Profile
Blog
Photos
Videos
Tilbage i sofaen foran fjernsynet. Med computeren foran mig ser jeg amerikansk fodbold med trætte fødder og et hoved fyldt op med nye minder.
I løbet af de sidste dage har jeg været på min første weekendtur. Rejsen gik 3 timer østpå til Boston med 5 danskere og en amerikansk chauffør. Byen er kendt for adskillige sportshold og universiteter i verdensklasse samt for en lille episode med noget te engang.
Turen har efterladt mine fødder ømme og min krop træt. Det er intensivt at skulle opleve en storby på en kort weekend, men også interessant. Det handler om at prioritere sin tid og droppe alt fyldet. Mindre vigtige steder bliver hurtigt sorteret fra og andre ryger senere, når man opdager, at ens planer kræver flere kilometers gang end éns fødder kan klare.
Vi tog turen op i en skyskraber, hvor vi fik det store overblik. Oppefra kunne vi se alle dele af byen og fornemme, hvordan den hænger sammen. Vi kunne se broer på tværs af floden, sportsstadioner og store skoler.
Herfra gik vi til vandet og mod centrum. Turen gik gennem gamle bydele med smalle gader og store alléer. Vi gik til vi nåede byens centrale park, der blev udforsket i langsomt tempo. Derfra opad. Mod Beacon Hill, hvor husene ligger højere og højere.
Farvel til det gamle og goddag til det nye. Shoppingstrøg og stopfyldte kaffekæder. Videre til Quincy Market, hvor man kan købe mad fra verdens små og store steder. Her fik vi en kort pause før vi bevægede os mod vandet. Herude lavede vi det vigtigste: kiggede på skibe, fugle og bølger.
Vi var efterhånden godt brugte og det blev fejret med pause på en vandfyldt plads. En cirkel omkranset af kinesiske stjernetegn. Inde i stjernehimlen løb børn rundt og blev godt og grundigt gennemblødte. Vi følte ikke lige for det, så i stedet tog vi mod en biograf.
Biografen viste Sausage Party, der med sine animationer nægter at anerkende tabuer (eller noget andet for den sags skyld).
Søndag bød på besøg på MIT og Harvard campus samt TD Garden hvor der spilles basketball og ishockey. Vi var trætte og dagen bar præg af, at vi skulle se tingene, men ikke havde det helt store overskud.
Nu er det ved at være slut med amerikansk fodbold og åbne øjne.
- comments