Endnu en dag lang væk hjemmefra. Sneen ligger hvid og kold, vinden bider og jeg har rene sokker på. Anden omgang midterms er overstået og nu venter kun de endelige eksaminer. Ikke at de betyder så meget. Skolen giver ikke meget at lave. Lærerne har en ferielængsel så stor som eleverne og timerne rives ud af skemaet. Thanksgiving nærmer sig, og det var da også på tide. Jeg er boligsøgende, jobsøgende og endelig begyndt at bage boller jævnligt.

I går havde jeg fornøjelsen af, at opleve et vaskeægte amatør jazzband på en lille lys café. Hver søndag er der brunch til syngende saxofon og fodrokkende tromme. Hver søndag det sidste lange stykke tid, og jeg har ikke været dernede før. Det er næsten spild af mulighed, men det gør novembertonerne endnu bedre. Næste søndag kommer jeg heller ikke forbi. Næste søndag er jeg i New York City, og det er nok lige så godt.

Vi tabte finalen. Efter 5 gabende kedelige fodboldkampe mødte vi endelig et hold, der kunne spille. Vi havde rokket og selv i en dyb søvn, og de kørte os over, fordi vi glemte at følge med dem. Der blev råbt, skreget og sendt frustrerede armbevægelser afsted, men lige lidt hjalp det. Det føles på ingen måde som om vi har vundet andenpladsen.

Tilbage er der endnu basket og flere svømmeture, når min snotnæse stopper med at løbe fra mig. Vi var blevet lovet 5-6 ture i sygesengen, fordi vi ikke er vante til amerikanske bakterier, men som ventet var det en knapt så lille overdrivelse. Derfor skal jeg ikke brokke mig, men blot huske at pudse næse et par gange i timen.

Jeg drømmer mig tilbage sydpå. Tilbage til Hemingways hus, Key West, varme solnedgange og livet på farten.