På et ukristeligt tidspunkt som kl. 5.45 ringede vores vækkeur lørdag morgen. Pigerne var absolut ikke klar og var noget svære at overbevise om, at det var nu, at de skulle finde de gode gå-ben frem. Morgenmaden var en solid omgang havregrød med friske jordbær, så vi havde noget at stå imod med.

For en gangs skyld lykkedes det at komme ud af døren til tiden kl. 7.00. Faktisk var vi så tidligt på den, at indgangen ved Nationalparken endnu ikke havde åbnet, og vi var vel de eneste trafikanter. Vores umiddelbare udfordring var at finde en løsning på, hvordan vi kom til Glacier Point uden brug af egen bil. Kørte vi selv derop, så skulle bilen jo også hentes igen efter vores gåtur på 14 km. Nicolai havde dog foreslået, at vi kunne udvide turen, idet vi faktisk kunne gå fra dalen og op til Glacier Point – kun en tur på ca. 7 km opad og klassificeret som ekstremt anstrengende. Lene havde meget heldigt nedlagt protest – 14 km var nok grænsen for, hvad vi kunne forvente af pigerne. Og vi blev meget klogere senere, skulle vi hilse og sige! Vi skulle nok også have undersøgt klassifikationen for vores tur forinden.

Vores tidlige ankomst til Nationalparken bragte dog heldet med sig. Vi fandt frem til, at et af hotellerne i parken arrangerede ture til vores gåturs start Glacier Point. Umiddelbart var dagens og søndagens ture derop udsolgt, så vi kom på venteliste. Men som med så mange ting, så har amerikanere endnu ikke opfundet et effektivitetssystem – vi er vel til tider tilbage i tiden for hulkort J. Så det viste sig, at vi kunne komme med den første bus kl. 8.45, hvor der endda var pladser ledige ved afgang.

Selvom gåturen til Glacier Point kun er ca. 7 km, så er køreturen på ca. 1 time. En smuk tur med en underholdende og historiefortællende chauffør. Alle 3 piger gik dog omkuld, så Nicolai var den eneste, der fik fuld valuta. For dem der blev køresyge af turen, anbefalede chaufføren at man lukkede øjnene… det plejede at virke for ham selv og så var niveauet for jokes vel lagt J

På Glacier Point gik tiden hurtigt. Udsigten var utrolig smuk og klippeformationerne af en kaliber, som vi ikke hidtil har set. Klar til afgang var vi dermed først kl. 11.

Pigerne var allerede fra turens start lidt utilfredse med valget af tidspunktet for morgenvækningen. De havde da også kun gået i en ½ time, inden de første gang proklamerede, at de var trætte. Trætheden forsvandt stille og roligt, og om det var Panorama-trailens udfordrende beskaffenhed, de mange egern vi mødte på vejen eller den storslåede natur og udsigt skal vi la' være usagt :-). Det var i hvert fald stor begejstring, hver gang vi mødte en af vores efterhånden utallige små egernvenner. Der er taget uendeligt mange billeder, og egern er åbenbart meget lidt sky overfor mennesker.

Turen bød på den første udfordring efter ca. 1 times gang. Moderen havde lige glemt, hvor svage fodled hun har, så en tur rundt på den ene fod, og en masse eder og forbandelse blev sendt ud i ærteren. Så pigernes ønske om en pause blev meget bestemt nedstemt af moderen, da foden nu bare skulle holdes i gang.

Om trailens beskaffenhed kan vi allerede nu afsløre, at der ikke på noget tidspunkt var noget, som mindede om en jævn grus eller skovvej. Det gik derimod over stok og sten med gang på sten, trærødder m.v. Første stop blev indlagt efter ca. 2 timers i strålede solskin og en temperatur på ca. 35 gr. – så meget for at komme tidligt op :-)

Den barnelige glæde lyste dog ud af pigerne, da de konstaterede, at pausen indeholdte en soppetur i en netop passeret flod. Det var også første gang, at vi mødte nogle med børn på turen, og vel og mærket børn noget ældre end pigerne. Oplevelsen var også, at vi fik mange kommentarer til pigerne, såsom "keep up the good work” og ”They are really strong and in good shape”. En meget venlig hiker tilbød endda noget af sit vand – det var meget heldigt for det viste sig sidst på turen, at være netop de 2 flasker, som gjorde forskellen :-)

Efter vores tiltrængte pause var der blevet tanket lidt energi, hvilket viste sig at være meget godt. For turen var nu en mindre bjergbestigning, hvor der særligt det første stykke ikke var noget, som mindede om skygge. Det var utroligt hårdt, og det gik dog heller ikke uden en smule brok fra pigerne. Igen måtte vi konstatere, at pigerne faktisk klarede det i samme tempo som voksne, vi ved simpelthen ikke, hvor de har arvet gå-genet fra.

Fortjenesten af vores lange og seje bjergstigning var, at vi ramte toppen af Nevadavandfaldet. Et fantastisk sted og en imponerede udsigt som var sliddet værd, og vi var nu nået ca. 9 km af turen og uret viste kl. 15.30. Her kunne vi så til pigernes glæde soppe igen og få tanket lidt energi. Naivt tænkte forældrene, at nu gik det da heldigvis kun nedad herfra. Godt vi ikke vidste, hvad der ventede…. Nedad gik det, hvilket vil sige vi skulle forcere nedturen over tilfældige stensætninger o.lgn. Det var særligt moderen ikke glad for med dårlige ankler, og en fod der kunne mærkes.

Efter en hård nedstigning nåede vi endnu et smukt vandfald – Vernal. Pigerne var nu for alvor trætte, hvilket var fuldt ud forståeligt. De havde virkelig været seje indtil da. Vi havde nu ca. 2,5 km tilbage, så nu måtte alle ressourcer sættes ind. Og dagens mest overraskende nedstigning kom så her, og vi konstaterede hurtigt, at vi takkede skæbne for, at vi ikke skulle have gået den tur op. Afstanden mellem ”trappetrinene” var så store, at Maria simpelthen måtte kravle ned det meste af turen. Her bør vi nok i parentes bemærke, at vi efterfølgende fandt ud af, at vores ”lille” tur indeholdte 760 ft. climbing. En ikke helt uvæsentlig detalje at overse inden turens start J Vi kan også afsløre, at faderens holdning om endnu en vandretur søndag var reduceret til ønsket om en turbus med fuld forplejning!!!!

Efter vores kravlende tur nedad måtte vi sande, at der var et pænt stykke endnu inden målet var nået. Diverse FDF-sange blevet fundet frem fra gemmerne, og Maria sang på livet løs de 3 sange, som hun indtil videre har lært ved spejder. Det var ren overlevelse til sidst.

Imponerende nok havde pigerne faktisk energi til at løbe om kap hen til bussen, som skulle transportere os et lille stykke rundt i nationalparken hen til vores bil. En hurtig beslutning blev også, at hele familien indtog en omgang spaghetti/kødboller, inden vi skulle hjem til hotellet. Vi var ret overbeviste om, at pigerne ville gå omkuld i bilen og ikke vågne før næste morgen. Men nej…. Pigerne var nået i overgear og underholdte på bagsædet til den helt store guldmedalje. Forældrene var blot tavse, vingeskudte og stolte over dagens præstation fra pigerne :-)

Afslutningen på dagen blev et hurtigt bad og så skulle den lovede største is findes i hotellets butik. Herefter gik hele familien omkuld med en plan om, at vi nok kunne komme tidligt op næste dag – vi havde jo lige fundet en lille tur på ca. 2 km til Mirror Lake.

Søndag morgen var der først øjne kl. 8.30. Forældrene overvejede, hvordan de overhovedet kom ud af sengen – der var virkelige tale om 2 krykhusarer - Nicolai havde så ømme ben, at han aldrig troede, de ville blive normale igen. Lene brokkede sig over ryggen og foden. Emma havde en anelse ondt i hofterne, og Maria sprang nærmest ud af sengen, som om hun ikke havde lavet noget dagen før. Ondt i benene var der ingen af pigerne, som havde. De var dog mentalt ikke til ret meget andet end svømmepool og leg med deres små Playmobilhuse.

Efter en god morgenmad med pandekager und alles, så kunne pigerne godt lokkes til vores lille tur til Mirror Lake. Vi fik dem overbevist om, at det var vigtigt at holde sig i gang og forældrenes ømme tilstande ville forsvinde med en lille gåtur. Turvalget til Mirror Lake var en noget blandet oplevelse. Med turens navn in mente forventede forældrene jo det helt store natursceneri med spejling i søen. Ja, vi fandt vel en sten på størrelse med Jellinge-stenen og en sø som nærmest kunne passeres tørskoet. Et lille svømmehul ved siden af ”søen” begejstrede dog pigerne med en svømmetur, hvor de fik lov til at bade med 7-8 ænder. Et sæt japanske forældre med sønnike var dog tæt på ikke at overleve selv samme tur, da sønnike åbenbart synes, at ænderne skulle jages rundt til stor begejstring for forældrenes fotografiske gen. Det lykkedes dog ænderne at få fred, efter at vi havde sent et par ”onde øjne” af sted…

Vi må konstatere, at mange er rigtig dårlig til at begå sig i naturen og i det hele taget at passe på dyrelivet m.v. Trods utallige skilte, opfordringer m.v. om eks. ikke at fodre dyrene, så skete det vedvarende, hvilket betød utallige forklaringer til pigerne herom. Det er særligt tydeligt på egernene, idet de mange steder er vant med at blive fordret og dermed blot sætter sig ved siden af én og venter tålmodigt på bagbenene, indtil der falder noget af. Og mest skræmmende var det at konstatere, at de fodrende turister var fuldt ud beviste om, at de ødelagde dyrenes naturlige instinkt for at finde mad i eget element.

Eftermiddagen blev brugt til at slappe af ved poolen og få leget igennem. Nicolai måtte så endnu en gang konstatere, at vi var uden for lands lov og ret, idet vi var døde på alle forbindelser inkl. telefonnettet. Så dermed er der også pt. en del forsinkelse på opdateringerne :-)

Vores sidste aften blev nydt med take-away på altanen og kig på en flot stjernehimmel. Så nu er vi klar til at rykke tilbage til kysten igen nærmere betegnet Big Sur.