Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag morgen og pigerne var absolut ikke svære at få ud af fjerene. Planlægningen lød på San Diego - Anaheim, ca. 2 timers kørsel med forventet ankomst til Disney kl. 9.00. Som sagt så gjort - hotellet kunne ikke være placeret tættere på, i og med at vi ikke boede i selve Disney World. Det betød nu heller ikke noget - 5 min. gangs og vi var ved begge indgange - Disney World og Disney Adventure Park.
Vi kan allerede nu afsløre, at vi har tilbragt 90 % af alle vågne timer i Disney... Tanken var ellers, at vi lige ville tage en lille pause på hotellet i løbet af dagen, så vi kunne gå i poolen på hotellets tag, og pigerne kunne nyde deres lille eget Mickey Mouse-værelse. Men nej.... endnu en gang lykkedes det pigerne at køre forældrene fuldstændig i sænk :-)
Mandag blev det til 13 timer i Disney nærmere betegnet kun den ene park "Disney World". Her blev vi underholdt på bedste vis. Vi startede ud med at besøge Star Wars land med bl.a. en rumturs simulator. Vi var ikke helt klar over hvad, vi gik ind til. Jeg tror, at pigerne blev meget overrumplet over, hvor livagtig en sådan simulator kan være. Selv forældrene var pænt overrasket, da de gik der fra med nogen kvalme og helt ør i hovedet. Dernæst skulle der køres bil med Maria og Emma som chauffør. Vi har besluttet at overlade tjansen til morfar med at få dem lært, hvorledes automobil føres (forstås med hans egen bil :-)).
Dagen gik bare slag i slag med en vild rutsjebane i total mørke (lidt lys fra en kunstig stjernehimmel), "dykning" med ubåd, bobslædekørsel ned ad Matterhorn, skattejagt med Indiana Jones, piratjagt med Captain Sparrow, fotoshoot med Pluto og Fedtmule alt imens Maria ikke kunne få det vildt og farligt nok (hun sagde dog fra på Indiana Jones, da den vist havde været lidt for uhyggelig). Så inden vi checkede ind på hotellet, havde klokken trods alt sneget sig op på kl. 22.00. Så det var nogle meget trætte piger, vi lagde i seng i deres Mickey Mouse værelse :-)
Tirsdag er det tidligt op igen, da vi skal have udnyttet vores "Magic Morning" fra kl. 7-8, hvor det er muligt at få forlystelserne lidt mere for sig selv. En streg i regningen var dog, at det kun gjaldt Disney World, hvilket vi desværre først fandt ud af ved indgangen til Disney Adventure. Så tilbage til Disney World og forsøge os med nogle af de ting, vi ikke nåede dagen før, for noget skal vi da have ud af vores "Magic Morning". Efter lidt ture i Disney World, hoppede vi over til Disney Adventure, da det egentlig var dagens udflugtsmål.
Vel indenfor i parken får Nicolai hurtigt lokaliseret Fastpass-maskinerne (træk en billet og du får et tidspunkt, hvor du kan prøve en forlystelse (næsten) uden af stå i kø) til parkens nye forlystelse - Radiator Springs Racers. Men ak med den lidt sene ankomst til Adventure Park, og en kø så langt som øjet rækker, var den bedrøvelige meddelelse, at de ikke kunne garantere, at vi ville få et FastPass, og i så fald blev det tidligst kort før lukketid. Med den melding giver vi op på forlystelsen for idag og satser på bedre held i morgen. Køen ved den nye aktivitet var i gennemsnit 2 timer, såfremt man ikke fik fat i et Fastpass. Ganske uoverskueligt i 35 graders varme blot at skulle stå i kø...
Men forlystelser mangler der jo ikke ligefrem, så det blev til: riverrafting med en god skylle, Fedtmules vilde rutsjebane (en af Marias favoritter), historien om den lille havfrue, flysimulator over Californiens seværdigheder herunder, Napa Valley, Grand Canyon, Golden Gate mfl., Mickeys Pariserhjul og Hollywood Tower Hotel. Sidstnævnte var ikke umiddelbart en Maria-favorit, da kombinationen med spøgelser og en elevator der "falder" mod jorden i mørke, var lidt for meget for en 5-årig. Hun brød hulkende sammen, da vi kom ud af forlystelsen og måtte lige have lidt samtaleterapi, hvilket betød, at hun hurtig var klar til at ta' den igen (fars seje pige) :-) Vi må se, om vi kan nå endnu en tur i morgen...
Vores indtryk efter at have oplevet begge parker de første 2 dage er, at vi får relativt meget ud af hver tur - value for money :-) De er ekstremt gode til at lave dele af ventetiden til en del af den egentlige forlystelse. Det betyder, at der fortælles en historie undervejs alternativt en ekstremt gennemført og spændende udsmykning, der passer godt til forlystelsen. Deres FastPass system er et virkelig genialt koncept, som Tivoli godt kunne lære at gøre brug af. Vi har virkelig undgået at bruge meget tid i lange køer til de mest attraktive forlystelser. De øvrige forlystelser har vi maksimalt brugt 45 min på, hvilket har været fint, da der som sagt er gjort noget ud af ventetiden. De er desuden gode til at informere om ventetiderne. Pigerne har i hvert fald lært køkultur :-) Ud over selve forlystelserne fik vi set en del af deres opvisninger og shows, som kan opleves dagen igennem i hele parken. Parkerne, udsmykningerne, forlystelser m.v. er i det hele taget en fantastisk oplevelse, og vi er meget positivt overrasket. Vi havde nok heller ikke helt kunne forestille os, hvad der var i vente :-) Vores bekymring om, at Maria evt. ville være for lille og hurtigt kørte træt blev fuldt ud gjort til skamme. Omvendt er vi også glade for, at pigerne i både alder og højde er så tæt på hinanden, idet vi har kunne prøve alle forlystelser sammen med undtagelse af en enkelt, hvor Maria pt. mangler 5 cm i højden. Det var hun absolut ikke tilfreds med og det kostede en spand af tåre.
Efter 14 timer i parken måtte vi kapitulere. Alle var vi ekstremt trætte og møre... og så dog ikke mere end at pigerne meget gerne ville en tur i poolen. Så de fik 10 min., så var der sengetid for alle :-)
Vores nattesøvn endte dog med at blive tilsat en anelse mere spænding end umiddelbart ønskeligt... En god rystetur i sengen af meget mærkbar karakter.... og nej, ikke det som de fleste ville forestille sig... Omkring midnat røg vi begge ud af sengen og havde på mindre end 10 sek. tøjet på. Hele bygningen rystede, og en del folk løb ned ad trapperne... Ganske enkelt jordskælv meget få km fra Anaheim. Lene tog dog tjansen med hurtigt at orientere sig uden for, og da de fleste syntes at tage den med ro, så krøb vi i seng igen. Pigerne de sov sig som sædvanligt fra det hele :-) og dagen efter kunne vi læse os til, at det kun havde ramt 4,5 på Richter skalaen. Den skal op på 5, før der for alvor begynder at kunne ske spændende sager.
At stå tidligt op synes efterhånden at være hovedreglen frem for undtagelsen. Vi kunne ikke umiddelbart komme tidligt ind onsdag, dog havde vi fundet ud af en lille "smutvej". Vi bookede morgenmad på en af restauranterne i Disney World, hvilket betød, at morgenmaden kunne indtages fra kl. 7.15. Og hvilken fest fra morgenstunden :-) Restauranten havde hele morgenen besøg af Disney figurer i alle mulige afskygninger. Der blev taget billeder med Minnie Mouse, Peter Plys, Chip og Chap, Kaptajn Klo, Æsel, Kaninus, Fedtmules søn Max m.fl. Alle blev kysset og krammet til den helt store guldmedalje, og selv Maria glemte alt om diverse forbehold....
Jeg havde taget tjansen med et nyt forsøg på at skaffe billetter til at køre i Cars. Så morgenmaden var hurtigt indtaget, hvorefter jeg løb over for at stå i kø til Fastpass. I køen gik det dog op for mig, at jeg kun kunne få billetter til os alle forudsat, at pigerne var kommet med ind i Adventure Park. Så pigerne fik hurtigt benene på nakken og satte i løb til Adventure Park. Heldet var åbenbart med os denne dag for en venlig sjæl holdte min plads i køen, så jeg kunne få pigerne ind.... jeg havde jo selvfølgelig alle adgangskort :-) Jublen ville ingen ende tage, da det til sidst efter diverse anstrengelser lykkedes at skaffe de berygtede billetter.
Med vores "kostbare” billetter var der også en bonus billet til River Rafting. Den tog vi lige en gang til og så var vi godt våde fra morgenstunden :-) Det gjorde dog intet temperaturen havde allerede nærmet sig de 30 gr.
Vores 3. og sidst dag i Disney skulle bruge til at indhente lidt af det forsømte fra første dag i Disney World. Så tilbage igen, igen J Vores primære fokus var Fairy Tale-land på Askepots slot, hvor vi kunne nyde en masse gode historier med Tornerose, Snehvide, Mr. Tode, Pinocchio, Alice i Eventyrland m.fl. Områdets forlystelser her var primært rettet mod det yngste publikum, idet det var meget rolige forlystelser. Vi slap dog kun af sted med en enkelt gang at snige os (forældrene) uden om – kunne ikke helt overskue roterende ”kopper” – og Emma smilte glad og frisk til den ansvarlige for forlystelsen og proklamerede, at hun og Maria var 7 og 8 år. Den købte hun heldigvis :-) Børn under 7 må nemlig ikke køre alene i nogen af forlystelserne overhovedet!
Det var virkelig en afslappende dag, hvor vi ikke skulle nå en masse og kunne prøve nogle af forlystelserne en ekstra gang. Helt uden dramatik blev dagen dog ikke. Nattens jordskælv skulle lige underholde i løbet af formiddagen igen. Hurtigt og effektivt blev alle forlystelser stoppet i 45 min. Det pudsige var, at formiddagens jordskælv i samme omfang som nattens, men vi oplevede det overhovedet ikke. Så vi måtte konkludere, at der er stor forskel på at befinde sig i en bygning og være uden for, når rystelserne kommer.
Ved frokost var vi nået det magiske tidspunkt for ”Radiator Springer” og pigerne håbede, at netop de fik fornøjelse af at skulle køre i Lightning Mcqueen. En kort ventetid, en grøn udgave af Mcqueen og vi var klar til race af sted. Turen starter forholdsvist roligt med at fortælle historien og afsluttes i et regulært racerløb, hvor vi var 2 biler som kørte om kap. Pigerne var virkelig begejstret og jublede, da netop vore lille grønne lyn vandt dysten. Det er uden tvivl en sjov forlystelse, men 2 timers ventetid var den ikke værd. Der er rigtig mange af de andre forlystelser, som fuldt ud matcher denne, og hvor der er indlagt flere sus i maven :-)
Nå, men mad og drikke skal jo også indtages, og dagen var helt igennem vores dag. Valget af restaurant faldt lidt tilfældigt på både tid og sted. Pigerne var dog ganske imponeret over forældrenes valg, for under frokosten fik de første parket til en af opvisningerne :-) Alle 4 kan vi nu også begynde at mærke en stor mæthed på oplevelser og tilbage står endnu en forlystelse, som ikke er prøvet – nemlig den største rutsjebane vi nogensinde har set. Emma havde taget til tilløb allerede tirsdag og var stadig i tvivl om den skulle prøves. Hun endte heldigvis til moderens glæde at sige ja :-) Den vildeste rutsjebanetur og Emma var pavestolt bagefter. Maria derimod var stik tosset over, at hun ikke var høj nok, så Nicolai måtte lokke med en særlig far/datter-tur i Fedtmules rutsjebane. Det hjalp lidt, men endnu en spand tåre var vi ikke helt foruden.
Efter vores sidste vilde ture var vi klar til at skulle hjem. Pigerne var ikke svære at overtale til at køre til hotellet ved lufthavnen. Begge piger jublede over, at de nu skulle hjem til Sønder Boulevard igen. Dejligt at vide at home sweet home stadig kan overgå Disney og turens øvrige oplevelser.
Torsdag morgen flyver vi hjem med forventet ankomst fredag middag.
- comments