vi havde fået blod på tanden til endnu en oplevelsesrig udfordring.
40 km mountainbike tur gennem Dalats smukke bjerglandskaber.
Det var en smuk tur, hvor vi fik meget ømme lår og meget ømme bagdele!
Vi havde en sød guide, der fortalte om livet i Vietnam, både fordele og ulemper.
Desværre måtte Laura overgive sig til en motorcykel de sidste 10 km, da hun fra morgenstunden havde haft meget kvalme og ondt i maven. Hun overvejede at droppe turen, men ville så gerne med, så hun bed kvalmen i sig og cyklede de første 30 km som mest af alt gik meget stejlt op og meget stejlt ned, så bremserne blev flittigt brugt. Men de sidste km måtte hun altså give op, og brækkkede samtlige måltider op i vejkanten i en minioritslandsby. Måske vi skal spise lidt mere "normal" mad end alt det lækre vietnametiske... ;)
Vi nåede også at besøge Summer palace, som er en tidligere kejses sommerresidens. Det var et meget fint og formelt sted beliggende i en overdådig have. Et pudsigt indslag var dog at en del af haven fungerede som en legeplads. Her faldt Mads over en sød stor gris i gips, som han gerne ville have et billede af. Vi fandt så derefter ud af, at det var en turistfælde, da en kvinde kom og forlangte penge for billedet med grisen. Vi kunne ikke gøre andet end at betale, men vi synes det var meget underligt, men det var også et mærkeligt område med mange underlige ting, der ikke havde nogen plads i den ellers flotte have. Vi grinede dog meget af situationen, for netop billedet med grisen skulle de have penge for, men alt inde i kejserens flotte residens måtte man gerne tage billeder af...
Glade men stadig med ømme muskler tog vi bussen til Ho chi Minh, også kaldet Saigon (den største by i Vietnam). Dette er en af de sidste destinationer i Vietnam inden vi vender næsen mod Cambodia. Tiden går alt for stærk.
Håber I har det godt derhjemme i sneen.
/laura og mads