Sanur d. 03.07.11

Gad vide om man har været for længe væk, når man synes sin restaurantregning er uoverskueligt dyr, når den overskrider 50 kr..

Når backpacken er skrumpet helt ind så der ikke er plads til noget som helst mere (eller er det indholdet der er vokset?)

Når bankbogen har nået uanede dybder.

Når man begynder at foretrække en kold vandmelonjuice frem for vand, og man drikker så mange, at der vokser en vandmelonplante ud af ørerne på en.

Når 30 oC føles en smule koldt og man altid rejser med en fleece - just in case.

Når man ser en familie på fem klemt sammen på en scooter og tænker smart, eller en mor med en baby i armen og tænker sødt.

Når man udvikler en unaturlig frygt for hunde, katte og aber.

Når man har snakket så meget engelsk at ens dansk er røget direkte ud i vasken (hvilket er derfor denne blog har været så grammatisk rodet som den har).

Når din skype regning er crazy (jeg sagde jo mit dansk var dårligt).

Når alt man har lyst til at lave er at være sammen med den fantastiske engelske fyr man har mødt på rejsen.

Hmm… Jeg tror det ikke. Men ikke desto mindre, er jeg nu på vej hjem til Danmark. Så i dag er en smule trist! Det er afskedsdag med alt det jeg har kendt og elsket de sidste ti uger. Det er dog også starten på min rejse mod gensyn med alt det kendte og elskede derhjemme. Man kan vidst godt sige, at det er en smule ambivalent!

Robin skulle først flyve dagen efter, så hun havde hjemmefra booket en nat mere på hotellet, hvilket var helt utroligt fedt for mig, for så behøvede jeg ikke at tjekke ud klokken tolv, men kunne lade mine ting blive på vores værelse. James og jeg sov længe om morgenen, og da vi vågnede fik vi os en smule morgenmad - pandekage med banan for mit vedkommende - i hotellets restaurant, og derefter tullede vi ned på stranden shoppede vi lidt på strandboulevarden, og fik brugt de sidste af mine penge, så jeg ikke havde så mange tilbage til spilde.

Efter det var det efterhånden blevet tid til frokost, så vi slog os ned på en hyggelig lille restaurant og fik os en tun og ost sandwich og en vandmelonjuice.

Tiden gik ALT for hurtigt og før jeg fik set mig om holdte min taxa uden foran hotellet og var klar til at køre mig til lufthavnen. Det var helt vildt trist at skulle sige farvel til alle de dejlige mennesker jeg havde mødt, men jeg kunne trøste mig med at jeg skal over og besøge James i Manchester til september.