Profile
Blog
Photos
Videos
Stockholms undergrundsbane - Tunnelbana - er boret gennem den hårde skandinaviske granit - og udsmykket med kolossale vægmalerier, skulpturer, installationer, relieffer, mosaikker og indskrifter. Her kan den kunstinteresserede få en hel dag til at gå nede.
Verdens længste kunstgalleri findes i Stockholm - langt nede under jorden og på en strækning på godt 50 kilometer. I den svenske hovedstads undergrundsbane, der er boret gennem den skandinaviske granit - eller Tunnelbana, som den hedder på svensk.
Hvor andre metroer oftest er nogle, man skal hurtigt ned i og hurtigt ud af igen, er Stockholms indbydende. 90 af de 110 stationer i metroen i Stockholm er udsmykket med kunst - enten med installationer, skulpturer, billeder, mosaikker, indskrifter eller relieffer. De fleste steder dog som enorme vægmalerier på den næsten frygtindgydende granit. Man fyldes med beundring over, at der er blevet boret 62 kilometer tunnel gennem Stockholms undergrund - ud af de i alt 143 kilometer bane.
Metroer har det med at være kedelige - med lysstofrør, kakler på væggene og reklamer, der står i skarp kontrast til den nogle steder tyste andre steder overtravle stemning, der er i en undergrundsbane.
Hver station i Stockholm kan dog ses som et kunstobjekt, og på de blå baner - linie 10 og 11 fra Hjulsta og Akala til Kungsträdsgården i Stockholms centrum - ligger de som perler på en snor. Om sommeren arrangerer Storstockholms Lokaltrafik (SL) guidede rundvisninger, men man kan også blot selv købe en billet og gå på opdagelse i kunstværkerne fra station til station.
Et godt udgangspunkt er T-centralen, hvor det hele begyndte for 60 år siden, da Stockholm udskrev en konkurrence. Her krydser banerne hinanden i flere etager. På den øverste og nederste etage finder man smukke kakler og vægrelieffer, og på den mellemste ser man dekorative blå ranker, blomster og silhouetter af de bygningsarbejdere, der knoklede for at få hul igennem til banen. I en lang forbindelsesgang vises skiftende særudstillinger.
Endestationen Kungsträdgården er en af de mest interessante. Den er udsmykket med planter fra en barokhave og klassiske statuer af kunstneren Ulrik Samuelson i 1977, har grønne vægge og mønstre på perrongulvene med linjer, der fører ud til togenes døre. Og turen ned til stationen med de rullende trapper går forbi et mønster af hvide og sorte klavertangenter.
I Station Rådhuset har man følelsen af at befinde sig i en rigtig klippehule med rødbrun bemaling på granitloftet og arkaiske søjlekonstruktioner. Værket spiller på Rådhusets beliggenhed på øen Kungsholmen, som første gang var beboet af franciskanermunke fra midten af 1500-tallet. Miljøet er også udpræget middelalder-agtigt.
Lidt længere i forstæderne, i Solna Centrum, er granitten knaldrød med et maleri af svenske grønne nåleskove som en kontrast til den menneskeskabte betonverden, der ligger over stationen. Kunstnerne Karl Olov Björk og Anders Åbergs værk stammer fra 1975 og er nok det mest politiske statement i hele Stockholms undergrundssystem. Det godt en kilometer lange værk er ment som en kommentar til den måde, menneskene behandler den vilde natur på.
Æstetisk topper nok Stadion med en underjordisk regnbue på en lyseblå baggrund. Og Universitetet er udsmykket af en af de få ikke-svenske kunstnere, der har bidraget til dette store galleri: Belgieren Francoise Schein, der med bogstaver på 12 store paneler beskriver den svenske videnskabsmand Carl von Linnés rejser rundt omkring i Østersøområdet.
Man kan sagtens få en helt dag til at gå nede under jorden i Stockholm - men på et tidspunkt har man bare et stærkt behov for at komme op og indånde frisk luft og se dagslyset igen.
Almindelige billetter til Stockholms Tunnelbana kan købes via en app på din smartphone.
Rundvisninger tirsdage, torsdage og lørdage klokken 15 juni til august. Mødested: Sergels Torg ved station T-Centralen i Stockholm (status 2017). Rundvisningen er gratis - man skal blot købe en enkeltbillet til Tunnelbana. Der kræves ikke forhåndstilmelding.
(Artikel fra Flensborg Avis september 2017)
- comments