Det var fredag og vi ankom i Alice Spring omkring kl. 14.00. Vi havde overstået 450 kilometer, som var det en tur til Varde. Tak til elektronikken på bagsædet. Max pinlig er nu set for 40. gang. Landskabet undervejs ændrede sig ikke meget. Dog var det dejligt at komme tilbage på hovedvejen og dreje mod venstre retning Alice Springs. Vi fik fundet campingpladsen, fik frokost og kørte en tur ind til byen. Centrum i byen er lille og koncentreret omkring en lille gågade. Desværre med mange lukkede butikker. Vi fik for første gang mødt aboriginerne på tæt hold. De ser virkelig forhutlede ud. Tøj og hår ser meget beskidt ud og de virker næsten alle ret så stive. Vi handlede ind og kørte tilbage på pladsen. Liva var træt og sulten, så hun fik havregryn og tyvstartede Disney Sjov. Vi skulle igen igen grille - denne gang t-bone steak. Det var en dejlig lun aften - så efter, at pigerne var kommet i seng sad vi længe ude foran med et glas rødvin.

Næste dag kørte vi ud og så "school of air". Det var spændende at se og en guide fortalte os om de nuværende elever. Der var 2500 km mellem nogle af eleverne og alligevel havde de dagligt kontakt i det "cyberspace" baserede klasseværelse. Et par gange om året mødes de på skolen for at lære at socialisere og vi hørte om en mor, som hver lørdag kørte sin søn 400 km. for at spille fodbold med de andre drenge på holdet i Alice Spings. Vi besøgte også "Royal flying doctors" og hørte om deres indsats i Outbacken. Om aftenen efter vi havde spist, sad vi alle omkring stearinlyset ved bordet udenfor. Pludselig kom en kænguru hoppende forbi og vi fulgte efter den med lommelygten.

Søndag var afrejsedag, men vi nåede lige at deltage i den ugentlige pandekagespisning fra kl. 08.30 - 09.30. Man skulle selv medbringe tallerkener og krus og ellers møde op og stille sig kø for at få en pandekage. De smagte som de hjemmelavede vi er vant til hjemmefra og pigerne syntes, at det var sjovt at spise pandekager til morgenmad med 100 andre mennesker. Da vi var færdig gik turen videre - nu mod Tennant Creek. Turen gik fint og vi var fremme sidst på eftermiddagen. Tennant Creek er en lille by på 3500 indbyggere. Man kører igennem byen via vejen som vi kom fra og så er der sideveje med huse. En lille by, hvor der heller ikke er meget at komme efter. De aboriginals, der bor i byen hang ligeledes her ud på gadehjørner i bare tæer. Byen virkede ikke specielt hyggelig og et sted, hvor man aldrig ville kunne se sig selv bo. Vi fandt campingpladsen, som var besynderlig. En rodet plads med en del fastlæggere og en enkel autocamper som vores holdt på pladsen, da vi kom. Sofia ville gerne en tur i poolen, hvilket hun fik og imens blev aftensmaden tilberedt. Pigerne kom ikke sent i seng, hvilket vi hellere gjorde, men der gik længe inden vi faldt i søvn. Der var en masse råb, skrig og larm, da der blev slået på noget hårdt, der ligesom gav genlyd igennem byen. Det var helt vildt og vi var helt nervøse for om det var de aboriginals i byen, der kom for at få hævn over den hvide mand. Vi faldt endelig i søvn og næsten morgen fik turen videre til Mt. Isa. Endnu en lang dag i bilen. Vi kunne godt mærke, at vi var ved at være mættet af at køre. Dejligt at vide, at vi snart ville være på østkysten. Vi kom igen frem om eftermiddagen til en forholdsvis stor by på indbyggere. Denne gang kom vi dog på en hyggelig plads, som virkede helt fyldt. Vi tog alle et varmt bad ved ankomsten og ellers var det same procedure as yesterday. Næste morgen fik vi tidlig morgenmad og så var det af sted ud på den sidste lange tur. Vi fik inden afgang købt noget proviant til turen samt tanket bilen. Vi havde en lang tur på 750 km foran os og det virkede næsten uoverskueligt, når man kun kører 90 -100 km/t. Samtidig valgte Liva at kaste op ud over hele bagsædet. Vi tænkte begge "Det bliver en meeget lang dag". Vejene viste sig at være meget dårlige på dette stykke og vi kom meget langsomt frem. Da klokken var 17 manglede vi stadig 250 km, så vi var klar over, at hvis vi ikke ville overnatte i ødemarken, så måtte vi køre det sidste stykke i mørke, da det er helt mørkt omkring 18.30. Meget trætte satte vi farten ned og sneg os gennem den australske nat med øjnene i vejsiden. Vi forestillede os hvert øjeblik, at en kænguru ville hoppe ud foran bilen. Vi nåede dog frem til pladsen uden pungdyr på kofangeren. Vi kom på plads og fik lavet aftensmad. Der var frøer og tudser overalt og det blev ikke bedre af, at et ældre ægtepar bad os passe på, da de lige havde set en meter lang slange på vej op i et træ. Vi havde for alvor forladt outbacken og var nu i troperne. Næste dag fik vi en snak med ejeren af pladsen og hun fortalte, at det var python slanger, som var kvælerslanger og derfor ikke giftige, men de kunne dog godt bide, så man skulle holde sig lidt på afstand. Med denne beroligende information, blev vi enige om at tage en nat mere, da vi jo havde kørt meget de sidste dage og samtidig var poolen superlækker. Vi brugte næste dag på afslapning ved poolen og en tur ind til Charters Towers, som tilbage i 1880 havde været en kæmpe by med 30.000 indbyggere, som alle søgte lykken på grund af guldfeberen. Vi spiste frokost på en lille joint i hovedgaden. Det var dog ikke den store kulinariske oplevelse. Vi snakkede ligeledes med en ældre mand på gaden, som havde en guldmine i byen. Han viste os et stykke guld som han bar i lommen. Han havde fundet guldet for en måned siden og det var ca. 3000 kr. værd. Han blev glad for at høre, at vi kom fra Danmark. Hans mor var fra Tyskland, men faderen var fra Danmark. Han havde dog aldrig selv været i Danmark.

Næste dag kørte vi en kort tur på halvanden time og vi nåede frem til havet og Townsville. Vi havde lige fundet vores plads og pigerne legede omkring os, da campingfatter kom og bad os passe på vores piger, da der var brown snakes på pladsen og de var nogle af de giftigste slanger i verden. Han gjorde meget ud af at fortælle os, at selv om sygehuset kun lå 10 min. fra pladsen, så ville vi aldrig nå derhen, hvis vi blev bidt. Vi var noget skræmte efter samtalen og bad pigerne blive tæt ved camperen. Den efterfølgende dag tilbragte vi ved stranden i Townsville. Det vil sige en aflukket strand med net, da man kan miste livet ved mødet med de frygtede bandmænd "stingers" Senere på dagen så vi også et skilt, der advarede mod krokodiller. De var på det seneste set på stranden, så den var aldeles mennesketom.

Dagen efter kørte vi til færgelejet og sejlede til Magnetic Island. Øen har fået sit navn af Kaptajn Cook, som oplevede, at kompasset opførte sig mærkeligt, da han sejlede forbi i 1770. Vi ankom til øen og blev straks tiltrukket. Her var stille og roligt og pludselig kunne jeg huske, at her havde jeg da været for 20 år siden - underligt! Vi havde en fantastisk dag, hvor vi blandt andet besøgte en dyrepark, hvor pigerne med gys i kroppen måtte holde en babykrokodille, diverse øgler og en slange. Men vigtigst af alt. Vi blev fotograferet med en koala. Vi fortalte dyrepasseren om vores snak med campingfatter omkring de her slanger og hun sagde, at der ville gå omkring 2-3 timer inden døden indtraf, hvis vi blev bidt af en slange. Det gjorde os rolige, så kunne vi da nå til hospitalet, hvis uheldet skulle være ude. Vi spiste vores frokost på en af strandene på øen. En strand som andre ligeledes havde fundet vejen frem til. Vi hørte danske stemmer fra 3 piger, som ligeledes lå på stranden. Vi sluttede dagen af med et havbad og efterfølgende en tur i en swimmingpool, som lå tæt på stranden. Det blev mørkt inden vi nåede færgen tilbage til Townsville.

Næste dag blev ligeledes en dag ved poolen og ved stranden. Så afslappende - lige noget som vi alle kunne være med til. Sofia øver sig nu på at springe på hovedet fra kanten. Det kræver lidt træning, og sødt sagde en jævnaldrende pige på engelsk, som selv havde helt styr på springet "one day she`ll learn it". Da vi om eftermiddagen var ved stranden og skulle op til kiosken for at købe en is kom der pludselig kravlende en 1½ meter lang øgle forbi. Lidt vildt - da vi ikke havde set den og pludselig stod den foran os. Men de skulle vist være helt ufarlige, hvis man ikke ligefrem driller dem - pyha.

Vi fortsatte vores rejse mod Airlie Beach. En rejse på 300 km, men det er som om, at vi alle er fyldt til halsen med kørsel, så selv denne lille tur føltes lang. Vi havde mange overvejelser om vi skulle tage den lange sejltur til "outerreef", eller bare sejle rundt om øerne ved Whitsundays. Vi blev enige om, at en sejltur på små tre timer ud til det ydre rev og det samme retur var for meget for pigerne, så vi fandt en tur med snorkeltid på den indre rev og besøg på Whitehaven Beach, som flere steder er med på listen over verdens 10 smukkeste strande. Det blev en dejlig dag på båden. Vi sejlede ud og båden lagde anker ved den smukke strand. Vi svømmede i land, desværre iført de lidt kiksede stingersuits. Vi spiste BBQ-frokost på stranden og efterfølgende snorklede vi over koralrevet og så fisk i alle mulige farver. Sofia var i ekstase. Hun nød at kigge på de smukke koraller og mangefarvede fisk. Hun var ikke til at drive op af vandet, så selv da de gamle var tilbage på båden, så blev hun i vandet med sin snorkel og finner og nød livet. Det er skønt at se, at hun på mange meters dybt hav, bare kaster sig ud og alt for sent dukker op til overfladen med et stort smil. Vi havde haft fire dejlige dage på Airlei Beach med skønt vejr og hvor vi boede på en super campingplads med minigolf og en lækker swimmingpool. Svært at komme væk derfra, men fredag morgen måtte turen gå videre til Mackay, som ligger 150 km derfra. Men inden vi kørte skulle vi da lige opleve at have et punkteret dæk. Vi havde ikke brugt bilen meget, så vi opdagede det først, da vi skulle til at køre. Vi bøvlede noget med at få dækket af og remedierne virkede heller ikke helt up to date eller også var det bare, fordi ingen af os er mekanikere. Det var ikke nemt. Vi spurgte en aussie om hjælp. En mand omkring de 60, som var kørende i en ny firehjulstrækker med campingvogn. Han lignede èn, der ville have styr på sådanne ting. Det udstyr han havde var noget nyere end vores og det lykkes til sidst at få skiftet dækket og sat reservedækket på. Vi var lettet over, at denne hændelse ikke havde fundet sted i outbacken. Så var det måske ikke gået helt så smertefrit. Vi fik bilen på værksted og fik skiftet dækket og så var det af sted til Mackay.