Lille by med for stort et navn

Alene navnet emmer af finkultur: Deutsches National Theater i hjertet af Weimar. Men det er en facade. En stor Mercedes, der bare skal vises frem.

Mens der udefra er store forventninger til byen som selve symbolet på tysk ånds- og kulturliv, er 95 procent af indbyggerne almindelige mennesker, der ligeså godt kunne leve i nabobyen Erfurt - eller Flensborg ved den danske grænse.

De interesserer sig mere for, om byen nu får lappet gaderne efter en lang vinter, og om der er penge nok til børnehaverne, end om der nu kommer en japansk ballet til byen, eller hvordan Faust sættes op på den lokale scene.

Da Weimar i 1999 blev udvalgt til europæisk kulturby, var byens indbyggere splittede og dobbelttydige.

Byens Bauhaus-universitet en meningsmåling, hvor 63 procent af de adspurgte regnede med at få ulemper ud af kulturbyåret. De var bange for, at priserne på restauranter og i foretninger skulle stige.

Dengang kom generalsekretæren for Kulturstadt GmbH på kant med byens borgere og senere også byrådet. Et massivt flertal i byrådet nedlagde forbud mod en planlangt installation på byens Rollplatz, hvor pæle i forskellig højde og farve skulle skabe kontrast til de historiske omgivelser.

Hjernen bag installationen var den franske kunstner, Daniel Buren, men 16.000 underskrifter hentet blandt Weimars godt 60.000 indbyggere fik sat en stopper for projektet. Byrådet turde simpelthen ikke sidde folkets stemme overhørig.

I den lokale presse blev bragt falske computersimulationer, og det var med til at sætte folkestemningen i gang.

Det skyldes dog næppe, at Weimar skulle være specielt provinsiel. Daniel Buren har også fået stoppet et af sine projekter i Paris.

Bauhaus mobbet ud

I 1925 blev Walter Gropius' berømte Bauhaus også mobbet ud af byen. Skolen blev stiftet i 1919 og gjorde Weimar til et internationalt centrum for moderne design og arkitektur. Institutionen var med sin liberale indstilling til alle livets facetter en torn i øjet på både småborgerskab og det bedre borgerskab.

Skolen flyttede frivilligt til den mere venligt sindede by, Dessau.

I de tidligere Bauhaus-bygninger blev der i stedet for indrettet en ganske traditionel højskole for håndværk og byggekunst, men efter den tyske genforening har rektor Gerd Zimmermann arbejdet på at få den gamle pionerånd under Walter Gropius tilbage.

Provins og elite

Konflikten mellem det provinsielle og det elitære er typisk for byen. Samtidig med, at Deutsches National Theater - det gamle hofteater, der havde sin storhedstid under Goethes ledelse - skal tilfredsstille byens egne borgere med lettilgængelige opsætninger, holder kultur-anmelderne fra de store tyske aviser et vågent øje med byen. Og de er kræsne.

Kulturredaktøren fra Frankfurter Allgemeine gik engang en tur igennem Weimar klokken otte om aftenen og opdagede til sin forbavselse, at hele småborgerskabet sad bag nedrullede gardiner og så fjernsyn. Han havde regnet med, der var et kulturelt liv som i større tyske byer.

Weimar skal leve op til noget, den slet ikke kan leve op til. Weimar er så lille, men har så stort et navn. Den er blevet en myte. Byen har et udbud af kultur, der dimensioneret til en by med 400.000 indbyggere.

Et væld af koncerter

Men alt dette skal bestemt ikke afskrække fra et besøg i byen. Den er overskuelig, lille og rolig. De store seværdigheder er de gamle huse, hvor digterne Schiller og Goethe boede, da de udfoldede deres begavelser i Weimar.

Byens syv store kulturinstitutioner er Bauhaus-universitetet, Staatskapelle Weimar, Deutsches National Theater, Gedänkstätte Buchenwald, Kunstsammlungen zu Weimar, Stiftung Weimarer Klassik og Franz Liszt Hochschule für Musik.

Ustandseligt har Weimar tiltrukket avantgardistiske kunstnere, der påberåbte sig byens traditioner, ligesom nazisterne og kommunisterne forsøgte at optræde som arvtagere.

Bauhaus-universitetet har en lang række projekter inden for kunsthåndværk og arkitektur - projekter der åbnes for offentligheden. Den totalt renoverede Franz Liszt Hochschule für Musik arrangerer et væld af koncerter med fokus på den romantiske klavervirtuos, der har givet skolen sit navn, ligesom også Johann Sebastian Bach har en fremtrædende plads i koncertprogrammet.

Modsætningerne

Modsætningerne mellem stor ånd og brutal magt i tysk historie vises for eksempel frem på frilufts-plancher på gaderne rundt om i byen.

Her bliver man mindet om Goethe, Schiller, Cranach, Bach, Liszt, Herder, Nietzsche, Strauss, Gropius og alle dem, der har bidraget til den usædvanlige koncentration af tysk og europæisk kulturhistorie.

Men også om byen, der lagde navn til det første kortlivede, tyske demokrati, den repulik, der blev udråbt i 1919 og afløst af diktatur i 1933. På højdedraget Ettersberg lidt uden for Weimar ligger resterne af den nazistiske koncentrationslejr Buchenwald. Her omkom 56.000 mennesker, inden russerne i 1945 overtog stedet og lod lejren fortsætte i sin oprindelige funktion fem år endnu. Goethe og Buchenwald udgør to poler.

Weimar huser også et af de mest monumentale eksempler på nazistisk arkitektur, der endnu eksisterer: Det såkaldte Gauforum, der i dag ligger som et kæmpe fremmedlegeme midt i byen.

Weimar satser på gæster, der kommer for fordybelsen. De turister, der kommer en halv dag for at se Goethe-huset og skylle en pølse ned med en cola, er ikke dem, byens turistforvaltning går efter. De fleste kommer da også for at snuse til byens ånd, og det kan sagtens tage flere dage.

Hvert år gæster et par millioner turister byen.

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)