Er du helt vild, hvor har vi oplevet meget på det seneste. Dagene har været fulde af enkelte overnatninger på alverdens moteller i alverdens små og store byer. Vi har kørt og kørt. Drønet over brede amerikanske supermotorveje og måttet bremse ned af stejle skråninger på Blue Ridge Parkway i midten af Appalacherne. Vi har set så meget.

I Wilmington opgav vi at lave aftensmad. Indkøbsmulighederne var for små og rå mad for dyr. Vi besluttede i stedet at leve som de lokale. Vi ville i biografen, men måtte have noget i maven først. Hvad gjorde vi? Selvfølgelig satte vi os straks ind i den sorte panter (vores Nissan) og kørte. Mon ikke der fandtes en fastfood restaurant i nærheden? Det gjorde der. Clara havde en stor trang til sydenlandsk mad, der her betyder friturestegt kylling. Pludselig RÅBER hun kylling og peger til venstre. Jeg drejer ind til højre og finder hurtigt et hul i trafikken, så vi kan komme hen til vores længe lystede kylling. Allerede nu kan I nok fornemme, at det var en god oplevelse. Mange tak til Bojangle's og deres fried chicken med Mac 'n Cheese, Pinto Beans og kartoffelmos med sovs. Herefter tog vi i biffen og så en fantastisk film om livet i en amerikansk familie, der har taget afstand fra forbrugssamfundet og den fordummende kultur, der omgav dem. Captain Fantastic.

Vi sov to dage i Wilmington og tog afsted tidligt på eftermiddagen efter at have sejlet på floden. Turen gik til Durham, der var begyndelsen på vores hurtigtur væk fra kysten. Vi havde en lang køretur og brugte da også kun en enkelt dag i fredfyldte Durham. Vi gik ned af hovedstrøget, sad på café og sov.

Afsted til Greensboro. Endnu engang havde vi undervurderet en by. Som med Charleston var Greensboro lidt blevet set som en by, der bare skulle køres igennem. I hvert fald for mit vedkommende. Byen havde dog masser at byde på. Specielt idet den indeholdt en skranke med vital betydning for kampen for borgerrettigheder til afroamerikanere. Engang for ikke så længe siden satte fire unge sorte mænd sig ved caféskranken inden i Woolworth's. Denne var forbeholdt hvide, og de fik da heller ikke lov til at købe noget. Men de blev heller ikke smidt væk. De havde vist, at man kunne gøre oprør uden at blive straffet, og det skabte enorme effekter i de omkringliggende byer og landet over. Begivenheden er så stor, at den samme skranke endnu står der og bygningen er omdannet til et flot og yderst moderne museum.

Næste stop Roanoke. Ikke at byen betyder så meget. På trods af et stort kunstmuseum, torsdagsfestival og et centralt indendørs marked står byen meget tåget i hukommelsen. Den kan ikke rigtigt gøre for det. Det er ikke fordi byen er specielt kedeligt... den bliver bare fuldstændigt overskygget af ruten, som fører én dertil. Blue Ridge Parkway skærer tværs gennem Appalacherne (ja det er nok et indiansk navn). Vejen snor sig, går forbi store åbne udkigsposter og gennem skyggefuld skov. Den går op, ned, frem og tilbage. Den ligger så afsides, at vi til sidst var bange for, om vi overhovedet kunne forlade den. Bare rolig, det gjorde vi. Lige så snart vi kørte fra, var vi nærmest i Roanoke. På vejen havde vi set smukke åbne vidder, hvor udsigten bliver mere og mere blå efterhånden som man kigger længere væk. Dette skyldes ifølge min guidebog nogle kemikalier, der afgives af træerne. Endnu før vi kom op i bjergene fik vi noget af en overraskelse. Vi holdt ind til siden, hvor folk solgte frugter og andet lækkert langs vejkanten. Vi havde regnet med at møde nogle søde bønder, men fik et chok, da vi så alle sydstatsflagene. De hang på rækværket, vaar betræk til puder og brodere en mands hat. Flagene kan selvfølgelig have mange betydninger, men efter at have været på borgerretsmuseum virkede én betydning stærkere end andre. Især da der hang en hadet (racistisk) plakat fra borgerretskampens højdepunkt og idet en pude bar teksten "The south will rise again" med et ondt skelet med en blødende sabel i hånden. Puha.

Charlottesville gav et indblik i Thomas Jeffersons liv, i Warrenton spiste vi på byens bedste restaurant (Chick fil A) og Washington DC var alt hvad en hovedstad i USA bør være. Måske mere om alt det senere. Nu er vi i Philadelphia indtil i overmorgen, hvor turen går til NEW YORK CITY.

Shout out fra Simon og Clara