Sanur d. 02.07.11

Vi spiste morgenmad i Kintamani på hotellet, og de havde et fantastisk morgenmads udvalg. Da jeg fik øje på TRE forskellige slags pandekager flød bægeret over med lykke og jeg måtte lave en lille dans til stor morskab for tjeneren, der derefter nøjsomt forklarede mig indholdet af hver enkelt pandekage, fordi han godt kunne lide min reaktion. James stod bare og grinte og syntes jeg var en smule pinlig. Efter at have fyldt vores tallerkner op med det mest fantastiske mad gik vi uden for og satte os på terrasse med udsigt over hele dalen og området.

Det var et kort visit vi havde i Kintamani, og allerede klokken 10 - lige tids nok til at folkene fra solopgangsturen kunne nå at komme tilbage - skulle vi af sted igen. Denne gang var James og jeg nogle af de første ved bussen for at få forsædet, for vi kunne altså ikke klare endnu en tur på de bitte små sæder! Under turen så vi et afsnit af Fawlty towers, og vi havde det hylemorsomt - til en smule irritation for de andre på bussen. Desværre blev jeg ret så køresyg af det pga. de snoede veje ned af bjerget, og var ret glad da vi stoppede for at spise frokost.

Frokosten skulle vi spise på et handicapværested, hvor GAP havde betalt for at de handicappede lavede mad til os og viste os rundt i området. Der var rigtigt mange af dem, der havde misdannede ben, men vi kunne ikke rigtigt finde ud af hvorfor. Det var en rigtig fin oplevelse, og maden var rigtig god. Først skulle vi se en film de selv havde lavet, om hvad de fik dagligdagen til at gå med og hvilke udflugter de engang imellem fik skrabet penge nok sammen til at komme på. Det sidste vi skulle på besøget var at besøge deres souvenirs shop, der var fyldt med alle mulige ting de selv havde lavet. Nogle af malerierne var ret dystre, og det var tydeligt at se, at det at være lænket til en rullestol fyldte mange af deres tanker. De havde også nogle fine smykker og andre ting og sager og der var en hel masse der købte noget. En kort køretur efter det var vi tilbage i Sanur, og kunne tjekke ind på det samme hotel som sidste gang.

Om aftenen havde vi afskeds middag, og selvom det var en AFSKEDSmiddag, var der ikke ret mange der dukkede op. Turen fortsatte åbenbart til Gili islands, og der var kommet én mere med på turen. En Rune fra Norge, så det var lidt hyggeligt - jeg fik mig lige hakket igennem en samtale på henholdsvis norsk og dansk, så det var lidt sjovt.

Da det var vores sidste aften sammen ville James og jeg gerne være lidt alene, så besluttede os for at vi skulle have vores sidste aften vandmelonjuice sammen. Vi gik ned mod strandboulevarden, men det var blevet så sent at de alle sammen havde lukket. I stedet gik vi ind i et supermarked og købte et stort udvalg af diverse juices og kiks og satte os ned til stranden på en af liggestolene og nød lyden af havets bølger der skyllede ind på stranden under stjernerne.