Man har ret, hvis man siger, Bruxelles er grim. Man har også ret, hvis man siger, byen er smuk. I Belgiens og Europas hovedstad kan man se det, man vil se.

Der findes et vægtigt argument for, at EU-bureaukrater skal have en fed løn: Bruxelles.

Underforstået: Den belgiske hovedstad er så grim, at det bør give lidt ekstra i tegnedrengen at skulle have sin daglige dont her.

Men det er ligesom meget andet i tilværelsen kun en halv sandhed.

Vil man overbevise de europæiske skatteydere om, at et klækkeligt ulempetillæg vitterligt er nødvendigt som EU-bureaukrat, skal man som embedsmænd tage dem med ud til Europa-kvarteret. Her tårner moderne stål og glas sig op ved siden af bygninger, der ikke adskiller sig ret meget fra den stalinistiske arkitektur i Moskva eller Østberlin.

Samtidig har Belgien en lemfældig måde at kradse ejendomsskatter hjem på. Der afregnes nemlig kun, når husene er i brug.

Ergo: Det kan betale sig at lade huse stå og forfalde, indtil de er klar til nedrivning.

Det var den første halvdel af sandheden.

Den anden og pænere del af sandheden findes i de snævre gyder omkring barokken på Grande Place (flamsk: Grote Markt) i hjertet af byen. Og i al den jugendstil (art nouveau), som Bruxelles er så rig på. Og i de mange restauranter, der jo skal til i eurokraternes by for at retfærdiggøre diæter, repræsentationsudgifter og begrebet »arbejdsfrokoster«.

Hallucinationer

Nyd for eksempel en middag i »De ultieme hallucinatie« (den ultimative hallucination) - en speciel café-bistro i jugendstil, der er mødested for den flamsktalende del i Bruxelles.

Eller tag ind på »Les Salons de l'Atalaide«, hvor den psykedeliske musik fra højttalernes passer godt ind i et interiør fra hippiernes østen.

Der er sjældent langt til den belgiske nationalspise pommes frites med mayonaise - eller patate som flamlænderne kalder pommes frites. Og skyld det ned med en Verboden Vrucht eller en Duvel - den sidste er mere grød end øl. Belgien har over 450 ølmærker.

Urenset spildevand

Den lille statue Manneken Pis adskiller sig ikke ret meget fra den øvrige million, der holder til i Bruxelles - cirka en femtedel er suget til byen fra det ganske Europa.

Det, der kommer ud af den lille mands vedhæng, ryger urenset ud i naturen ligesom resten af Bruxelles' spildevand.

EUs spildevands-direktiv har eksisteret i syv år. En af de byer, der endnu ikke har taget det alvorligt, er Bruxelles. En rigtig stinker.

Men virkeligheden kan jo fortrænges - eller relativeres med Magrittes surrealistiske chok-effekter i Det kongelige Kunstmuseum, der er et af Europas fineste moderne museer. Her er Dali, Delvaux, Picasso og en håndfuld billeder af Asger Jorn, der fandt sin vej til Bruxelles gennem kunstner-syndikatet Cobra.

Det kongelige Kunstmuseum er kolossalt. Fra kælderen til de øverste etager med Louis Davids kendte »Den døende Marat« kører elevatorer med plads til hver 50 mennesker.

Gode til tegneserier

Noget af det største, belgierne har frembragt, er tegnserierne: Tintin, Lucky Luke, Bill og Boule og... Man kan hilse på dem alle sammen i tegneseriecentret ti minutters gang fra Grand Place.

Og hvis man endelig har lyst til se, hvad der er bag alle de nye glasfacader i det europæiske kvarter, er der rundvisning i Europaparlamentet.

Alt andet er lukket land, medmindre man har en god ven i systemet. Og har man det, kan man blive meget klogere - så længe man lover, at alt det, de fortæller, ikke kommer til at stå i avisen.

Embedsmænd, lobbyister og parlamentarikere vil gerne være med til at gøre EU mindre mystisk, når man er så heldig at få en aftale med dem.

Hvadenten man er for eller imod. Man erfarer hurtigt, at der er masser af halve sandheder om EU. Og sådan er det også i Bruxelles.

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)