Kalibaru d. 24.06.11

(Fortsat for forrige blog)… Nogen kom og bankede på døren, og fortalte os, at det nu var tid til at gøre os klar, til at køre med den jeep James, Laura og jeg (som de eneste - de andre ville hellere gå de fem km op af bjerget) havde betalt for aftenen før. Så afsti af sted i jeep mod vulkanen og solopgangen klokken lidt i fire om morgenen. Hvilket var ALT for tidligt efter min mening, for vi sad bare oppe på bjerget og hundefrøs i en time før det skete noget som helst. Det var der ikke ligefrem noget fedt i. jeepen kunne dog ikke køre hele vejen op ad bjerget, og vi måtte selv gå den sidste km, jiphey!

Solopgangen var ret smuk, men jeg har set bedre i Asien, så det var den stadig rygende vulkan, der går i udbrud en gang hver fjerde år, der var den virkelige attraktion. Jeg ville nu have foretrukket at tage senere af sted, når det ikke var så koldt længere, og så se vulkanen i bedre lys. Det var virkeligt virkeligt koldt, og jeg måtte tage armene ind i min fleece, og få James til at binde ærmerne hen over brystet for ikke at ryste som et espeløv.

På vej ned igen stoppede vi op flere steder og kiggede på den rygende vulkan, der bare blev smukkere og smukkere jo længere ned vi kom - hvilket fik mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skulle vandre helt derop i første omgang.

Da vi kom tilbage til jeepen, regnede vi med, at den ville køre os tilbage til hotellet. For der var to ture man kunne købe med jeepen - en med ét stop (udkigsstedet) og en med to stop, hvor man også kom helt tæt på vulkanen og ned til det de kalder Sea of Sand. Vi havde dog kun købt med ét stop, for de lokale havde fortalt os, at vulkanens røg dækkede hele området, og det derfor ikke var værd at tage derned. Så vi blev noget overraskede, da jeepen kørte direkte forbi vores hotel, og ned mod vulkanen. Det var ret cool, og vi kom helt tæt på vulkanen. Den havde lige været i udbrud for ikke så lange siden, og man plejede at kunne kravle op til krater toppen og kigge ned i vulkanen, men trappen der førte derop var dækket af 5 meter dyb akse, så det var ikke sådan lige til at komme til!

Tilbage på hotellet fik jeg mig en time på øjet, og da jeg vågnede, trængte jeg helt vildt til et bad efter et par dage uden, og alt vores rullen rundt i aske aftenen før. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at tage et bad når jeg hundefrøs sådan, og de ikke havde noget varmt vand. Så jeg besluttede mig for, at det måtte vente til næste stop.

Klokken 9 var der afgang mod busstationen i jeep efter en hurtig morgenmad, og nu kunne vi rent faktisk se landskabet. Vi var åbenbart kørt igennem læssevis af bittesmå landsbyer i mørket, og det var lidt hyggeligt at kunne se dem nu. Hele området vi i stil med Cameron Highlands tilplastret med marker efter marker med landbrug. Vulkan jord er jo helt fantastisk frodigt, og det var de største grøntsager de dyrkede der. Landskabet var dog ikke specielt kønt - al var gråt, dækket af et fint lille lag aske fra den rygende vulkan!

Jeepen satte os af ved bussen, og efter en kort bustur (sammenlignet med de enormt lange vi havde haft de andre dage) ankom vi til Kalibaru og det vildeste hotel vi endnu havde set. Vi fik dog ikke længe til at beundre det, for kort efter var det tid til en guidet tur rundt i en kaffe (og alt muligt andet) plantage. Der blev vi introduceret til kaffedyrkning, vi så vanilje, smagte på friske kakaobønner, så hvordan man lavede palmesukker og fik lov at smage ;) Det var ret cool at se alle planterne og krydderierne som de ser ud i deres naturlige omgivelser før de bliver bearbejdet og sendt til Europa! Efter rundvisningen på plantagen blev vi tilbudt en rundvisning i en lille landsby ved siden af, og efter alt for mange af den slags oplevelser med trykket stemning sagde jeg pænt nej. Robin sagde så at det jo var der man kunne købe kaffe, og jeg begav mig så af sted sammen med de andre. Rundvisningen i selve landsbyen var den samme som jeg har prøvet så mange gange før, og jeg får altid sådan en trykket følelse i maven. Hvis nogen gjorde sådan i min landsby - kom og tog billeder i store grupper og rynkede på næsen af hvordan jeg levede - ville jeg sparke dem ud med en omgang skældsord på vejen. Her ved de bare, at vi er deres kilde til penge, og de er villige til at hoppe på tungen for at gøre os glade.

Jeg er dog glad for at jeg gik med (selvom det oveni købet vidste sig at vi ikke engang kunne købe kaffe der), for vi fik også en rundvisning i deres rismarker, hvilket jeg gerne har villet siden jeg kom her. Det var bare ekstra bonus, at de havde rismarker i alle stadier, og vi fik et lynkursus i risdyrkning for dummies. Det var ret cool! tilbage i landsbyen blev vi - hele gruppen - inviteret ind til te hos en af familierne, for deres datter skulle giftes. Det var også lidt hyggeligt, men stadig med en underlig fornemmelse i maven. Yo sagde, at det var første gang hun havde oplevet det på de ture hun havde været på. Tilbage på hotellet slappede vi af, og stak en fod i poolen, hvorefter alle enstemmigt blev enige om at det var for koldt til poolbadning.

Aftensmaden spiste vi på hotellet, og mens vi spiste kunne jeg mærke en alt for velkendt ømhed i halsen. Jep, jeg skulle til at være forkølet! Så kan man lære ikke at svømme rundt flere aftner i træk i en iskold pool med blå læber og råfryse på toppen af en vulkan! Jeg besluttede mig for at have en tidlig aften, så jeg måske kunne tage toppen af forkølelsen på den måde.