Endnu et land, jeg nu kan krydse af den lange liste: Guatemala; dette er uden tvivl allerede blevet mit yndlings-land i Mellemamerika indtil videre, og hvor ville jeg ønske, jeg havde langt mere tid til at udforske de mange kroge af dette fascinerende spændende land.

Fra San Ignacio i Belize var vores plan jo at krydse grænsen til Guatemala - dette kom da også til at ske, og endda endnu lettere end vi i første omgang havde troet. Vi tog blot en "colectivo" (mini-van, som transporterer folk fra A til B og samler nye folk op undervejs - folk, der står i vejkanten og vinker) hele vejen til Guatemalas grænse; oven i købet viste dette sig kun at være 1 kr. dyrere end at skulle have taget en taxa til grænsebyen og DERFRA taget en colectivo - jo tak, så overlever jeg nok den éne krone!

For at snakke om vejret for en kort bemærkning, var himlen knapt nok overskyet, solen næsten skinnede, og vi nærmest svedte i den lille bumle-bil på vej til grænsen - jeg valgte at se alt dette som et klart og tydeligt tegn på, at Belize IKKE havde noget imod, at jeg forlod landet; tværtimod har vi ikke haft andet end regn, oversvømmelser, skuffelser, overraskelser og sindssyge tur-damer.. Farvel, Belize, jeg kommer IKKE til at savne dig! Og hej Guatemala, du virker tør, billig og natur-skøn - DIG kan jeg lide!

Inden vi krydsede grænsen, vekslede vi lidt penge fra "gade-veksle-mænd", der ivrigt rendte rundt overalt - jeg valgte kun at veksle nok til en bustur til Flores (vores næste to nætters stop), da jeg havde en (fejlagtig, skulle det senere vise sig) opfattelse af, at det altid er billigere at veksle penge i et lands deciderede byer end lige ved grænsen.

Selve grænse-krydsningen forløb endnu engang uden problemer, og havde det ikke været fordi, vi selv havde undret os over, at vi ikke havde fået noget stempel i passet (og derfor opsøgt et godt gemt immigrations-kontor), kunne vi have vadet lige ind i Guatemala, illegalt.

Efter lang tids prutten om prisen og anden forhandlen, fandt vi endnu en colectivo, som (efter en taxa-tur til busstationen) tog os hele vejen til Flores; en tur på to timer, som vi betalte ca. 30 kr. for - langt billigere end de private taxaer, der forsøgte at få os til at betale 200 kr. for selv samme tur! Dog skal det siges, at colectivo-turen til Flores var alt andet end behagelig; vi sad så sammenpresset, at to af de andre passagerer (heldigvis ikke os!) måtte stå op inde i bilen - velkommen til Guatemala, det var langt fra sidste gang vi oplevede dette! I Guatemala gør man ikke i deciderede turist-busser som de fine mexicanske busser med air-con og alt muligt; næh nej, i stedet sidder/står man ofte mellem 20 og 30 mennesker på ladet af en pick-up truck, der kører med 80 km/t på de dårligste veje tænkeligt. I liked it already!

Kl. 13:30 ankom vi til Flores Island, som ligger uden for byen Santa Elena, som er en lillebitte, græsk/sydeuropæisk inspireret (i hvert fald i mine øjne, nu kan I jo selv bedømme udfra billederne) ø, hvis små, brostensbelagte gader er voldsomt hyggelige! Allerede følte jeg mig meget mere "hjemme"/godt tilpas i Guatemala.

Vi fandt vores forudbookede hotel (ja, igen lever vi fornemt!), Chaltunha, hvor vi blev opgraderet til et privat-værelse free of charge ("consider it a bonus, høhø..", sagde ejeren af hotellet) - jo tak, nu var det også i forvejen et ret dyrt sted at bo..

På vej ud for at udforske Santa Elena mødte vi den hollænder, som vi også havde mødt ved Lamanai-ruinerne OG i går ved Cahal Pech; small world! Dog skal det siges, at de fleste backpackere i Mellem- og Sydamerika mere eller mindre følger de samme "turist-veje", hvilket betyder, at man næsten er nødt til at møde de samme ansigter af og til - i hvert fald hvis man bor på hostels, hvor man møder andre mennesker. Vi aftalte med hollænderen, at vi ville mødes på hans hostel senere på aftenen - dette kom dog aldrig til at ske, da vi ganske simpelt ikke kunne finde hostelet, til trods for at øen ikke tog mere end 20 minutter at gå rundt om..

Anyways! Santa Elena var en ret skummel og utryg bydel, og det hjalp ikke på det, at vi konstant blev piftet/hvisket/råbt ad på gaden - man kan tydeligt mærke, at de ikke er lige så vant til turister i Guatemala, som de har været andre steder; ikke at vi ikke har fået åndssvagt mange kommentarer i Mexico og Belize..

Vi fandt en bank, hvor vi kunne veksle vores mexicanske pesos til Guatemalas quetzals - men vores Belize dollars skulle vi vade 40 minutter til busstationen for at kunne veksle; til præcis samme rate som "gade-vekslerne" ved grænsen - så meget for at jeg IGEN forsøger at spare! Men så fik vi da set Santa Elenas baggader..

På vejen tilbage til Flores kom vi forbi et marked, hvor jeg prøvede at finde en skrædder af en art; min store rygsæk er nemlig ved at gå i stykker i syningerne, og hvis stropperne først går i stykker, er der intet at gøre! Og det er absolut umuligt at købe en ordentlig rygsæk i både Mellem- og Sydamerika.. Så jeg krydser fingre og forsøger at tage det stille og roligt med tasken på ryggen.

Da vi jo igen boede på et hotel og dermed ikke havde adgang til køkkenfaciliteter, var vi (desværre, er min pengepung snart ved at sige) nødsaget til at finde en restaurant til aftensmåltidet. Vi fandt en lille én af slagsen, hvor jeg bestilte noget af det billigste, jeg kunne finde på kortet: spaghetti med grøntsager. Da vi næsten var færdige med at spise, kom der en flok spansktalende fyre ind på restauranten, og uden at have vekslet et ord med os, købte de (gennem tjeneren) os en liter øl - efter at have kigget noget mistroisk på den, drak vi den og skyndte os væk, før vi følte os nødsaget til at starte en samtale med disse drenge.

Vi brugte lidt tid på at forsøge at finde hollænderens hostel, men som sagt uden held - så vi gik tilbage til vores eget hotel.

Fredag skulle vi åndssvagt tidligt op - det er vist den tidligste morgen hidtil. Mit vækkeur ringede kl. 3:45, da vi blev hentet på vores hotel kl. 4:30: endnu en Bamba-dagstur (vi blev kun hentet på vores hotel, fordi vi specifikt havde bedt om det, idet Bamba ville have os til at tage en færge til det sted, vi skulle hentes - igen ikke tilfredse!). Turen gik i dag til Tikal, endnu en maya-ruin! Wuhu, vi får godt nok prøvet en masse forskelligt.. Det skal dog siges, at Tikal er den største, vigtigste og mest kendte maya-ruin i Guatemala, sågar i hele Mesoamerika.

Eftersom klokken ikke var så mange, forsøgte vi alle at sove på den halvanden times køretur, indtil vi ved 6:30-tiden ankom til Tikal, hvor vi fik et kvarter til at købe (dyr, selvfølgelig) morgenmad. Efter dette ledte vores guide (som for en gangs skyld snakkede engelsk, og ret godt endda - med australsk accent, fordi han havde været med i et "survivor program" fra Australien...) os ind i det kæmpe jungle-område, der udgør det arkæologiske 'site' Tikal; der er flere forskellige templer fordelt rundt omkring i junglen, og vi endte med at bruge 6 timer i området - langt længere end vi har brugt ved nogen af de andre ruiner.

Vejret var heldigvis med os (sådan var det stort set, lige efter vi forlod Belize, det forheksede land!), dog blev vi endnu engang ædt op af myg; det er som om, myggene begynder at blive mere og mere immune overfor min myggespray.. Det støvregnede af og til, og junglen var selvfølgelig fugtig - men ellers ganske behageligt vejr.

Vi startede med at få en 2-timers guidet tur til de største/vigtigste af templerne, og langt det meste baggrundsviden kunne vi efterhånden på rygraden - vi kunne sågar selv have været guides, tjent en ekstra skilling.. Efter rundvisningen fik vi små 4 timer på egen hånd, og vi mener selv, vi fik set det hele: tempel 1, 2, 3, 4 (det højeste på 64 meter, som vi besteg og tog billeder over trætoppene, havde en helt "mystisk" stemning), 5 og 6 (som lå laaangt ude i junglen, det tog os over en time tur/retur, og selvfølgelig viste det sig at ligne alle de andre templer på en prik - det kunne vi da også have sagt os selv); vi så "de 7 templer"; en masse større pladser; bold-spil; altre; og sidst, men ikke mindst: "The Lost World", som i store træk lignede alle de andre pladser, men denne adskilte sig ved at være væsentligt ældre og ikke genopbygget - bl.a. var pladsen hjem til Tikals ældste maya-pyramide, dateret tilbage til 700 f.Kr. Så dét var spændende!..

Der var heldigvis ikke særligt mange mennesker, da vi ankom så tidligt - dette medførte, at vi fik set en del "wildlife": endnu en edderkoppe-abe, en brøleabe (der vist nok tissede mig lige ned i hovedet, eller også var det regn..), en masse vaskebjørn-lignende dyr (hedder åbenbart pisotes på spansk), nogle "forstørrede marsvin", hjorte, vilde kalkuner, fugle, en grå ræv, en enkelt kolibri, en masse store behårede larver, og endda en død slange.. Så hvis ikke templerne kunne imponere os denne 11. gang, måtte vi trods alt indrømme, at dyrelivet var i topklasse i forhold til alle andre ruin-områder; vi manglede bare jaguaren, der somme tider bliver spottet just hér.

Alt i alt var Tikal en super fin oplevelse, men vi er nu begge ved at være mætte af maya-ruiner og templer og pladser og sten og inskriptioner og glatte trappetrin og mest af alt: myg!, og alle junglerne begynder at føles mindre og mindre autentiske, jo flere man ser..

Vi blev kørt tilbage til Chaltunha-hotellet i Flores, hvor vi fik en stor, lækker burrito til frokost på en nærliggende restaurant. Herefter blev resten af eftermiddagen brugt på at vandre rundt på Flores-øen, der viste sig kun at tage 20 minutter at dække, når vi gik langs vandet. Som tidligere nævnt blev jeg hurtigt forelsket i de små, hyggelige gader på øen, og måske billederne kan give jer samme følelse.

Til aftensmad var vi blevet anbefalet en nærliggende restaurant (alt er jo i princippet "nærliggende", øens størrelse taget i betragtning..): Restaurant Tipico. Hér delte vi en stor (og dyr! nu skal det også være slut med det fråds) tallerken med tre slags kød: kæmperejer, kylling og oksekød, med tilhørende salat, ris og guacamole. Desuden havde restauranten "all day happy hour", så vi nåede hver især at smage tre drinks for under 20 kr. - at alkoholprocenten så var helt i bund, kunne vi lige leve med.

Senere forsøgte vi endnu engang at finde hollænderens hostel, og det lykkedes os! Oppe af en stejl, mørk sidegade, hvor vi skulle ringe på for at blive lukket ind. Eftersom vi ikke engang kendte drengens navn, måtte vi kalde forsøget for fejlet.

Lørdag var endnu en forholdsvis tidlig morgen, da vi udover at pakke vores tasker skulle nå at have morgenmad på en nærliggende (surprise surprise!) café, hvilket var inkluderet i hotel-prisen - så selvfølgelig skulle det udnyttes! Jeg fik scrambled eggs, sorte bønner, tomat og brød.

Vi sad klar i hotel-lobbyen og ventede på vores shuttlebus til Lanquin kl. 7:45, som vi havde fået at vide af Bamba. Hér endte vi med at sidde i en time, da bussen først kom kl. 8:45.. Senere hen viste det sig, at de havde holdt og ventet på os det forkerte sted, men inden vi fandt ud af dette, havde jeg nået at skrive en ret vred mail til Bamba - det er vist igen min dårlige tålmodighed..

Således gik det til, at vi kl. 9, efter vores bagage var blevet smidt op på taget af bussen, satte kurs mod Lanquin, som ligger 8 timer (under 300 km., så kan I selv udregne antallet af sving og bump på vejen) syd for Flores; disse 8 timer tilbragte vi i bumle-bussen, hvor jeg sad på et klapsæde ude af stand til at strække mine ben; JA, jeg havde ondt i både ben og ryg i et par dage efter.

Da vi havde kørt i et par timer, kom vi til en flod, som vi (åbenbart) skulle krydse ombord på en speedbåd-dreven "færge" - jeg forsøgte at få billeder af køretøjet, men I skal vist bruge fantasien en del. Lidt udenfor den uinteressante by Cobán lød der et ordentligt brag fra siden af bilen; oh yes, vi var punkteret in the middle of nowhere.. Vi blev alle en anelse frusterede, da vi hurtigt kunne forestille os resten af turen i en pick-up truck, der trods alt ville være en smule mere ukomfortabelt end en propfyldt minivan. Vores chauffør vidste skræmmende lidt om biler (han ringede til en ven for at høre, om skruetrækkeren skulle drejes til højre eller venstre..), og han forsøgte sågar at køre videre på et fladt dæk - da dét ikke virkede, brugte han en halv time på at skifte dækket med stor hjælp fra de andre unge fyre, der var med i bilen; og SÅ gik turen igen mod Lanquin!

Lanquin er en lillebitte landsby, der ligger nede i en dal - det tog os 2 timer at køre fra nærmeste mindre by, så man er mildest talt på røven, hvis man hurtigt skal derfra..

Det var mørkt, da vi ankom, og vi havde ikke forudbestilt et hostel, som vi ellers altid plejer - det koster nemlig en del booking-gebyrer at bestille på forhånd, så nu ville vi prøve at dukke op og se, hvad der skete. Vi havde haft vores tvivl, for med størrelsen på landsbyen og tidspunktet på dagen, var vores odds ikke videre høje. MEN heldigvis blev det ikke nødvendigt at fortvivle yderligere, for netop som vi åbnede døren til vores minivan for at komme ud, blev vi mildest talt overfaldet af mænd i alle størrelser og aldre, som hver især repræsenterede en overnatningsmulighed; man skulle næsten tro, at Lanquin ikke bestod af andet end hoteller, hostels og resorts med alle de ivrige senge-sælgere..

Det var intet mindre end smaskforvirrende at finde hoved og hale i, hvem der solgte hvad, og hvor meget de ville have for det, og hvad vi fik for prisen - men i sidste ende var alt, vi behøvede, jo blot en seng for natten og måske endda et tag over hovedet (hvis det nu skulle være luksus), så vi fulgte simpelthen bare med den mand, der nævnte den laveste pris; dette blev 45Q pr. person pr. nat (ca. 35 kr.) - vi havde håbet på noget billigere, eftersom vi var ude i absolut ingenting, men man må tage, hvad man kan få - og vi fik Zephyr River Lodge.

Vores tasker blev endnu engang smidt op på ladet af den pick-up truck, der kørte os endnu længere ud i junglen; vi kunne ligefrem høre cikaderne, brøleaberne og desværre også myggene - welcome to the jungle! Jeg begyndte efterhånden at synes, at vores lift tog os lige lovligt langt ud i vildmarken, da vi endelig stoppede ved Zephyr River Lodge: et større areal, svagt oplyst som det eneste i miles omkreds (bogstaveligt talt). Vi blev ledt ind i receptionen, hvor resturanten/baren også var, og hér hang alle beboerne ud - der var allerede begyndt at blive god (læs: højrystet) stemning, selvom klokken kun var 19.

Vi blev ført til vores "dorm", som lå en lille gåtur fra hoved-bygningen; vi skulle op ad en trappe til en mindre hytte oppe i et træ (det er vist den bedste måde at beskrive det på; stråtægt og ingen døre) - denne hytte havde flere etager, og vi blev tildelt to senge ud af en tre-sengs-køjeseng. I løbet af de første 30 sekunder havde jeg allerede mødt mine fem første senge-kammerater: kakerlakker! Plus, vi blev advaret om, at der måske var sengelus - så spændende alt sammen!

Efter at have skiftet tøj (der var allerede overraskende køligt i junglen) gik vi op i restauranten og skrev os på listen over folk, der skulle betale for aftenens buffet: italiensk. Alternativet var nachos, og dét var vi alligevel for sultne til. Buffeten var til gengæld ret storslået, og efter min tredje portion kunne jeg med god samvittighed kalde mig mæt.

Resten af aftenen snakkede jeg med to tyske fyre (Andreas og Stefan), som (uden jeg havde lagt mærke til det) havde været på samme Tikal-dagstur som os, og som desuden havde været med i de samme busser som os rundt i Guatemala - det blev først rigtig skummelt, da Andreas kunne vise billeder af mig ved Tikal.. Men udover at dét var lidt creepy, var de super søde, og vi havde en rigtig hyggelig aften. Vi spillede desuden klodsmajor (som var lavet om til et druk-spil) med en masse af de andre, der boede på hostelet. Det var dejligt igen at være omringet af andre rygsækrejsende, nu da vi har boet på hoteller og privatværelser de sidste mange nætter.

Søndag skulle vi igen tidligt op, da jungle-internettet kun er tændt på visse tidspunkter af døgnet, og vi var afhængige af at kunne tjekke vores e-mail, da vi afventede bekræftelse på en dagstur fra Bamba; igen, hvor er det besværligt at være afhængige af dem! Den dagstur, vi skulle på, kunne man endda få langt billigere gennem hostelet - men nu kommer det efterhånden ikke som en overraskelse længere.

Vi havde dog fået en bekræftelse på dagens tur med afgang kl. 9; dette gav os god tid til at få morgenmad på hostelet, tage lidt billeder af de fantastisk smukke omgivelser, som Zephyr River Lodge viste sig at ligge i, og til desuden at opdage, at vi IKKE ville blive samlet op udenfor hostelet, som Bamba ellers havde lovet os; næh nej, derimod skulle vi gå gennem hele byen for at finde en restaurant, der "vist nok" arrangerede turene gennem Bamba.. Jo tak. Vi fandt heldigvis den rigtige restaurant, og hér skulle vi betale 110Q hver; penge, der ifølge tjeneren gik til park-entré (vi fandt senere ud af, at entréen kun kostede 50Q, og fordi jeg brokkede mig over flere dage og til flere forskellige Bamba-medarbejdere, endte vi med at få de 60Q pr. person refunderet - jeg har dælme betalt nok til Bamba as it is!). NÅ, nok galle, nu til den egentlige dagstur: Semuc Champey og K'anba-grotten.

Kl. 9:30 gik det løs på ladet af en pick-up truck! Det tog halvanden time hver vej, og det var lige før, låget på min vandflaske afskruede sig selv, så meget vi bumlede og hoppede og rutchede rundt - der rullede sågar æg, brød, sodavand og andre dagligvarer rundt på ladet sammen med os; thi da ved du, du er i Guatemala!

Ved 11-tiden ankom vi til nationalparken Semuc Champey, og vores tomands-gruppe blev udvidet med yderligere 8 personer fra et nærliggende hostel (deriblandt en amerikaner, som vi også havde mødt mange gange i busserne rundt i landet - small world!). Vi havde en guide med, som snakkede ufatteligt dårligt engelsk; og hans spanske blev dannet af ufærdige sætninger, så jeg opgav hurtigt at følge med i nogen af delene. Hvad jeg dog fattede var, at vi skulle starte med at gå en halv time op ad en stejl bakke i nationalparken for at nå til "El Mirador": et udkigspunkt over Semuc Champey, som kort beskrevet (ud fra de få forståelige ord, guiden fik fremstammet) er en 300 meter lang "limestone-bro" dannet af små pøler, og under disse pøler flyder en flod (Rio Cahabón) - det er kort sagt lidt umuligt at beskrive, se hellere billederne i stedet. Vandet i disse pøler var ekstremt smukt, som det tog sig ud i sollyset: de flotteste turkise nuancer. Vi fik en time til at svømme, dykke og tage billeder omkring selve "broen", og herefter var det en times gang tilbage til nationalparkens indgang.

Vi fik en halvdyr frokost på et nærliggende hostel, inden turen gik videre til K'anba-grotten! Vi havde ingen forhåndsviden om denne grotte men fandt relativt hurtigt ud af, at det var noget med at være iført badetøj og kun medbringe et stearinlys (brændetid: 1½ time).. Vi gik alle i en lang række efter guiden ind i grotten, hvor iskoldt "grotte-vand" flød; somme tider var vandet så dybt, at vi blev nødt til at svømme - og eftersom det eneste lys i grotten var vores tændte stearinlys, gjaldt det om IKKE at tabe dette i vandet, imens man svømmede; jeg nåede dog at tabe mit to gange, efterfulgt af få sekunders panik i mørket, indtil én af de andre fandt mit lys i vandet. Vi svømmede under vandfald og gennem smalle passager og skulle klatre over store sten (som var umulige at se pga. det grumsede vand og den ekstremt ringe belysning) og følte os generelt frem overalt - det var super fedt! Selvklart var det desværre ikke muligt at medbringe vores kameraer i grotten, men tag mit ord for, at dette var en enestående fed oplevelse! Som noget af det sidste skulle vi alle (i stor tiltro til guiden) rutche gennem et mørkt hul (uden vores stearinlys), og eftersom hullet gik lodret ned, blev vi tvunget under vandet af vandfaldet, der buldrede over vores hoveder - jeg måtte lige gispe efter vejret, da jeg efter flere sekunder fik kæmpet mig op til overfladen; adrenalinen pumpede! Alt i alt var det en vildt spændende oplevelse, specielt eftersom ingen af os på forhånd havde vidst, hvad denne grotte-oplevelse gik ud på.

Efter denne adrenalin-pumpende aktivitet sluttede vi dagen af med en halv times stille og rolig "river tubing" på Cahabón-floden, som er den samme, der flyder gennem Semuc Champey nationalpark. "Tubing" foregår i store baderinge på floden; man smider sig oven på baderingen og flyder derefter bare med strømmen ned ad floden, imens man bruger hænderne som padler/årer og ellers blot nyder udsigten, der glider forbi. En skøn måde at afslutte en ganske vellykket og begivenhedsrig dag på.

Efter endnu halvanden times bumle-tur i pick-up truck var vi kl. 18 tilbage i Lanquin. Det første (og eneste) jeg tænkte på, var at få et bad; og på vores jungle-hostel foregik dette selvfølgelig helt ude i skoven.. Bruse"kabinerne" (små skure i skoven) havde kun tre hele vægge, således at man, imens man skyllede dagens snavs og grotte-vand af kroppen, kunne nyde udsigten til junglen og måske endda være heldig at spotte en farvestrålende fugl eller en brøleabe. Nu var det for det første blevet mørkt, da jeg tog bad, og for det andet sad der en kæmpe edderkop lige over mit hoved igennem hele forløbet, så jeg havde bestemt ikke overskud til at tænke på meget andet.

Igen gjorde vi til aften brug af hostelets aftensmads-mulighed; i dag var der desværre ikke buffet, selvom jeg igen sagtens kunne have fortæret tre portioner. De tyskere, jeg havde snakket meget med aftenen forinden, havde også været på den samme dagstur som os (blot med et andet selskab, da de havde benyttet sig af den billigere løsning gennem hostelet), og Amanda og jeg snakkede med dem, samt en fyr fra Chile, resten af aftenen igen, og vi udnyttede desuden barens happy hour i nogle timer.

Mandag stod vi igen tidligt op, og efter en omgang morgenmad og betaling af vores regninger for de sidste to døgn, blev vi kl. 8 hentet af den shuttlebus, der skulle transportere os til Antigua, en 9-timers køretur sydpå. Gæt, hvem der også var med denne bus? Tyskerne, selvfølgelig! Vi fik dog desværre ikke set meget til dem herefter, da vi endte med at splitte op i Antigua.

De 9 timer i minibussen var nogle af de længste hidtil; vi sad ekstremt klemt og kunne hverken bevæge benene eller rette os op.. jo tak, endnu mere ondt i ryggen. Kl. 17:30 blev vi sat af i Antigua, og eftersom vi igen ikke havde forudbooket et hostel, gik vi med tyskerne til deres, som kostede 65Q pr. nat; hér blev jeg for nærig og insisterede på at finde noget billigere - dette lykkedes os lige ovre på den anden side af gaden: Hotel Dionisio for 50Q pr. nat på et dorm. Dette hostel (eller "hotel", som det jo hed) havde eget køkken, så vi besluttede os for selv at lave mad, hvilket vi ikke havde gjort siden Tulum i Mexico! Der lå et supermarked få blokke fra vores hotel, og jeg endte med at lave ris, sorte bønner, avocado og tomat - dette skulle ende med at blive min foretrukne lav-selv-ret fremover, og det smagte nu også ganske fortræffeligt. Desuden var det en god følelse, jeg sad tilbage med i maven, efter at have spist et hjemmelavet, mættende måltid.

Tirsdag fik vi heller ikke lov at sove længe, da vi havde booket den sidste inkluderede dagstur gennem Bamba: Pacaya-vulkanen tæt på Antigua. Vi blev hentet af en shuttlebus kl. 6:20 (efter at have ventet en halv time på trappestenen udenfor) og kørte 1½ time ad små, snoede veje, indtil vi nåede start-punktet for vandreturen op på vulkanen.

Pacaya er 2552 meter høj og stadig aktiv, hvorfor vi ikke fik lov at gå hele vejen op til krateret - selvom jeg gjorde et bravt forsøg, indtil vores "medfølgende" spansktalende guide bestemt fortalte mig, at dét var ikke tilladt; man vidste jo aldrig, hvornår vulkanen ville udbryde! Nej, for vi ville selvfølgelig godt kunne nå at undslippe lavaen, når vi blev hele 200 meter nedenfor krateret... Klart..

Vejret var med os fra starten: blå himmel, solen tittede frem, dog var der ret køligt fra morgenstunden. Da vi efter halvanden times moderat vandring nåede toppen (eller dér, hvor vi ikke måtte gå længere), var der desværre blevet overskyet, blæsende og decideret koldt. Heldigvis tog det ikke solen længe at brænde igennem skyerne, og lige inden vi begyndte nedstigningen, nåede jeg da at få et par ordentlige, u-overskyede billeder.

Efter at have fået en halv times tid til at udforske vulkanen på egen hånd, viste vores guide os hen til et par dampende huller i jorden; herfra strømmede varmen fra vulkanens brændende indre ud, og i næste nu hev vores guide en stor pose skumfiduser ud af tasken, som hun gav sig til at "riste" over varmen - de smagte ikke videre godt, men bare at kunne sige, at man har lavet skumfiduser på toppen af en vulkan, er da lidt sejt. Desuden var Amanda og jeg de eneste, der havde medbragt frokost (brød, avocado, skinke, tomat og agurk), så de andre måtte leve af skumfiduser.

På vej ned (hvilket tog os en lille time) så vi nogle mærkelige, fede larver på vulkan-stien, og derudover var udsigten ikke meget anderledes end på vejen derop. Vi gik bag to yngre, danske piger, der, at dømme ud fra deres samtale, var på skole-ophold i Antigua. Efter at have lyttet til deres samtale i nogle minutter ("Ej, prøv at se den hund" - "Ej ja, den har vildt korte ben" - "JA, det er som om, den burde have længere ben, men det har den bare slet ikke"..) blev jeg ekstremt taknemmelig for, at der generelt ikke er nogen, der forstår Amandas og mine danske samtaler, for vi havde ærligt talt også gået og omtalt hunden med de korte ben tidligere. Lød det virkelig også så uintelligent? Garanteret.. Og gudskelov for, at ingen forstår det.

Kl. 12 var vi tilbage i Antiguas centrum, og vi svingede hurtigt forbi vores hostel for at skifte tøj, hvorefter resten af eftermiddagen stod i sightseeingens tegn. Antigua er en super hyggelig by; en by, jeg tror, er meget repræsentabel for andre mindre storbyer i Guatemala: centrums gader er inddelt i et kvadratisk mønster, og området omkring den centrale park er spækket med små caféer, restauranter, hoteller, souvenir-butikker, kirker, templer, monumenter og andre gamle huse. Desuden er Antigua kendt for sine mange sprogskoler, så overalt kunne vi få øje på "fremmede"/turister/andre ligesom os - ergo gav byen mig en mere hjemlig følelse end en decideret autentisk guatemalsk følelse.

Vi så en masse "ruinerede" kirker, der var blevet ødelagt af jordskælv - de gav en fed kontrast til de ellers så farvestrålende huse lige ved siden af. Efter at have gået rundt i byen i en times tid, begav vi os mod den nordlige udkant, hvor vi stødte på en mindre sti, der førte til Cerro de la Cruz (en bakke med et kors på toppen). Stien var politi-bevogtet, idet der før i tiden har været gentagne rapporteringer om overfald, tyveri og anden kriminalitet på den øde, tyndt befolkede vej. Vi klarede den dog uden problemer, og udsigten fra toppen (hvorfra vi kunne se Volcán Agua, den højeste i Antigua, og hele Antigua bymidte) var helt spektakulær!

Tilbage i centrum faldt vi over et chokolade-museum, hvor man for 180Q kunne få lov at lave sin egen chokolade - hvor var det fristende, men alligevel ikke pengene værd, blev vi efter lang tids overvejelse enige om. Dog fik vi gratis smagsprøver på chokolade-te, chokolade-likør og chokoladebønner. Yum!

Vi gik desuden forbi et kæmpe marked på vej tilbage til hostelet, men efterhånden er markederne også begyndt at ligne hinanden; tøj, sko, frugt, grøntsager, skrammel, ragelse og andre souvenirs. Dog er der altid en fed stemning på de større, lokale markeder, hvor de indfødte også handler ind.

Til aftensmad lavede jeg spaghetti, sorte bønner (det er blevet en billig, sund og lækker måde at få proteiner på), avocado, majs og tomat - som sagt en ret, jeg kom til at leve af længe endnu.

I morges havde vi selv (dvs. udenom Bamba) booket en shuttlebus til Panajachel, en lille bjerg-by godt gemt i en dal ved bredden af Lago de Atitlán, der ligger 2½ times kørsel fra Antigua. Atitlán-søen er primært kendt for afslapning, kajak-ture og bådture på søen. Der ligger en hel masse mindre landsbyer i klumper omkring søen, og desuden er der fra bredden af Panajachel en voldsomt smuk udsigt til tre vulkaner: San Pedro, Tolimán og Atitlán.

Overalt på gaderne og i bjergene ser man lokale, der slæber rundt på brænde-bundter på hovederne og har majs lagt til tørre på hustagene; majs er stadig, blandt de indfødte, anset som "stoffet", mennesket blev skabt af og har derfor stor betydning i både madlavning, ofringer og andre tilbedelser. Desuden er det frugtbare område omkring vulkanerne et superbt grosted for kaffe.

Vi ankom til Panajachel kl. 11 og blev sat af tæt ved vandet. Vi brugte en halv time på at vade rundt i den lille by for at finde en billig overnatnings-mulighed; selvom vi havde fået at vide, at vi ikke ville finde et værelse billigere end 70Q, bar vores eftersøgning og ikke mindst stædighed frugt, og vi fandt et lillebitte "hospedaje" (kaldet Zulema), som i bund og grund er et familiedrevet gæstehus. Dette koncept er kæmpestort, så snart man kommer udenfor de større byer i Guatemala. OG vi endte med kun at skulle betale 40Q pr. person - thumbs up for nærighed!

Efter at have fået de tunge tasker af ryggen, brugte vi lang tid på at finde ud af, hvad de næste 5 dage, vi havde tilbage i Guatemala, skulle bruges på; der er SÅ meget at se og desværre så lidt tid til at gøre det i. Resultatet blev dog, at vi ville forsøge at bestige så mange vulkaner som muligt (til fordel for landsby-markeder og nationalparker), deriblandt også den højeste i hele Mellemamerika, som krævede en to-dages guidet tur. Meget mere herom senere!

Eftersom dagen stadig var ung (klokken var kun lidt i 13), tænkte vi, at vi ville bruge den produktivt og få set Atitlán-søen, så vi ikke skulle bruge tid på det dagen efter. Vi gik ned til vandet, hvorfra de små "lanchas" (motordrevne, smalle både med plads til ca. 20 mennesker) afgik. Prissystemet var prutte-baseret, men eftersom det åbenbart tog flere timer at komme søen rundt, og der var langt mellem de enkelte landsbyer, kunne vi ikke få pruttet nogen bådejere ned til mindre end 300Q for en sø-rundtur; og så meget ville vi alligevel ikke give for det. Det eneste alternativ var at tage på en arrangeret dagstur rundt på søen (hvor man også fik tid til at stoppe i de små landsbyer), men vi havde ikke tid til at afsætte en hel dag til dette. I stedet besluttede vi os for at tage på en dagstur til Volcán San Pedro, som inkluderede bådturen tværs over søen til landsbyen San Pedro - på denne måde fik vi også set søen fra søsiden, hvis det giver mening.

Vi brugte 3 timer på at gå rundt mellem de maaaange turselskaber i byen, og det var udelukkende pga. stædighed og nærighed, at vi fik pruttet et selskab ned på 260Q pr. person (lidt over 200 kr., og vi startede helt oppe på 500Q) for en dagstur til San Pedro-vulkanen, og inkluderet var: lancha/båd til byen San Pedro, taxa op fra byen til start-stedet for vandrestien op til vulkanen, morgenmad, spansktalende guide og entré til den "Ecological Park", som San Pedro ligger i.

Til aftensmad har vi fået en lækker burrito med tilhørende velsmagende milkshake på en lokal restaurant tæt på vores gæstehus. Desuden har vi tidligere i dag, på vores færd gennem byen, gået rundt på et kæmpe (men virkelig hyggeligt) marked, der strækker sig over flere hele gader i Panajachel. Jeg var blevet varm på at prutte, så jeg fik købt mig en billig, hjemmelavet "vand-holder" af stof, som jeg kan have rundt om halsen eller maven, når vi skal ud og vandre: 8 kr.!

I morgen skal vi igen tidligt op, da dagsturen begynder kl. 6 - så jeg vil bevæge mig ind på vores sparsomme, lille værelse og håbe, at kulden ikke bliver for voldsom i nat - man kan tydeligt mærke, at vi kommer højere og højere op i bjergene, og desuden at vinteren er på vej. Men vi skal ikke klage, vi har trods alt stadig plusgrader, og mange flere af dem end jer!

- So long!