Endnu et land kan krydses af listen: Ecuador - og TAK for det, Ecuador! Det har været helt fantastisk, og når jeg igen får muligheden, kommer jeg tilbage - der er jo også noget, der hedder Galapagos..

Men som sagt var vi ankommet til Cuenca midt om natten.. Cuenca er Ecuadors tredjestørste by med 470 tusinde indbyggere og bliver af mange beskrevet som landets smukkeste og mest charmerende by - se, det ville vi nu selv have lov at afgøre..

På vores første dag i Cuenca stod vi op klokken syv (efter kun at have sovet i et par timer), så vi kunne nå at bruge tid på de søndagsmarkeder, der skulle ligge udenfor byen. Der er ifølge vores guidebog tre byer, hvori søndagsmarkederne er kendte: Gualaceo, Chordeleg og Sigsig; vi nåede de første to af dem.. Inden vi nåede så langt, however, fik vi et udmærket morgenmåltid på et lokalt mad-marked: ris, spaghetti (ja, mærkeligt, I know..), kartofler (alle stivelsesprodukterne!), majs, og så et æg - det var en ganske anstændig portion, og det kostede os kun 7 kr. hver.

Desværre var nattens regn kun tiltaget, og det var med drivvåde regnjakker, at vi nåede busstationen. Busserne kørte heldigvis til Gualaceo hvert kvarter, så vi hoppede på én og befandt os en time senere i den første markeds-by. Det endte med at tage os op imod en time at finde frem til det "populære" søndagsmarked (på vejen kom vi forbi det mindre kendte "hønsemarked", som ganske vist solgte høns, men også hunde og marsvin - og puha nogle stakkels dyr!) - dette viste sig dog til vores skuffelse at ligne samtlige af de markeder, vi hidtil havde besøgt: frugt, grøntsager, tøj, hverdagsartikler, mad, og så lidt mere frugt og grønt.. Men vi fik købt nogle lækre og billige jordbær, og så gik turen ellers til næste by: Chordeleg! Hér blev vi mødt med samme var-det-bare-dét-følelse, da dette marked blev indtaget på under ti minutter..

Chordeleg havde dog en ganske nydelig plads/park med en hyggelig atmosfære, omend en smule turistet og absolut omringet af smykkebutikker! Desuden var der voldsomt mange souvenir-shops, og fordi markederne havde været lidt skuffende, besluttede jeg mig for at øve mine prutte-evner i en souvenirbutik i stedet; og jeg købte en "alpaca-sweater" til 15 dollars, hvilket vist ikke var helt skidt.. Nu da de første to markeder havde vist sig så skuffende, turde vi ikke prøve kræfter (og bruge buspenge) på det tredje, så vi sprang på bussen tilbage til Cuenca.

På vej tilbage til vores lækre hostelværelse passerede vi igen mad-markedet (som ærligt talt var langt mere imponerende end de to markeder, vi havde valfartet til tidligere), og hér købte vi ind til vores ganske vellykkede aftensmåltid: gulerødder, rødbeder, løg, tomater og æg. Til aftensmaden så vi en film (yes, der er fjernsyn på hostelet!): What's Eating Gilbert Grape - jeg har snakket meget om den til Amanda, så det var morsomt, at hostelet havde den.. Anyways, det havde været en stille og rolig dag, men pga. søvnmangel fra natten før, gik vi i seng efter film-oplevelsen.

Mandag morgen vågnede jeg igen klokken syv, og jeg tog mig et velfortjent bad - det havde været for koldt til den slags luksus i Quilotoa. Vi gik herefter ud i byen for at lede efter et billigere hostel, men i sidste ende lykkedes det os at få presset prisen på vores nuværende endnu længere ned, så vi tøvede ikke med at blive. Vi fik morgenmad på mad-markedet igen (hvorfor prøve noget nyt, når man kan få godt og billigt mad samme sted?), og herefter gik vi på opdagelse i byen.

Midt igennem Cuenca by løber floden Río Tomebamba, og vi gik langs denne for at finde en (gratis) Inka-ruin, som vores guidebog havde omtalt. På vejen kom vi forbi adskillige karaoke-barer og advokatfirmaer, som virker til at være dét, byen er opbygget af. Vi fandt slet ikke ruinerne; eller, det vil sige, vi fandt dem vist, MEN der var bygget et stort museum op omkring dem, og så desperate var vi alligevel ikke for at se endnu en bunke gamle sten, for nu at sige det ligeud.

Vi fandt til gengæld et gratis museum: Panama Hats! Panama-hatten er (åbenbart) fra Ecuador, og på dette lillebitte "museum" kunne man se (men mest købe) panama-hatte og deres fremstilling - hvis ikke min taske var ved at gå op i syningerne i forvejen, havde en panama-hat da været en sjov souvenir.. Netop som vi forlod museet, begyndte det at styrte ned.. og det stoppede ikke i størstedelen af dagens lyse timer - og eftersom vores planer "bare" var sightseeing i bymidten, var dette ikke de drivvåde jakker og sko værd; så vi brugte resten af dagen på vores værelse - endnu en afslapnings-dag, som der efterhånden har været mange af. Til frokost vovede vi os dog ud af vores hule: op til mad-markedet (de kendte os nu!), hvor vi også købte ind til aftensmad: det var sådan en succes i går, så vi valgte at gentage den.

Et par timer inden mørkets frembrud stoppede regnen, og vi skyndte os at gribe chancen: vi tog en tur rundt i centrum. Først gik vi til Parque Calderón (den centrale park, bare et lidt mere opfindsomt navn denne gang) og så de omkringliggende kirker og katedraler: Ny og Gammel katedral, og San Francisco-, Santo Domingo-, San Cenáculo- og San Sebastián-kirkerne; jeg har billeder af dem alle, men mon ikke I snart har set nok kirker? Jeg har i hvert fald..

På tilbagevejen kom vi selvfølgelig forbi endnu et marked, og hér købte vi en ordentlig pose kirsebær, som på mystisk vis var væk, før vi nåede hostelet igen. Det er skønt med alle de lokale markeder, der er i hver eneste by: billigt frugt og mad og andre dagligdags varer - jeg er fan!

Vi ville snildt kunne have brugt længere tid i Cuenca, og selvom solen skinnede fra en skyfri himmel tirsdag morgen, besluttede vi os for, at turen gik videre. På vej til busstationen lagde vi selvfølgelig vejen forbi det mad-marked, hvor vi har indtaget hoveddelen af vores måltider i Cuenca, og vores nye veninde (juice-damen) blev helt ked af, at vi nu forlod hendes ellers så fremragende juices. Men intet varer jo evigt, og en time senere hoppede vi på en bus til Ecuadors største by, Guayaquil, med ankomst kl. 14.

På den tilsvarende kæmpe busterminal (3 etager, en imponerende stor mad-hal, et utælleligt nummer af busselskaber og lige så mange perroner) var det tid til at beslutte, hvorvidt vi ville blive en nat i Guayaquil eller tage direkte videre til kyst-byen Montañita, som vi inden vores ankomst i Ecuador ikke havde hørt voldsomt meget om - men efter at have snakket med andre backpackere, var vi alligevel blevet interesseret i en smule strand og sol. Valget faldt derfor på Montañita, og efter at have indtaget et udmærket måltid i den overvældende "food court", tog vi bussen til kysten med ankomst kl. 19:30 (i selskab med tre argentinske fyre, som svært gerne ville have os til at overnatte på deres hostel-værelse, helt gratis!). Som det oftest er med turistede strand-/kyst-byer, viste det sig at være en nemhed at finde et sted at overnatte; vi blev, da vi steg af bussen, mødt af to "hostel-mænd", der hver især kunne tilbyde os et privatværelse til 10$. Vi fulgte med den ene mand ned ad en mørk sidegade, hvor vi fik et kig på værelset: det var ikke 10$ værd, så vi gik videre ud i mørket og fandt et nærliggende hostel (Iguana Backpackers), hvor vi kunne overnatte for 8$ - ja tak! "Værelset" hér var helt oppe på loftet med frit udsyn (læs: ingen vinduer eller sågar vægge) til alle sider. Der var 12 madrasser lagt ud på gulvet, og over dem alle var udspændt et myggenet (de store huller i nettene viste sig dog ikke at kunne holde myggene på afstand) - det hele havde en vis charme, og jeg blev hurtigt helt vild med stedet.

Vi ville tage et kig på den lille by, så vi vovede os ud i gaderne, hvor restauranter, barer og diskoteker allerede havde fyret godt op for volumen - det var jo trods alt også tirsdag! Montañita er en ekstremt turistet "Sunny Beach"-by, men på en ganske behagelig måde, så man sagtens kan undgå de larmende drinksbarer, hvis man vil - fx viste stranden sig at være et super hyggeligt og nogenlunde stille sted at befinde sig på alle tidspunkter af døgnet. Vi bevægede os væk fra de fire-fem mest turistede gader og fandt en lokal restaurant, hvor vi fik et fint aftensmåltid - og udskød festen til dagen efter..

Onsdag brugte vi dagen på det eneste, der er at lave i Montañita, medmindre man er en ørn til at surfe: solbadning! Vi lå kun på stranden i 3-4 timer, og alligevel (og på trods af flere lag solcreme) lykkedes det mig at blive totalt skoldet og brændt på de steder af kroppen, der ikke havde været udsat for sol i flere måneder.. Men det var egentlig dejligt med en afslappende strand-dag, også fordi der højst sandsynligt kommer til at gå nogle måneder, inden vi igen ser en svømme-venlig strand. Desuden var solnedgangen voldsomt smuk over vandet, og jeg spottede pelikaner og leguaner på stranden.

Senere på dagen faldt vi i snak med nogle virkelig flinke mennesker, der også boede på vores hostel: en fyr fra Canada, en fyr og to piger fra Australien, to piger fra Buenos Aires, og to drenge fra Columbia.. Vi endte selvfølgelig med at bruge aftenen (og noget af natten) med dem, og det var nogle gevaldigt hyggelige timer, som primært blev brugt på hostelet, lidt på stranden, og så på et af byens diskoteker. Vi kom tilbage til Iguana Backpackers klokken lidt i tre, og trods en del hovedpine stod Amanda og jeg op fire timer senere og gik ned til byens bus"station" for at købe billetter tilbage til Guayaquil kl. 10 samme dag; dog havde de to piger, der stod i køen lige foran os, købt de sidste billetter, og vi besluttede derfor at blive en ekstra dag og nat i Montañita - så kunne vi også få sovet ud.

Det meste af dagen blev brugt på hostelet med de søde mennesker fra aftenen før - jeg var blevet så tilpas brændt, at min krop ikke kunne holde til alt for mange minutter i direkte sollys. Vi vovede os dog ud for at få frokost og aftensmad i byen, og resten af aftenen fordrev vi med musik, kortspil og ecuadoriansk rom på hostelet. Jeg ville ønske, jeg havde længere tid i Montañita, da menneskene hér er nogle af dem, hvis selskab jeg har nydt allermest..

.. Men vi skal jo videre i programmet, og fredag stod vi op klokken otte, fik en vildt lækker frugt-/müsli-/youhurt-skål til morgenmad, og hoppede på bussen til Guayaquil sammen med de tre australiere klokken ti - vi havde heldigvis været så snedige at købe billetterne dagen forinden denne gang; man bliver jo hele tiden klogere.

Klokken halvto kørte vi ind på Guayaquils enorme busterminal, og efter at have forsøgt at finde rundt i labyrinten af busselskaber fandt vi frem til en disk, der solgte billetter til Máncora i Peru, som var vores hensigtsmæssige næste destination; vi købte, sammen med australieren James, tre billetter til afgangen klokken 23:30 (så sparede vi en overnatning på hostel).

James var en super flink 26-årig fyr fra Byron Bay i Australien, og vi endte med at bruge de næste dage i hans selskab. Han er musiker og tourer ofte i både Australien og Europa, så vi gav et uformelt løfte om at komme til en af hans koncerter, når han igen befandt sig tæt på Danmark - desuden fik jeg et tilbud om et gratis sted at bo, hvis/når jeg bevæger mig til Oz igen.

Vi tog en lokal bus til centrum og gik gennem markeder, gamle bydele, faldefærdige bygninger og alt-for-almindelige storby-butikker, indtil vi nåede Malecón 2000 (gæt, hvornår den er bygget?), som er en 2½-km lang "waterfront" promenade øst for byens centrum. Denne slentrede vi op ad i et par timer, indtil vi for enden af den ellers rigtig hyggelige og stemningsfulde promenade nåede en biograf; og fordi Amanda var ved at blive syg, og James var træt, besluttede de to sig for at se en film, og vi aftalte at mødes 2½ time senere.

Jeg selv ville udnytte min korte tid i storbyen, så jeg gik til området Las Peñas nord for Malecón. Dette kvarter har en meget vestlig atmosfære og hyggelig stemning med farvestrålende huse, der ligger sammenklumpet oppe på en bakke (Cerro Santa Ana) - hele scenariet mindede mig gevaldigt om en sydeuropæisk ferie-by om sommeren, og selvom det er fedt at rejse i nye og anderledes kulturer hele tiden, er det nu engang et dejligt, hjemligt "pust" at se noget, der føles en anelse mere vestligt. Jeg nød derfor min afslappede vandretur ad de små, fine, brostensbelagte gader op til toppen af bakken, hvor jeg blev mødt af et fyrtårn, et gammelt fort (Fortín del Cerro = "fortet på bakken"), en kirke, et sørøverskib og en helt lamslående udsigt! Til mit held var solen oven i købet ved at gå ned, så de i forvejen smukke huse fik et helt unikt skær i aftensolens lys. Deroppe faldt jeg i snak med en fyr fra England, som også skulle videre til Máncora samme aften - vi fulgtes derfor ned ad bakken og tilbage til Malecón, hvor jeg takkede nej til at følges med ham til busterminalen, da jeg jo havde aftalt at mødes med Amanda og James. Jeg gik derfor op og ned ad promenaden endnu engang, inden jeg gik tilbage til biografen; hér endte jeg med at sidde og vente i en time, indtil jeg mistede tålmodigheden (og til gengæld havde tilhvervet mig en stor portion skuffelse) og spurgte om vej til busterminalen. Da det var blevet mørkt, havde jeg ikke lyst til at gå for længe gennem den enorme by på egen hånd, så jeg fandt en metrobus, der hurtigt og billigt tog mig til busterminalen.

På terminalen fandt jeg hurtigt de to andre, der dog blot havde troet, at jeg var taget tilbage dertil på egen hånd - så efter at have fået afløb for min ophobede skuffelse, gik jeg ned for at finde aftensmad og bruge mine sidste dollar-mønter; nu var det jo snart tid til at krydse endnu en grænse! Dette forløb ganske fredeligt klokken fire om morgenen, og bussen holdt og ventede på os, imens vi fik stemplet vores pas: Velkommen til Peru!

Vi ankom til Máncora lidt syd for grænsen ved otte-tiden, og i den klamme varme, der mødte os her ved kysten fra morgenstunden, travede vi rundt for at finde et sted at bo. Vi begav os væk fra den turistede og tætbefolkede hovedgade og ud i et lokalt kvarter i håbet om at finde en billigere overnatningsmulighed - dette lykkedes os dog også efter at have forsøgt fem forskellige steder; Hospedaje Marbella! I starten var prisen 25 soles (50 kroner) per person, men efter at have forhandlet med damen i huset og at have inspiceret værelset (et dobbeltværelse, hvor de blot ville smide en ekstra madras ind), fik vi pruttet hende ned på 15 soles (svarende til 30 kroner) per person - dét kunne vi lige leve med..

Máncora er på mange områder lig Montañita: det hele handler om strand, surf, souvenirs, solbadning og salsa-dansning. Dog har Máncora en helt anden (og på en måde værre) turist-atmosfære, og det er ganske enkelt umuligt at undslippe souvenir-butikkerne, gadesælgerne, strand-resorts og -barer. Der var derfor bred enighed om, at Máncora blot var et endags-stopover.

På vores tre-mands dobbeltværelse fik Amanda madrassen, da hendes hoste var ulidelig at skulle dele seng med. James havde et myggenet, som vi satte op over dobbeltsengen (Amanda blev intet mindre end ædt op af myg i løbet af natten, og jeg fik da også min andel) - dette endte med at tage os næsten en time, men det blev vældigt hyggeligt, da det først stod færdigt. Vi tog en kort slapper på værelset, hvorefter vi udforskede byen, hævede penge og fandt en portion morgenmad/frokost for en 10'er. Turen gik derefter til stranden, hvor vi fik et glas juice på en strand-bar, primært for at få skygge fra den stærke sol. Efter at have vandret op og ned ad den tæt-turistede strand gik Amanda tilbage til hostelet, imens James og jeg fandt endnu en portion mad. I Peru gør de ikke så meget i "almuerzos", men mere i "menús", som man kan få både til frokost og aftensmad; disse er stort set det samme som en omgang almuerzo (suppe, en hovedret og et glas juice) og koster næsten ingenting (frokost normalt 10 kroner, aftensmad mellem 12 og 16 kroner) - navnet er blot anderledes, og juicen er oftest lunken/varm.. Men det er mad, det er billigt, og det er det eneste, der betyder noget!

Vi fór vild på tilbagevejen til hostelet, som endte med at tage os over en time - men i det mindste fik vi set området, der bestod af ler-/beton-huse og legende børn på gaden. Efter et bad gik James og jeg igen ud i byen (Amanda forsøgte at sove sygdommen væk) for at se, hvad "the fuss was about", og det viste sig, at der ikke skete noget på stranden/diskotekerne/barerne før klokken to om natten - SÅ længe gad vi dog ikke vente, så vi gik op på hovedgaden og stødte ind i tre piger fra hhv. Australien og Canada, som vi også havde mødt tidligere. Vi fik en enkelt drink med dem og gik herefter hjem under myggenettet.

Søndag stod vi op kl. 8:30, forlod hostelet og fik billig morgenmad ved hovedvejen. Hér havde James nemlig fået os overtalt til at forsøge et hitchhike videre sydpå, og eftersom vi var tre mennesker, deriblandt én dreng, havde vi ladet os overtale, både for selve oplevelsen men så sandelig også for at spare bus-penge. Vi havde skrevet et pap-skilt med teksten "Vamos pa'l Sur" (= vi skal sydpå), og så afhang resten ellers af held og tålmodighed.. Vi skiftedes til at stå med skiltet i vejkanten med solen bagende ned på os, og efter blot en halv time sænkede en lastbil farten (da jeg stod med skiltet) og spurgte, om vi skulle til Piura..

Piura er den første større by sydpå fra Máncora, så det var da i den rigtige retning - og vi takkede derfor gladelig JA, smed vores tasker ind bag i lastvognen og hoppede selv ind foran hos vores "opsamler" ved navn Louis. Der var en fantastisk udsigt fra den store lastbil-forrude og desuden virkelig gode siddepladser med tæpper og puder og hele svineriet - vi havde så sandelig fået jackpot med vores førte "hitch"!

Det tog os fem hele timer at køre til Piura, da lastbilen havde store problemer med at trække sig selv op ad den grusede vejs bakker - men fremad gik det da! På vejen stoppede vi for frokost på en lille vejside-restaurant, og det endte med, at Louis betalte for næsten hele vores måltid! Han virkede til at være glad for at have noget selskab på den lange køretur, og dette kom yderligere til udtryk, da vi nåede Piura ved skumringstid og spurgte ham, om han kunne sætte os af på busstationen, så vi kunne finde en bus videre sydpå? Jamen, han kunne da godt lige køre os hele vejen til Chiclayo (endnu 5 timers kørsel sydpå, og han havde selv kørt helt siden klokken fem samme morgen), da det alligevel var hér, han skulle aflevere sin last.. Vi var mundlamme men takkede selvfølgelig ja, og videre gik turen! Vi havde været utroligt heldige, og Louis havde været ekstremt flink, og klokken ti søndag aften rullede vi ind på en tankstation lige udenfor Chiclayo, hvor lastbilen skulle afleveres. Herfra sørgede Louis for en taxa til os, hvilken kørte os hele vejen til busstationen.

På busstationen holdt en bus og var klar til afgang, og den kørte tilfældigvis i den retning, vi skulle; Amanda og James var meget ivrige efter at komme ombord på bussen, eftersom vi ikke vidste, hvornår den næste afgik (klokken var trods alt ved at være elleve), men jeg havde mine tvivl, da buschaufføren virkede lidt for ivrig og gav os en virkelig høj pris for en køretur, der oven i købet var meget længere end den burde være.. Men eftersom jeg nu var i undertal, endte vi efter megen diskussion med at tage natbussen. I det mindste sparede vi en overnatning.

Busserne i Peru (og Ecuador, måske endda i hele Sydamerika) er af en noget anden stanard end vi havde været vant til i Mellemamerika; de mindede næsten om danske busser! Desuden kunne sæderne i natbusserne lænes tilstrækkeligt langt tilbage, så man næsten kunne få en ordentlig nats søvn - men også kun næsten.. der ér trods alt stadig lang vej til de komfortable, bred- og blød-sædede danske busser.

Efter ni timers kørsel og en smule søvn i bussen ankom vi til Pativilca, som (ganske som min mavefornemmelse havde fortalt mig) var "den forkerte by".. Den lå ganske vist syd for Chiclayo, men Amanda og jeg ville gerne videre til Huaraz, og for at komme dette kunne vi have nøjedes med at tage en bustur på blot fire timer. MEN nu var vi her, og James besluttede sig for at fortsætte hele vejen til hovedstaden Lima.

I Pativilca stod Amanda og jeg som to forvirrede aliens på den støvede landevej i en one-horse-town og skulle finde ud af, hvordan i alverden vi nu kom videre. Vi fik dog hurtigt kontakt til en taxachauffør, som ville køre os hele vejen til Huaraz, men vi var fast besluttede på at spare penge og vente på en bus. En dame kunne fortælle os, at der om en time kørte en bus til Huaraz for blot 20 soles, men at vi blev nødt til at købe en billet af hende med det samme; dette var øjeblikkeligt et dårligt tegn, og selvom vores muligheder var væsentligt begrænsede, valgte vi at vente på en anden bus, som måske kom tidligere. I mellemtiden fik vi en omgang dyr morgenmad på "byens" eneste restaurant.

Da der var gået en lille time, spurgte vi igen billet-damen i den rødblomstrede bluse, om vi kunne købe en billet af hende - men nu var bussen pludselig fyldt (sagde hun), så vi kunne først komme med den næste bus, som kørte endnu en time senere.. Nu turde vi ikke tage chancen igen, så vi takkede ja og sad i damens hønsegård af et køkken og ventede så længe. Da klokken var tæt på 10:30 (hvor vores bus skulle afgå), gik vi ud på gaden for at vente - nu havde vi trods alt været i den lille by i to timer, hvilket var to timer for længe.. Klokken blev 10:30, den blev 10:45 og den blev 11, og der var stadig ikke kommet nogen bus. Vi opsøgte derfor billet-damen, der kunne oplyse os, at bussen kom "lige om lidt" - vi havde ikke rigtig noget alternativ, men da der stadig ikke var skyggen af en bus klokken ti over elleve, begyndte vores vrede at gå ud over damen. Som om det ikke var nok, kunne en lokal kvinde fortælle os (efter at have overhørt vores brok til billet-damen), at der aldrig kørte busser til Huaraz før klokken 12! Vi konfronterede damen med dette, og efter ufatteligt mange ufatteligt dårlige og langt-ude bortforklaringer kom billet-damen op med årsagen, at "hun kunne aldrig vide, hvornår busserne præcist kørte, så kun havde bare solgt os en billet til 10:30" - løgner! Bussen, der altså ankom klokken 12, var dagens allerførste bus til Huaraz, og da vi stod af natbussen kl. 8:30 var der dermed heller ingen bus, der kørte "en time senere" - hun brugte blot dette som en undskyldning overfor uvidende turister, og det værste var, at vi absolut intet kunne stille op - hun var stædig og sur som bare pokker, og gik endda ind i sit hus, da vi begyndte at beskyldte hende for at have solgt os ugyldige billetter. Heldigvis (!) for os, tog den lokale dame vores parti og begyndte at skælde og smælde på billet-damen (næsten lidt for meget: det gik så vidt som til at hun truede med politianmeldelse for at have løjet overfor os), og omsider fik vi halvdelen af vores busbillet-pris tilbage - LIGE i tide, for i selv samme nu ankom bussen, og imens kvinderne udenfor stadig stod og råbte af hinanden, hoppede Amanda og jeg ombord på bussen og kunne endelig ånde lettet op; vi nåede ikke engang at takke den uskyldige kvinde, der havde hjulpet os..

Det tog fire timer at komme til Huaraz, som har et noget andet klima end dét, vi kom fra; der var køligt og overskyet, men med mine stadigt solbrændte skuldre og baller gjorde det mig ingenting. Huaraz ligger lige i hjertet af indgangen til Parque Nacional Huascarán, som er hjem til Cordillera Blanca: efter sigende en af de smukkeste bjergkæder i verden med Paramount Pictures-lignende sneklædte bjergtoppe. Det er desuden den andenhøjeste bjergkæde i verden (næstefter Himalayas) med hele 33 bjergtoppe på over 5500 meter! Bjergkæden er 21 kilometer bred og 180 kilometer lang og inkluderer da også Perus højeste punkt: Huascarán på 6768 meter. Desuden er smeltevandet fra bjergene årsag til Perus vandforsyning året rundt. Det siger næsten sig selv, at Huaraz er Perus hovedsæde for adventure-aktiviteter såsom vandring, bjergklatring og mountain biking.

Ved ankomst til Huaraz tog det os ikke længe at finde et sted at sove; vi blev på gaden mødt af en mand, der viste os hen til Caroline Lodging, hvor vi kunne bo på et 5-sengs dorm for blot 15 soles per nat inklusiv morgenmad - dét ville være svært at finde meget billigere, så vi takkede ja og smed vores tasker ind på værelset. I løbet af de i alt fem dage, vi tilbragte i Huaraz, havde vi mindst lige så mange forskellige værelseskammerater, da de fleste backpackere (åbenbart) kommer igennem byen for blot en dag eller to på deres vej til/fra Lima.

Vi gik herefter ud i byen og snakkede med 7-8 forskellige turselskaber, da vi selvfølgelig skulle ud og se alle aspekter og vinkler af den efter sigende så tryllebindende nationalpark! Vi endte med at vælge Mirador Tours, da de både var byens billigste (i hvert fald ud af dem, vi havde spurgt) og virkede professionelle. Nu var det igen tid til vandring!

Vi fik aftensmad på en lokal restaurant i byen ("menú", selvfølgelig, for 12 kroner) og syntes selv, vi havde nået at få en hel del ud af vores ellers ret så forvirrende dag. Tilbage på hostelet gik jeg tidligt omkuld, da jeg var forkølet, snottet, fyldt med myggestik, og desuden havde voldsomt hævede fødder, ben og hænder pga. sandflue-bid - ja, sandfluer! Nasty b*****s..

Allerede tirsdag morgen var det tid til vores første ekskursion: Pastoruri-gletcheren! Denne ligger inde i nationalparken, og vi havde fået en tur dertil (inklusiv transport og guide) for 60 kroner per mand. Vi forlod hostelet klokken halvotte efter at have fået en mærkelig/vred/forvirrende besked fra hostel-ejeren: han arrangerede nemlig også ture (omend dyrere end den, vi selv havde fundet), og hvis vi havde taget på HANS tur i dag, kunne vi have nået at få den inkluderede morgenmad, som hostelet tilbød.. Han viste sig at være en rigtig krejler, men uanset hvad var det nok smartest at holde sig gode venner med manden; så vi smilede bare og gik..

Inden turens afgang købte vi en omgang morgenmad, som vist er ret udbredt i Peru: brød med æg.. Det var primært fordi, vi ikke havde tid til at finde andet, for godt smagte det nu ikke. Det kaldes blot "pan con huevo" (= "brød med æg") eller "pan con queso" (= "brød med ost"), så man kan da ikke beskylde dem for at føre os bag lyset. I sidste ende viste det sig dog, at vi sagtens kunne have nået at få morgenmaden på hostelet, da vores tur først afgik klokken halvti efter at have ventet på en masse andre turister. Alt i alt var det en voldsomt turistet udflugt af den slags, jeg normalt ikke kan fordrage: en masse turister stuvet sammen i en minivan, en masse foto-stops á fem minutter for blot at skynde sig ud og ind af bussen, og desuden en alt for organiseret nærmest holden-i-hånd-gåtur til selve gletcheren. Næh, hvis man kunne have gjort det hele på egen hånd, havde dette klart været at foretrække!

På vej til hovedattraktionen gjorde vi som nævnt flere stops, der dog alle tydeligt var tilrettelagt for turister. Første stop blev kaldt Agua Gasificada, der (som navnet antyder) var en lillebitte pøl af vand, som boblede en smule; når man både har været i Rotorua og Yellowstone, kunne denne mudderpøl på ingen måde imponere.. Vi stoppede herefter ved Puya Raimondi, som er en samling høje kaktuslignende planter. De bliver normalt op til 8 meter høje og vokser kun mellem 3000 og 4000 meters højde, åbenbart kun dette éne sted i hele verden - desuden tager det dem mellem 40 og 100 år at vokse til deres fulde højde; det var i hvert fald hvad jeg opsnappede af den lange, spanske tale, vores guide gav os. Sidste stop inden Pastoruri var nogle hulemalerier (to styks), som det tog os under to minutter at kigge på; malerierne så åbenbart dagens lys, da man havde valgt at bygge en vej gennem den klippe, hvorpå de var malet - jeg var, som det vist fremgår, endnu engang ikke begejstret.

Men SÅ blev det tid til grunden til, at vi var hoppet på turist-bussen: den fire kilometer lange, otte kvadratkilometer store, tilbagetrækkende dal-gletcher ved navn Pastoruri, som ligger i den sydlige del af Cordillera Blanca. Selvom jeg efterhånden har set en del gletchere rundt omkring i verden, var denne stadig imponerende - måske var det lyden af isen, der smeltede, der gjorde det; måske var det den smukke, isflage-fyldte sø, der gjorde det; måske var det de flotte blå/hvide farver, der strålede i solen, der gjorde det; måske var det skuffelsen over de forrige attraktioner, der gjorde det; under alle omstændigheder var det IKKE kulden og sneen og blæsten og højden på 5000 meter, der gjorde det. Men flot var det bestemt, og selvom vi alle havde en del vejrtrækningsproblemer, var det den timelange vandretur værd.

Vi var tilbage i Huaraz ved 16-tiden, og vores første stop (nu uden alle de andre turister) var på nationalpark-kontoret, hvor vi købte en 21-dages entré-billet til parken, som er påkrævet, hvis man planlægger at overnatte i området - og dét havde vi store planer om. Vi overvejede nemlig en to-dages vandre-/klatretur til én af bjergtoppene, men på daværende tidspunkt var det hele lidt uvist pga. min forkølelse og hævede fødder, som bestemt ikke var behagelige at vandre på. Jeg svingede dog forbi et apotek, hvor jeg købte et par piller til at hjælpe på hævelserne, og vi aftalte med turselskabet, at jeg besluttede mig endeligt efter vores vandretur den følgende aften. På det lokale marked indtog vi vores aftensmåltid og købte samtidigt fornødenheder til de forestående lange vandreture.

Allerede næste morgen klokken fem gik det løs! Vi havde booket en tur med afgang klokken seks, men da vi var på vej ud ad døren, fik vi af krejler-ejeren at vide, at vores tur var blevet aflyst.. Hvordan vidste han det? Jo, fordi turselskabet havde kontaktet ham aftenen forinden og meddelt, at der ikke var ture i dag - MEN vi kunne selvfølgelig stadig nå at komme med på HANS tur, som afgik om et kvarter! Den kostede ganske vist lidt ekstra, men så kunne vi da komme afsted.. Vi havde ikke det store valg, da vi ikke selv kunne nå at kontakte Mirador Tours, så vi takkede ja til hostel-mandens tilbud og fandt selvfølgelig senere ud af, at vores oprindelige tur IKKE var aflyst, men blot ændret en smule. Sikke en krejler!

Men afsted kom vi som sagt, og busturen til denne del af nationalparken (nu den nordlige del) tog godt og vel tre timer på bumlede grusveje. Vi stoppede for morgenmad ("pan con huevo" og "pan con queso"), og i bussen mødte vi et københavner-par, som havde taget vores rejse-rute i omvendt rækkefølge - og de kunne kun tale varmt om absolut alle de destinationer, vi selv har planlagt at besøge. Nu glæder jeg mig kun endnu mere!

Ud af vinduet i bussen så vi det smukkeste landskab rulle forbi! Kæmpehøje bjerge, krystalblå søer/laguner, smukke dale og desuden en åndssvagt masse køer, der chillede i vejkanten. Vi blev alle lukket ud af bussen, da vi havde kørt et godt stykke ind i nationalparken, og for døren stod en tre timer lang vandretur til Laguna 69, som er en helt ufatteligt smuk, blå lagune på toppen af en masse bjerge - synet var helt uvirkeligt efter en ret hård vandretur og lignede mest af alt noget, der var Photoshoppet ind i landskabet; men den er god nok, det var ganske virkeligt. På vejen derop havde vi alle en del vejrtrækningsproblemer, men intet vi ikke kunne overkomme - og det voldsomt smukke sceneri for vores øjne gav lidt ekstra energi til at vandre. Den første time gik vi nede i en dal, og selvom dette lyder ekstremt kliché-agtigt, fik denne gåtur mig til at føle mig helt lille blandt de kæmpemæssige bjerge, der rejste sig omkring mig uanset hvor jeg kiggede hen. Det var, vitterligt, mit helt perfekte billede af en "valley": grønt græs med rindende floder, høje sneklædte bjerge til alle sider, vandfald på bjergkanterne, søer, gletchere, og total stilhed! Jeg giver bestemt kloge folk fuldt medhold i, at denne er én af verdens smukkeste bjergkæder.

Vi var tilbage i Huaraz klokken syv, og skønt vi mest af alt havde lyst til at gå direkte tilbage til hostelet og smide os i sengen, skyndte vi os hen til Mirador Tours, som afventede vores tilbagemelding på, hvorvidt vi ville på en vandre-/klatre-ekskursion den efterfølgende dag - og det ville vi gerne! Så vi betalte og fik en masse udstyr (jakker, overtræksbukser, is-økser, pig-sko osv.), som vi slæbte med hjem. Jeg brugte en halv time på at pakke en taske, og SÅ gik jeg ellers på hovedet i seng - halsbetændelsen, snotten, hosten, kvalmen, svimmelheden og hævelsen af hænder og fødder var stadigt eksisterende, og jeg håbede og bad til, at morgendagen ville bringe god bedring.

Torsdag morgen havde jeg det heldigvis en smule bedre, men hovedpinen, hosten og halsbetændelsen havde valgt at blive. Vi nåede netop at få morgenmad på hostelet (ganske imponerende: boller, marmelade, te og friskpresset juice), inden vi klokken lidt over otte blev hentet i en taxa af Francisco, som skulle være vores guide i løbet af det næste halvandet døgn. Francisco var selv fra Huaraz og havde været guide i området i ti år - så, som han selv sagde, vidste han, hvad han lavede! Han var desuden en såkaldt "bjerg-specialist", hvilket jo kun kunne betrygge os yderligere. Taxaen førte os til et helt tredje sted i den store nationalpark, og denne gang ad langt mere grusede og snoede veje end hidtil - vi blev flere gange nødsaget til at stå ud af bilen, da den ikke kunne køre over de store sten på vejen med al den vægt indenbords.

Efter 2½ times bumlen blev vi sat af på en øde strækning i parken, og SÅ begyndte klatringen opad! Det er uden tvivl den stejleste vandretur, jeg nogensinde har været på, og min forkølelse og svimmelhed hjalp ikke yderligere på strabadserne. Bjerget, vi skulle bestige, har navnet Vallunaraju og højden 5686 meter - JA, vi havde store problemer med at trække vejret! Så store, at jeg til sidst tyede til coca-blade-tygning, der (som tidligere beskrevet) skulle hjælpe mod træthed, sløvhed, sult, tørst og højder; jeg skal ikke kunne sige, om det hjalp synderligt, men resten af vandringen forløb en anelse hurtigere. På et tidspunkt kom Amanda og jeg på afveje (den gode Francisco var gået/løbet i forvejen for at sætte vores telt op), og vi endte med at klatre på glatte sten og op ad floder i halvanden time, indtil vi omsider nåede 5020 meters højde, hvor camp'en for natten lå. "Camp'en" bestod af et nogenlunde plant stykke bjergside, hvor vi placerede vores tremands-telt og langt om længe (efter 3½ time) kunne puste ud i den tynde luft.

Indtil videre havde vi været heldige med vejret, men som vi sad i teltet og så småt var ved at falde i søvn efter en mættende portion ris til aftensmad, begynde det at hagle helt ustyrligt! Det stoppede ikke de næste mange timer, og da vi efter en voldsomt dårlig nats søvn (absolut ALT i teltet var drivvådt pga. sneen, og både Amanda og jeg havde ligget og hostet og snottet med blot få minutters mellemrum) hørte Franciscos vækkeur ringe klokken 2 om natten, var teltet dækket af et tykt, tungt, iskoldt lag af sne. I det mindste var fygningen drevet over, og selvom jeg havde store problemer med at forlade min varme sovepose, og desuden stadig var forkølet med en dundrende hovedpine og voldsom kvalme, trak jeg i overtræksbukserne og jakken, iførte mig min hue og pandelampe, og begav mig med tasken på ryggen ud i mørket sammen med Amanda og Francisco..

Da der lå et nyt lag sne overalt, var det lettere at se hvor vi trådte, men det ændrede desværre ikke på, at sneen lå ovenpå en ualmindeligt stejl klippe, som udover at være stejl nu var vildt glat pga. sneen. Vi havde dog intet valg, hvis vi ville længere op på bjerget, og med hjertet i halsen, rystende ben og klaprende tænder hoppede/klatrede vi fra sten til sten og fra klippeafsats til klippeafsats. Det var på mange måder ligesom bjergklatring, dog uden sikkerhedssnore og -reb; med andre ord ufatteligt skræmmende! Jeg gled flere gange, og på et tidspunkt blev guiden nødt til at hive mig op og desuden grave mig fri fra et hul i sneen, mit ben blev fanget i - jeg følte mig ligesom Hanne fra Blinkende Lygter, da hun falder i bladende i skoven: "Iiiiihhh altså!!". Mine kræfter var stærkt begrænsede, delvist pga. træthed, delvist pga. sygdom og delvist pga. madmangel - det var derfor noget af en mental overvindelse at skulle trække fødderne fri af sneen, når jeg konstant gled ned til hoftehøjde/-dybde.

Efter en times klatren og gliden-rundt stoppede vi og fik besked på at iføre os vores pig-sko og "harnesses", så vi kunne blive bundet fast til hinanden og desuden klatre op ad den 80 grader stejle, sneklædte bjergvæg, der rejste sig faretruende foran os. Jeg havde mine tvivl og må ærligt indrømme, at jeg aldrig har prøvet noget så fysisk OG psykisk hårdt, og at jeg gang på gang måtte overtale mine ben til at tage bare ét skridt mere, og så ét til.. Det var ekstremt udmattende, men ingen af os gav op! Desværre blev vi informeret om, at vi pga. vejrforholdene ikke kunne bevæge os hele vejen til toppen af bjerget, men at vi ville fortsætte med klatringen til solen stod op, og derefter starte nedturen - and that's what we did!

.. Vi vadede gennem den høje sne i flere timer, indtil solen klokken lidt i seks begyndte at titte frem bag de sneklædte bjergtoppe i horisonten - og selvom jeg stadig stod og kæmpede for at få vejret, kunne jeg ikke lade være med at få en følelse af, at det havde været alle pinslerne værd! Udsigten over det smukke is-/sneklædte landskab, som solens første stråler rørte bjergtoppene, var intet mindre end ubeskrivelig! Jeg håber derfor på, at billederne kan beskrive det bedre end jeg. Vi nød stilheden og udsigten i mange minutter, hvorefter det var på tide at begynde tilbageturen: præcist samme vej som vi var kommet fra.

Nedturen tog os langt kortere tid end det havde gjort den modsatte vej, omend det var mindst lige så skræmmende at skulle vove sig ned ad de isglatte klippesider. Klokken halvni satte vi dog endelig fod i vores camp og kunne langt om længe (!) få et velfortjent morgenmåltid! Dette hjalp vældigt på mit helbred, og det var med fornyet energi (dog stadig med rystende og svage ben), at jeg påbegyndte den sidste strækning ned ad Vallunarahu. Det tog os to timer at nå foden af bjerget; to timer i glat, mudret, farligt føre på bjergsiden - og aldrig har jeg været så taknemmelig for at kunne få lov at smide mine sko!

Alt i alt havde det været en helt fantastisk uforglemmelig tur, og jeg vælger at tænke tilbage på den vidunderlige følelse, jeg havde i kroppen, da jeg stod i 5500 meters højde og så solopgangen med den knitrende sne under mine fødder. At turen op og ned var et rent vådt, glat, farligt helvede, behøver jeg ikke at tage med i mine erindringer - men nu har I fået hele historien, og hvor var det et eventyr!

Vi blev klokken tolv hentet af en ny taxa-mand, som klarede den vanskelige køretur på rekordtid - og efter mindre end to timer parkerede vi foran Mirador Tours, hvor vi afleverede alt vores lånte udstyr og derefter blev kørt tilbage til vores hostel.

Lige nu hviler Amanda sig, og jeg kan med sikkerhed i stemmen sige, at jeg også kommer til at gå tidligt i seng i aften - hvor er jeg udmattet! Det har været fire fortryllende, fantastiske, forkølede dage i Huaraz, men jeg er i dén grad glad for, at vi valgte at lægge vejen forbi. Godt nok har jeg erhvervet mig en endnu værre halsbetændelse, to voldsomt ømme fødder og er blevet døv på det ene øre, MEN når I ser billederne, vil I forstå, hvorfor jeg siger: TAK for eventyret, Huaraz!

I morgen aften tager vi en natbus til Lima, og det skal gøre godt at komme ned til lidt varmere himmelstrøg og at gå rundt i en storby i stedet for i de høje bjerge - men det bliver ikke for længe, for om blot 11 dage begynder vi på det eventyr, der siden rejsens begyndelse har stået øverst på listen: Inkastien til Machu Picchu!

Stay tuned, og:

- So long!