Sanur d. 25.06.11

BALI !! Det er lidt underligt, som jeg har følt, at det var min destination gennem hele rejsen. Selv da vi rejste rundt i Indokina, havde jeg i hovedet, at jeg var på vej mod Bali. Og nu er jeg her? Det er altså lidt vildt. Det betyder også at den allersidste del af rejsen er begyndt, og der er nu kun nogle få dage tilbage til jeg skal hjem (sammenlignet med hvor mange der var da jeg tog af sted). Det er lidt blandede følelser, der er inde over der - jeg er kommet mig over min femte uge om min hjemve, og nyder nu igen i fulde drag at være af sted og ser nu alt med fornyet gåpåmod. Alligevel er det længe at være væk hjemmefra, og jeg glæder mig også lidt (meget) til at komme hjem til alle jer derhjemme!

Tilbage til i dag: Klokken 8 om morgenen satte vi os alle ind i same bus som den vi startede ud med fra Jakarta, af sted mod Sanur. Som jeg rigtigt nok havde forudsagt aftenen før, blev jeg helt utroligt forkølet i løbet af natten, og det var ikke så meget søvn jeg fik mig. Så efter et par hårde dage med alt for lidt søvn, gik jeg totalt omkuld i bussen og fik mig lidt af den manglende søvn, kun rigtigt afbrudt af færgesejlads og en film med James. Der måtte leve med alt mit snøften, næsepudseri og nysen hele vejen. Han tog det nu meget sødt, og så det som sit personlige ansvar at gøre mig rask. På engelsk har de et ordsprog, der siger "Feed your cold, starve your fever", så James proppede mig med alt muligt mad på turen, så jeg kunne få det bedre. Jeg tog mine danske forholdsregler og sad med fleece og halstørklæde i brændende varme, for at svede forkølelsen ud. Det er altså noget underligt noget, at have en forkølelse her i varmen. Det er lige som om det ikke rigtigt passer ind med snotklude og rød næse blandt alt den sol og mennesker i næsten intet tøj?

Da vi ankom til hotellet gik jeg direkte i seng, og fik noget mere søvn (hvilket kun kunne være godt for den forkølelse, der på trods af alle tiltag bare blev værre og værre). Jeg vågnede da Robin gjorde sig klar til aftensmad, og skyndte mig søvndrukken at trække i noget tøj og så ellers af sted. De andre ville helst have billig mad, så Robin, Fabian, Moritz, James og jeg begav os selv af sted mod stranden for at spise med havet rullende i baggrunden. Det var helt fantastisk og ikke så lidt surrealistisk endelig at sidde på stranden på Bali og spise aftensmad (til tårnhøje priser - men det var det værd!). Efter aftensmaden gik vi ad stranden hjem, og selvom det var totalt mørkt efter solnedgangen, skinnede månen alligevel nok til at vi kunne se hvor vi gik - hvor fantastisk er det ikke lige?