Tæer lever et usselt liv. Man forstår, når de svarer igen. Det er kun et naturligt gengældelsesangreb, når de med deres særlige lugt går til angreb på vore lugteorganer.

De stakler vil jo blot ud i fri luft. Ud og luftes ligesom alle andre legemsdele får lyst til det i ny og næ.

Masser af sure tæer bliver sommeren igennem sluppet løs i vadehavet i Slesvig-Holsten. Fra Lüttmoorsiel til halligen Nordstrandischmoor har mangt en mishandlet fod jokket igennem smat og over sandorme og deres kunstneriske afføring, der ligger som små spiraler på sandbunden.

PH-værdien på denne uautoriserede strækning må have nogle ekstraordinært høje udsving i sommerhalvåret, når turister - lokale som dem langvejs fra - tager på vadehavsvandring til den lille hallig, der på dansk hedder Nordstrand Mor og på frisisk Lätj Möör. Men hvad - Vadehavet klarer jo den forurening, der er meget værre.

Mange gæster tager turen derover selv - dog ved at følge i hælene på en af de autoriserede guider, der kender til tidevandets farer

Velgørende bund

En af dem er Elfriede Wulff, der på en dag med sol på en blå himmel tog vores gruppe med gennem den velgørende vadehavsbund. Der var både en ungkarl, en familie med fire krudtugler, en præst, et par bestyrelsesmedlemmer i den lokale kulturforening, et ægtepar med en voksen datter og en journalist med i gruppen.

- Vel får jeg en skilling for at guide gæster vej gennem vadehavet, men jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt. Vadehavet er en anden verden end den, de besøgende er vant til, og de møder altid med en spørgelyst og et åbent sind, siger Elfriede Wulff - der har været vadehavsguide i 25 år.

Da vandet er trukket væk fra kysten, er der afgang fra Lüttmoorsiel ved det fremskudte dige i den tidligere Nordstrand Bugt. Det går over pril og sten, men med små skridt. Vandet når nogle steder siadig til anklerne, bunden er glat, og tager man ikke små skridt, kan man hurtigt ligge på rumpen, advarer Elfriede Wulff.

En pril er en tidevandsrende i vadehavet.

Farisæer eller frikadelle

- Priler med ringe mængder vand er ganske ufarlige, men det kan hurtigt ændre sig. Ude på det fri vadehav kan vandet flyde med op til to kilometer i timen, og i skibsrenderne når det en hastighed på over syv kilometer i timen, fortæller Elfriede Wulff.

Det lyder måske ikke så faretruende, som det i virkeligheden kan være. Men det sætter det i relief, at vores tur til Nordstrandischmoor begynder klokken 14.30 denne sommerdag, og først et par timer senere kan vi eventyrlystne søndagsturister sætte os til rette på den lille halligkro og bestille en farisæer eller en frikadelle.

En farisæer er en drik i Nordfrisland. Det siges at være opfundet i 1900-tallet på Nordstrand. Drikken består af kaffe eller te med sukker og rom. Rom er gemt under flødeskum, så den daværende pietistiske præst på øen ikke kunne lugte, at menigheden drikker spiritus. Ved et bryllup eller en barnedåb fik præsten en kop, som ikke var tiltænkt ham og udbrød: I farisæere!

Fire varfter og fem huse er der på Nordstrandischmoor. Cirka 27 mennesker bor her på 175 hektar. Tysklands mindste skole ligger her og har kun et par elever. Her er ingen kirke. Guds nærmeste hus ligger i Odenbøl på Nordstrand, så halligboerne må en tur til fastlandet, hvis de vil bede om godt vejr - og i øvrigt have deres nadver. Nogle gange holder præsten fra Odenbøl dog også gudstjenester i skolens klasseværelse.

Der har været en kirke engang. Lidt neden for Amalienvarft lå øens første kirke, som i 1717 blev ødelagt af en stormflod. Den blev genopbygget, men allerede lagt i ruiner af en stormflod kort efter igen - og så igen.

Til sidst opgav halligboerne ævred. Naturens kræfter var stærkere end kirkens kraft. Efter sigende fik kirkegården dødsstødet i 1926. Man kunne ikke få kisten ned, og hele gravfølget måtte stå på den for at få den presset i jorden. Men der går mange vilde historier herovre, og ikke alle lader sig verificere.

Der ligger dog stadig en kirkegård midt på en eng omgivet af en bred grøft, der er til, så mosejorden kan holdes tør. Kirkegården er fredet, og der er ingen gravsten - kun flade mamortavler, som ikke blier ødelagt, når der er "Landunter".

- Men folk dør jo ikke kun herovre - der bliver også født børn, ler Elfriede Wulff.

Tid ingen mangelvare

Tid er der nok af. Også til at kigge i modekataloger. Halligboerne er flittige brugere af nettet.

- Tro ikke, at damerne på halligerne går på tøjindkøb i Husum. Det klarer de naturligvis online, og hvis størrelsen ikke er den rigtige, så må posten tage pakken med retur, siger Elfriede Wulff.

Postbudet hedder Gliencke, og en gang om ugen tager han turen videre til halligen Südfall, hvor der blot bor en enkelt familie. Når halligboerne skal den anen vej - ind til fastlandet - er det på skinner, det foregår. I et rigtigt Olsen-Banden-tog. En smalsporet jernbane løber snorlige gennem Vadehavet, på sikker ballast af skærver ligesom rigtige tog.

Hver familie på Nordstrandischmoor har deres eget lille lokomotiv eller dræsine, lore hedder et sådant køretøj på tysk. Banedæmingen kom i 1934 og ejes af Wasserwirtschaftsamt Husum. På halligen og ved Lüttmoorsiel ligger de to banegårde, og der er sågar et krydsningsspor på strækningen.

Lige noget for banenørder, men trafikken på skinnerne er ikke offentlig. Vil man op at køre som Egon, Kjeld og Benny, så skal man kende nogle af de lokale - eller indlogere sig på halligen og bede om transport.

Nøjsomhed

Nøjsomheden trives godt på Nordstrandischmoor. Indtil begyndelsen af 1960erne var der hverken strøm eller rindende vand på øen. Det er der dog i dag, og man smiler, når man hører, at vandet leveres af vandværket i Oversø syd for Flensborg.

- Mange tror sikkert, at børnene på halligen sidder og hænger foran fjernsyn eller computer. Det gør de ikke. Jeg har aldrig mødt børn fra Nordstrandischmoor, der keder sig, siger Elfriede Wulff.

Det gjorde de unger, vi havde med i folden, sandelig heller ikke. Der blev kastet med smat, gravet efter orm og krabber og rangeret med dræsinevogne på banegården på Nordstrandischmoor.

Turen tilbage gik hurtigere end turen ud - det er åbenbart en naturlov. Ved diget på fastlandet står en bruser klar til at skylle smatten af fødderne. Og så var det atter tilbage i strømpen og skoen, tilbage til den kedelige civilisation, hvor det allerhøjst er et brusebad i ny og næ, der giver anledning til lidt spræl.

´

FAKTA OM TUREN

• Nordstrandischmoor var oprindelig en del af øen Alt-Nordstrand. Da stormfloden i 1634 rev denne ø fra hinanden, opstod Nordstrandischmoor.

• Ind til da havde denne højmose, også kaldet den udyrkede mose, været ubeboet.

• Halligboerne lever af landbrug, turisme, kystsikring og undervisning.

• Det tilrådes at tage en guide med på en vadehavsvandring, da man som udefra kommende turist aldrig helt kinder vadehavets luner og farer. Elfriede Wulff kan kontaktes på telefon +49 (0) 4671 6799

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)