Machu Picchu!.. For mange besøgende til Peru, ja endda til hele Syd- eller sågar Latinamerika, er dette et definerende, uforglemmeligt, uundgåeligt og måske endda det største øjeblik på hele deres rejse - dette var i hvert fald tilfældet for mig! "Inkaernes g(l)emte by" er utvivlsomt det mest spektakulære og er blevet det mest betydningsfulde arkæologiske site i hele "the Americas". Udover den indfødte Quechua-stamme (inkaerne i sin tid), var der indtil 1911 ingen fra verden udenfor, der kendte til Machu Picchu - men netop i 1911 faldt den amerikanske historiker Hiram Bingham over den tilgroede forsvundne by, da han egentlig ledte efter en helt anden forsvunden inka-by; gad vide hvad han ville sige i dag, hvis han vidste, hvor stor en verdenskendt attraktion, han helt tilfældigt opdagede. Der er ingen, der kender til hverken funktionen eller formålet med Machu Picchu (de skrifter, spanierne efterlod sig i sin tid, fortæller intet om denne "glemte" by, skønt deres skrifter beskrev inkaernes fulde historie og samtlige værker), men lærte og kloge mænd har nok så mange bud på dette: nogle mener, byen er funderet i nogle af inkarigets sidste år for at gemme deres kultur fra spanierne, der ellers havde ødelagt alt andet; andre mener, at byen allerede var glemt og "forsvundet", da spanierne invaderede landet; en helt tredje teori er, at byen var et kongeligt tilholdssted, indtil også de blev nødt til at flygte. Uanset hvad er der ingen tvivl om, at Machu Picchu har haft signifikant betydning under inkaernes levetid.

I højsæsonen er der hver eneste dag så mange som 1000 besøgende på Machu Picchu, og det er ikke svært at se, hvad de kommer valfartende fra hele verden for: enestående placering, storslåede omgivelser og utroligt omhyggeligt håndværk. Mange af disse besøgende ankommer via én af de mange Inkastier, der primært er opstået for turisternes skyld; der er dog kun én original, oprindelig, autentisk, håndbygget Inkasti (dén, inkaerne i sin tid selv anvendte for at komme frem til den spektakulære by) - og det er netop dén Inkasti, jeg brugte fire dage på at fuldføre; noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har gjort. Her får I fortællingen om mine strabadser:

Hvert år er der flere tusinde backpackere, der fuldfører den fire dage lange Inca Trail til Machu Picchu, og selvom hele stien kun er på 45 kilometer, snor den sig op, ned, ud og ind ad tre høje bjergpas på vejen. Onsdag morgen mødtes vi med Sonia, vores guide, klokken lidt i seks om morgenen udenfor hostelet - med i bilen var også Miguel fra Spanien, og sammen med ham kom vi til at udgøre én af de mindste grupper på stien med afgang denne dag (der skulle have været yderligere to med i vores lille gruppe, men de blev forhindret pga. maveproblemer). Vi blev kørt til Ollantaytambo (halvanden time udenfor Cuzco), hvor vi betalte os fra en ganske udmærket morgenmads-buffet - og der blev skovlet ind, vi tænkte at vi nok ville få brug for det! Og SÅ startede Inca Trail'et ("Camino Inka" på spansk) ved den lille landsby Piscacucho, ved Km.82-mærket, i 2600 meters højde!

Første dag på Inkastien (betegnet som den "lette" af de fire) var da egentlig også en ganske overkommelig, umiddelbar flad vandretur - efter sigende en opvarmning til de følgende væsentligt hårdere strækninger. Vi startede som sagt ved Km.82-mærket, og efter første dags 12 kilometers vandring endte vi ved Wayllabamba i 3100 meters højde. Vi havde gået fra klokken ti til halv-fem inklusiv pauser, og selvom dette siges at være hele turens "lette" dag, indrømmer jeg gerne, at jeg på turen op-og-ned (for SÅ flad var strækningen trods alt ikke) fik min andel af sved på panden. På den sidste halvdel begyndte det desuden at småregne, og i løbet af de følgende tre dage lykkedes det mig ikke at tørre min kasket, som havde fungeret som regnhat i nogle timer. Udover disse få timers regn var vi ekstremt heldige med vejret denne første dag: ganske køligt og tørt, hvilket efter min mening er de perfekte betingelser for en vellykket og let-at-nyde slentretur. Dog blev vi forsikret om, at vejret ville ændre sig drastisk, når vi kom over på den anden side af Andesbjergkæden (efter at have krydset det første af de i alt tre bjergpas, vi skulle krydse) og dermed ind i den fugtige regnskov.

Denne første dags vandring bød allerede på storslået natur, tågeindhyllede bjergtoppe, floder og strømme, og desuden et par mindre "landsbyer", imens vi i starten stadigt gik langs floden Urubamba. Vi kom derudover forbi en del Inka-efterladenskaber en route, bl.a. ruinerne af Llactapata, hvor Sonia fortalte vidt og bredt om inkaernes storhedstid og historie - dette gentog sig ved de relativt mange stops, vi havde på vejen (det var skønt, at vi ikke skulle gå i flere timer ad gangen uden pauser), og jeg blev hurtigt voldsomt glad for vores guide, som både var venlig, smilende og velinformeret - jeg kan ikke huske en tiendedel af alle de ellers nok så spændende historier, hun fortalte os, så jeg vil ikke prøve at gengive dem.. men informerende var det!

Efter tre-fire timers vandring nåede vi til Tarachayoc, hvor vores fem hårdtarbejdende "portere" og ene kok havde slået et telt op og i dette forberedt en utroligt lækker frokost til os! Maden på turen var generelt over al forventning og langt mere velsmagende end al andet camping-mad, jeg nogensinde har fået - ja, sågar lækrere end hoveddelen af de måltider, jeg havde indtaget de forrige fem måneder! Denne første dags frokost stod på følgende tre-retters menu: hjemmelavet guacamole og brød-"sticks" til forret, en god champignonsuppe derefter, og til sidst en lækker stegt ørred (uden ben!) med tilhørende bær-sovs og ris-/grøntsags-mix til hovedret.. Hvem sagde, at man ikke kunne få gourmet på camping!?

Som nævnt havde vi i vores lille gruppe fem såkaldte "portere" med på turen. Disse er oftest farmere eller studerende, der har brug for ekstra penge til at få dagligdagen til at hænge sammen, og så tager de nogle nedslidende dage på Inkastien for turisternes skyld. De bærer hver især op til 25 kilo på ryggen, i dårlige rygsække, og går selv i nedslidte sandaler, da de ikke har råd til fancy vandresko som os andre. De løber altid i forvejen (imens vi andre lige så stille slentrer afsted og tager de pauser, vi nu har brug for) og opstiller telte (som de bærer for os, så vi selv kun skal slæbe på vores soveposer og liggeunderlag og andre personlige genstande) og gør maden klar til vi ankommer til camp'ene - de opvarter os kort sagt i hoved og røv på hele turen og får garanteret ikke synderligt god betaling for det; dog er deres forhold blevet forbedret væsentligt i løbet af de seneste år, hvor de førhen kunne slæbe på op til 50 kilo og blev nødt til at løbe om kap for at få en god campingplads til deres gruppe - nu til dags er der dog forudbookede pladser til hver enkelt gruppe, så porterne behøver ikke løbe og falde over hinanden.. selvom de godt nok havde fart på, selv på steder hvor jeg gik og følte mig frem med vandrestaven for ikke at falde på halen eller glide på de glatte, ujævne sten. Dét er altså luksus at have sådanne hårdtarbejdende mandfolk med på tur!

Efter at have vandret endnu et par timer i småregnen og med godt fyldte maver (jeg blev nødt til at spænde rygsækken lidt ud efter frokosten), ankom vi som nævnt til Wayllabamba camp klokken halv-fem; denne campingplads lå lige ved siden af Kusichaca-floden, og vi kunne derfor høre vandets brusen, da vi senere lagde os til at sove - hvor idyllisk! Kort efter vores ankomst til camp'en havde de søde portere forberedt en overdådig omgang eftermiddags-snack til os: popcorn, kiks, kakao og te - og ganske kort herefter blev aftensmaden serveret: suppe til forret (det er en generel sydamerikansk ting, tror jeg), "lomo saltado" til hovedret (minder mest af alt om en portion stegt, kinesisk kød-/løg-/grøntsags-ret og smager fortræffeligt), og derudover en pisco-flamberet (han kom endda ind i teltet med den flammende pande) banan til dessert - og nøj, hvor var jeg mæt! Jeg havde troet, jeg ville komme til at sulte en smule på denne tur og havde derfor medbragt en hulens masse "godbidder", men sørme om jeg ikke endte med at blive over-mæt efter alle dagens måltider - I like!

Glad, mæt og tilfreds gik jeg klokken otte ud for at børste mine tænder, krøb i soveposen og sov helt formidabelt (eller, i hvert fald bedre end jeg havde frygtet) og ganske uden at fryse. Amanda og jeg troede, lige da vi lagde os til at sove, at nogen forsøgte at bryde ind i vores telt (vi havde netop fået fortalt skrækhistorier om turister, der i løbet af de sidste uger havde fået stjålet deres værdigenstande, fordi "nogen" havde skåret deres telt op om natten), men det viste sig blot at være vores venlige portere, der gik rundt og checkede, om der var ubudne gæster.

Dag to på Inkastien! Denne dag er kendetegnet som værende den "udfordrende" dag - og jeg må da også indrømme, at det overordnet var en ganske hård omgang. Vi startede som nævnt i 3100 meters højde, og dagens vandring sluttede efter 11 vandrette kilometer på 3500 meter. Dog kom vi i løbet af dagen op i hele 4215 meters højde (stiens første bjergpas), og alle disse meter op og ned blev klaret på lidt over seks timer inklusiv pauser - puha, og jeg der ikke troede, jeg var i ordentlig form!

Vi blev klokken fem vækket af porterne, der "bankede" på vores teltdug og reklamerede med "coca té, coca té"! Da vi åbnede telt-døren, fik vi hver især overrakt en kop dampende varm coca-te brygget på coca-blade, hvilket skulle være et fantastisk middel at vågne op på; som tidligere beskrevet har coca-bladende jo en anti-trættende virkning, men om det gjorde en forskel eller ej, skal jeg ikke kunne sige (for nej, mor, den græs-smagende te er bestemt ikke noget, jeg går hen og bliver afhængig af). Vi pakkede herefter vores sager sammen i taskerne igen (min taske er én, jeg har lejet af Bamba, da min egen er for stor, og jeg desuden helst ser, at den ikke bliver gennemblødt på turen; den taske, jeg har lejet, er dog ikke vanvittigt bekvemmelig for ryggen, så i løbet af de fire dages vandring fik jeg enormt ondt i både skuldre, ryg og lænd!), og morgenmaden blev indtaget i "mad-teltet": boller med marmelade, en stor pandekage med æble-fyld, og selvfølgelig den obligatoriske spand te; vi får te fem gange om dagen, hvilket altså også desværre medfører en ganske fuld blære i løbet af natten..

Da vi begyndte dagens vandring, var det til synet af de smukkeste "hekse-lignende" tågeindhyllede bjerge til både højre og venstre side, og for og bag os - så selv støvregnen og rygsmerterne og de ømme fødder kunne ikke slå mig ud denne idylliske morgen. I løbet af dagen kom vi ikke forbi nogen inka-ruiner, men vi gik gennem det flotteste regnskovs-landskab og kunne konstant se smukke bjerge til alle sider. Efter halvanden times vandring nåede vi til Ayapata (3350 meters højde), som på Quechua-sproget betyder "tre hvide sten".. jeg ved ikke, om det var tågen eller trætheden, men det lykkedes mig i hvert fald ikke at spotte så meget som én hvid sten. Efter at have hvilet ryggen en smule hér, gik turen videre i yderligere halvanden time; til Llulluchapampa (3850 meter), som var en smuk "rasteplads" med en vanvittigt flot udsigt til stiens første bjergpas på den ene side, og en kæmpe gletsjer på den anden. Og efter at have spist et par kiks og et æble, påbegyndte vi turens efter sigende hårdeste strækning: de 400 lodrette meter op til Warmiwañusca ("Dead Woman's Pass"), det første bjergpas på ruten, som desuden var det allerhøjeste punkt. Med andre ord: hvis vi klarede den hertil, var det ned ad bakke herfra! Mange får højdesyge eller bliver på anden måde dårlige på denne halvanden times vandring, men jeg kan kun prise mig lykkelig over, at jeg havde besteget bjerget i Huaraz, som uden tvivl har vænnet mig til at vandre i højderne - for sammenlignet med dét, var Inkastien "et stykke kage"; jeg blev på intet tidspunkt højdesyg og havde ikke brug for synderligt mange "breather"-pauser - så jeg var bestemt positivt overrasket! Måske havde jeg også haft for grumme tanker om rutens hårdhed, men det var da bestemt en bonus, at det var lettere end frygtet..

Da jeg ved 11-tiden nåede "Dead Woman's Pass" (den har fået sit navn efter formen på bjergpasset, som skulle ligne en liggende kvindes profil og bryst - ikke efter en decideret død kvinde, som jeg i første omgang troede), var det med den mest fantastiske følelse i kroppen: jeg klarede det sgu! Herfra var jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skulle klare de forestående strabadser. Udsigten var ligeledes fantastisk: jeg kunne se stien fortsætte ned ad begge sider af bjergryggen, og vi havde endnu engang været voldsomt heldige med vejret: ganske køligt (hvilket kun var en fordel, jeg fik alligevel hurtigt varmen af at vandre), men ingen regn overhovedet - og i perioder bagte solen så vi stegte i heden, men trods alt hellere dét end silende regn.. Efter at have taget et par billeder og indtaget endnu en kiks eller to på toppen, fortsatte vi den sidste halvanden time ned til nattens camp (Pacaymayu), som lå i 3500 meters højde - altså noget af en stejl vandring fra passets 4215 meter. Denne "nedtur" foregik ad en masse stentrapper, og hvor var jeg glad for, at det ikke regnede på daværende tidspunkt, for så ville jeg uden tvivl have faldet på halen mere end én gang. Det var dog ikke rart for hverken knæ eller ryg med den stejle ned-vandring i over en time, men netop dette gjorde det blot endnu federe at ankomme til Pacamayu allerede klokken et, og derefter ikke at behøve at tænke på at skulle hoppe i vandreskoene mere for denne dag.

NETOP som vi havde smidt vores tasker ind i teltene (som selvfølgeligt var opslåede for os, da vi ankom - luksus!) og sat os ind i mad-teltet for at indtage et ualmindeligt tiltrængt frokostmåltid (bestående af en spinat-omelet og en skål suppe til forret, og kylling med grøntsager og couscous til hovedret), begyndte det at regne! Og det stoppede ikke det næste halvandet døgn.. Til tider var det som at høre hagl på teltdugen, så voldsomt regnede det - på andre tidspunkter var det blot støvregn. Men vi kunne vist ikke tillade os at klage, når vi havde været så utroligt heldige med vejret derudover. Efter frokost fik vi os alle en velfortjent lur, og klokken halv-seks blev vi vækket til eftermiddags-snacks, som igen bestod af popcorn, kiks, te og kakao, efterfulgt af endnu et storslået aftensmåltid: endnu en omelet-ting til forret, og derefter suppe og en slags kreativ kød-roulade til hovedret - de holder stadigt standarden højt! Selv ovenpå eftermiddagsluren var det ikke svært at falde i søvn, da jeg igen lå i min sovepose klokken otte; det var lidt koldt i starten, men det var intet min silke-lagenpose ikke kunne klare!

Og så blev det dag tre på Inkastien! Denne dag er kendetegnet som værende den "uforglemmelige", og det er da også den dag, der på regn- og tåge-området bliver sværest at glemme; det regnede nemlig konstant denne tredje dag, og da jeg først var blevet gennemblødt (når først det øser ned, hjælper de fine, dyre regnslag altså ikke voldsomt), blev jeg ikke tør igen, selvom regnen heldigvis aftog til støv- af og til. Selvom man til tider ikke kunne se længere end en meter, var der dog noget enormt fascinerende ved tåge-landskabet, der udfoldede sig på alle sider af mig: jeg kunne sommetider ane omridset af et bjerg eller høre lyden af en rislende flod i nærheden, og selvom jeg var kold og våd og lidt træt af vejret, var det som om, alle sanserne blev skærpet, og jeg må indrømme, at jeg nød denne regnfulde dag mindst lige så meget som alle de andre - jeg fik endda sneget mit kamera ud af og til, så I kan selv få et kig på den smukke tåge. I hvert fald kunne tåge og regn ikke slå mig ud, for jeg var på Inkastien!

Vi blev igen vækket af porterne med coca-te i soveposerne klokken fem, og efter at have åbnet øjnene langsomt og pakket taskerne sammen, fik vi igen et ganske fortrinligt morgenmåltid i mad-teltet. Denne tredje dag var den længste, både tids- og afstands-mæssigt: vi vandrede i alt i ni timer inklusiv pauser (og selvfølgelig lige på denne regnfulde dag), og turen var på 16 kilometer. Vi startede i 3500 meters højde og endte på 2700 meter, dog først efter at have passeret stiens sidste to bjergpas på hhv. 3950 meter og 3670 meter. Det første pas nåede vi allerede efter halvanden times stejl regnvejrs-vandring, men desværre kunne vi ikke se alverden fra hverken dette eller det tredje pas. Vi kom i løbet af dagen forbi hele fire inka-ruiner (lidt ærgerligt på en regnvejrsdag), og det lykkedes mig da at fange et par billeder af dem alle i de få sekunder, jeg turde hive mit kamera frem fra de tre plasticposer, jeg havde pakket det ind i; ruinerne havde følgende navne: Runkurakay (3800 meter), Sayaqmarka (3600 meter), Phuyupatamarka (3600 meter) og Intipata (2850 meter) - de sidste to var uden tvivl de mest imponerende og tilmed største, og Sonia var endnu engang god til at fortælle os spændende baggrundshistorier om alle ruinerne og om inkaerne generelt. Efter at have passeret Sayaqmarka befandt vi os på den helt originale Inkasti, som de berømte inkaer selv betrådte på deres færd til Machu Picchu; hidtil havde vi ganske vist vandret på den "rigtige" rute, men selve stenene, vi gik på, er blevet lagt efterfølgende, fordi lamaer, heste og får har ødelagt den oprindelige sti. Men det sidste døgns vandring foregik altså på disse ældgamle sten, og de var endda langt lettere at vandre på, selvom regnen selvfølgelig gjorde det hele væsentligt sværere og noget mere langsommeligt..

Udover de fire ruiner kom vi igennem to originale inka-tunneller, som helt tilbage til deres tid har været en del af den oprindelige Inkasti. De var ikke specielt lange (dog ret mørke og stejle), men det var fedt med lidt afveksling fra de mange glatte stentrapper, og desuden et godt ly for regnen. Desuden gik vi hele dagen i regnskoven, og havde vi ikke været beskyttet af træerne, var vi sikkert blevet totalt gennemblødte efter få timer.

Vi stoppede allerede klokken lidt i elleve for at få frokost, dette foregik ved Chaquiqocha, og dagens menu bestod af en kartoffel-/grøntsags-roulade (så lækkert!), en skål suppe (jeg takkede nej, da suppe er ved at stå mig langt ud af halsen - jeg er i forvejen ikke fan, så det hjalp ikke at skulle slubre det i sig to gange dagligt), og små kyllinge-"roulader" med hvede-gryn, pastasalat og kartoffel-/feta-mix til hovedret; igen tager jeg hatten af for, at vores kok kunne tilberede så storslåede måltider med så simple midler.. Efter frokost gik turen videre, og vi havde yderligere fire timers vandring tilbage denne dag. Dagens strækning var ikke så fysisk krævende som den forrige dags mht. højde og "stejlhed", men jeg fik dog kun mere og mere ondt i skuldre, lænd og fødder, hvilket næsten gjorde vandringen endnu hårdere. Dog hjalp omgivelserne gevaldigt på regnens medførte surhed, da vi hele dagen vandrede igennem den smukkeste regnskov, som bestemt ikke blev mindre smuk af at være indhyllet i tåge og dis.

Dagens sidste strækning på 2½ time bliver i folkemunde kaldet "The Gringo Killer", da disse glatte, stejle, oprindelige trappetrin bestemt ikke er skånsomme for knæene! Det, der hjalp på at holde gejsten oppe, var dog tanken om, at vi for enden af alle disse mosbefængte trapper ville nå nattens camp: Wiñay Wayna, som lå placeret med en fantastisk udsigt til Urubamba River og Machu Picchu Mountain, som det vist lykkedes mig at få et billede af imellem alle skyerne og tågen. Nu var vi tæt på!! Jeg endte med at droppe eftermiddags-snack'en, da min ømme krop på dette tidspunkt mest af alt bare trængte til en pause fra regnen og en lun sovepose at flade ud i.. Aftensmaden blev på denne tredje dag serveret allerede klokken seks, da vi efterfølgende havde en stor og lang dag foran os: det sidste stræk til Machu Picchu! Til dessert fik vi.. en kage! Spørg mig ikke, hvordan de har lavet den uden brug af en ovn, men med den mad, vi havde indtaget i løbet af de sidste tre dage, var der efterhånden intet, der kunne overraske mig med hensyn til kokkens kunnen - huen af for det!

Og SÅ blev det dagen, jeg i så mange måneder havde set frem til! Dagen, hvor jeg for første gang fik muligheden for at beskue Inkaernes Forsvundne By, Machu Picchu! Dagens vandring var bestemt en mindre mundfuld end de forrige, da vi denne dag blot vandrede fra 2700 meters højde til 2400 meter, stort set i ét stræk uden de store op-og-ned-ture; en tur på blot 6 kilometer..

Vi blev vækket klokken tre om morgenen (dette hedder nu engang stadig "nat" i mit trætte hoveds terminologi) til turens allersidste kop ny-brygget coca-te - igen skal jeg ikke kunne sige, om det har hjulpet mig til at åbne øjnene hurtigere. Det havde regnet hele natten, uden så meget som et øjebliks pause, men da jeg stak hovedet ud af teltet denne mørke morgen, var der ikke så meget som en dråbe, der ramte mit halvvågne hoved - og sådan viste det sig at fortsætte hele morgenen; hvor heldige havde vi lov at være!? De første 2½ timer af denne tidlige morgen blev dog ikke brugt på vandring, selvom jeg nu var ganske ivrig efter at komme afsted, da jeg først havde forladt min trygge sovepose - nej, vi brugte dem i stedet på at sidde og vente ved et check-point, der lå under ti minutters gang fra vores camp.. Grunden til, at vi skulle sidde og vente og fryse i disse timer, var, ifølge den kære Sonia, at det altid var et kæmpe plus at komme først i køen af de mange andre turgrupper, der stod lige så tidligt op for at nå at få en plads forrest i denne selv samme kø. Det viste sig da også, at ingen af de mange andre turgrupper (over ti, vil jeg skyde på, og alle bestående af mere end tre personer) havde fået nosset sig sammen til at forlade deres trygge soveposer så hurtigt som os, så fik ganske vist de allerforreste pladser i køen - og fik desuden lov at sidde og vente mindst en halv time længere end alle de andre.. Dét blev vi dog glade for senere!

Da check-pointet åbnede klokken 5:30 (og spørg mig ikke, hvorfor de ikke åbner før, så de morgenfriske (læs: OS!) kunne undgå at fryse bagenden i laser i to fulde timer), blev vores lille gruppe på fire (gudskelov at vi ikke skulle vente på fem morgensure trunter, der ikke kunne snøvle sig ud af deres telt) lukket ind på den absolut sidste strækning af Inkastien! Vi var alle (alt for) friske så tidligt på dagen, så denne første strækning, der normalt plejer at tage folk hele 80 minutter at gennemføre/gennemgå/gennemløbe, endte vi med at klare på blot 50 minutter og ankom kun ganske kort efter solopgang. Vores første stop hed nok så passende Inti Punku, hvilket på gammelt Inka-sprog betyder "sol-porten", og var vi ankommet blot få minutter tidligere, havde vi måske været heldige nok til at se en ellers ret så overskyet solopgang. Dog ankom vi som de allerførste (på nær én eller to sprintere) til denne sol-port, og i ganske få minutter havde vi en skyfri udsigt over det, der fra denne afstand mest af alt lignede en bunke sten med et stort træ i midten: Machu Picchu! Ganske kort efter, og væsentligt før størstedelen af de andre turgrupper ankom, blev hele dette scenarie dog dækket af truende skyer, og havde vi ikke stået forrest i morgenens kø, havde vi højst sandsynligt ikke været så heldige med dagens første syn af den by, der nu ikke virkede nær så forsvunden.

Efter sol-porten var der yderligere 40 minutters vandring (ned ad bakke, gudskelov) til vi nåede indgangen til det område, der kaldes Machu Picchu - og det var totalt overskyet på hele denne strækning, så jeg skåner jer for videre beskrivelser. Dog skal det med, at jeg, efter at være blevet lukket ind på området (og havde afleveret min store taske til opbevaring, da det, heldigvis, ikke var tilladt at medbringe tasker - min ryg jublede!!), fik et stempel i mit pas med et billede af Machu Picchu, som nu kan bidrage til min 21 sider store samling af pas-stempler indenfor de sidste fire år..

Nu var vi endelig på det område, som I alle garanteret har set billeder af forinden - det var en sælsom følelse, og jeg er overordentlig glad for at have brugt tre fulde dage på at vandre dertil, for jeg er overbevist om, at dette fik mig til at værdsætte synet, der mødte mig, i langt højere grad. Den første time eller to var der stadig overskyet med støvregn i perioder, men efter vi havde fået en to timer lang guidet tur (med Sonia som guide, og hun mistede bestemt ingen af de mange points, hun i forvejen havde fået i min bog), klarede det op, og solen bagte (næsten for meget!) resten af den tid, vi havde på området - det lykkedes os dermed at få det velkendte, postkortlignende, skyfri, storslåede og helt igennem mundlammende billede af Inkaernes Forsvundne By - dette bliver taget ved "Hut of the Caretaker of the Fuerary Rock"… Følelsen af endelig at stå der, lige dér, efter at have set frem til denne dag i over et halvt år, og at have udstået diverse prøvelser (okay, SÅ slemt var det ganske vist ikke) de forrige fire dage, var intet mindre end ubeskrivelig! Desværre fik vi på intet tidspunkt hele underværket til os selv, men jeg er lykkelig over, at vi kom på en lavsæson-dag, så vi trods alt havde mulighed for at få et billede af herligheden uden et væld af poserende turister i baggrunden. Vi havde lidt over to timer til at udforske byen på egen hånd, og blot ti minutter efter vi havde forladt området, begyndte det at regne, og det stoppede ikke igen.. Snak lige om held!?

I vores "fritid" gik Amanda og jeg en lille times tur til en omtalt "Inka-bro", som herefter bestemt ikke behøver at blive omtalt yderligere - jeg vil dog berige jer med et helt ubeskriveligt (i bogstaveligste forstand) billede af denne "ældgamle skat", som mine ømme ben udstod at vade op til.. Efter denne berigende oplevelse gik turen tilbage til Machu Picchu, og jeg fik på lidt over en time set hver en del af denne by; jeg nævner delene i kronologisk rækkefølge men forventer ikke, at I forstår en brik af, hvad det dækker over: jeg startede med en lille smuttur til "Sol-templet", som udover at være en cirkulær bygning ikke havde den store tilknytning til solen i mine øjne; herefter tog jeg en sidetur til "Den Kongelige Grav", som til min intetanende skuffelse ikke indeholdt nogen mumier, hvilket flere guidebøger ellers omtaler; herefter slentrede jeg over til "de 16 ceremonielle bade", som er (you guessed it) seksten bade, der i sin tid blev brugt til guddommelig rensning af kroppen - de er bygget i seksten forskellige niveauer, hvor det øverste bad selvsagt var tættest på guddommeligheden og den ultimative renselse; efter selv at have plasket en håndfuld helligt vand i hovedet, gik jeg op på en centralt placeret bakke, kaldet Intihuatana, hvorfra jeg fik et smukt udsyn over hele byen i en 360 graders panorama-vinkel. Herfra kunne jeg også se hele Wayna Picchu-bjerget, som på inka-sprog betyder "ungt bjerg" i modsætning til Machu Picchu: "gammelt bjerg" - så fik I også dén med; og den sidste del af min fredsommelige slentretur gik gennem Machu Picchus beboelses- og industrielle kvarter, hvor inkaerne i sin tid, selvsagt, boede og arbejdede; mit allersidste stop var "Temple of the Condor", som bestemt ikke lignede et tempel mere - men hvis jeg brugte absolut alle dele af min hjerne og al min kreativitet, kunne jeg da måske godt forestille mig en indgravering i gulvet, der kunne ligne en stor fugl med et ualmindeligt lille hoved.. De arkæologer må have noget af en fantasi, eller også fryder de sig bare over os uforstående og uindviede turister, der går og vender og drejer os og kigger op og ned og ind og ud for at få en enkelt sten til at ligne en fugl - nu kan I jo selv bedømme, om det er min fantasi, der er noget galt med.

Efter vores to timers fritid på området følte jeg, at jeg med rette kunne sige, at jeg NU havde besøgt Machu Picchu - og hvor havde jeg været heldig med vejret og alle andre forhold! Jeg kunne på ingen måde have ønsket mig en mere vejrmæssig vellykket tur, og dette skyldte jeg også Sonia, vores kok og portere end kæmpe tak for. Sammen med Amanda og Miguel, som også begge var begejstrede over vores held, tog jeg to busser ned ad bjerget (vi blev nødt til at skifte bus, da der ganske få dage forinden havde været et kæmpemæssigt stenskred på vejen, nok det største jeg nogensinde har set) til den lille, turistede landsby ved navn Aguas Calientes (= "varmt vand"; og der var da også varme, termiske bade i byen, som man kunne have afslappet sine ømme benmuskler i, hvis man ellers ville ofre skillingerne på det). Hér blev vi mødt af Sonia, der tog os med på en bar ved navn Machu Pisco, hvor vi tilbragte de næste to timer, indtil vores forudbookede og -betalte tog tilbage til Ollantaytambo afgik klokken lidt i fire. Togbilletten alene kostede hele 54 amerikanske dollars, og turen varede ikke mere end halvanden time - hvor er jeg glad for, at denne var inkluderede i vores forvejen høje pakke-pris, for ellers havde jeg nok foretrukket en taxa! Togturen var dog ganske fin, og udsigten til de bjerge, vi i de forrige fire dage havde vandret rundt i, var fantastisk. Jeg begyndte nu at få den gode, velkendte "jeg gjorde det!"-følelse i maven, og det var en voldsomt mærkelig tanke, at jeg nu havde overstået højdepunktet på min sydamerikanske rejse - dog står der stadig en masse highlights på programmet!

På togstationen i Ollantaytambo blev vi hentet af en minivan, der kørte os tilbage til Cuzco - med ankomst klokken halv-otte; nøj, hvor var jeg smadret! Mine ben kunne jeg knapt nok strække ud efter at have siddet ned så længe, og min ryg skreg efter at komme af med den upassende taske, den havde slæbt rundt på i fire hele dage. Vi skyndte os da også hen til Milhouse Backpackers, hvor vi fik afleveret de udlånte tasker og hentet vores egne - og så gik turen over på den anden side af gaden, tilbage til Inka Hostel, hvis seng jeg havde set frem til de sidste tre nætter! Jeg orkede ingenting og ville helst af alt bare krybe under dynen, men jeg fik dog taget mig sammen til at pakke det meste af min taske, at gå ud i byen og købe tre grillspyd fra en gadesælger-dame, og SÅ stod den på CSI i TV, indtil jeg ikke længere kunne holde øjnene åbne.. Hvilket eventyr det havde været! Hvilket eventyr..

I dag stod jeg op klokken halv-ni, pakkede resten af min taske, udstrak mine enormt ømme muskler, og vi checkede ud klokken ti. Dagen har bestemt været stille og rolig, ikke mindst fordi dette endnu engang er en søndag i en sydamerikansk by: ALT er lukket! Det lykkedes mig dog at finde en åben vasketøjs-biks, så jeg kunne få renset mit beskidte vandretøj, og derudover har dagen stået på afslapning, udfladning og opdatering-med-omverdenen.

I aften tager vi en natbus til Puerto Maldonado, en by i det sydøstlige Peru, som ligger ude i Amazonas - så kan dét nemlig også krydses af listen! Fra Puerto Maldonado tager vi på en fire-dages fugtig, klam, varm og forhåbentlig begivenhedsrig jungle-tur; fra den ene yderlighed til den anden! Nyd Machu Picchu-billederne, og:

- So long!