Profile
Blog
Photos
Videos
Her sidder jeg så igen. I den blå sofa på en solrig lørdag. Hovedet er lidt tungt, det samme er maven efter en solid tømmermandsbrunch. De seneste uger har været heftige og al tid er blevet udnyttet.
Hverdagene har været fyldt helt op med studier. Jeg har skullet forberede mig på quizzer, midterms og store afleveringer. Jeg har siddet oppe til klokken 22 og læst med øjne, der har skreget på at få ro. Det hele kunne nok have været nemmere, hvis jeg havde fordelt læsningen over alle 7 ugedage, men sådan skal det ikke være! Weekenderne er til for at rejse, og det er de blevet brugt til.
Jeg har været i naturen og i storbyen. Det hele startede for nogle uger siden, hvor jeg sammen med en masse andre tog på camping. Udendørsklubben på skolen har en årlig tur til Lake George nordpå, som de formåede at sælge godt. Vi var derfor mindst 20 udvekslingsstuderende afsted. Klubben havde lejet en hel ø i midten af den enorme sø. For at komme derud sejlede vi flere kilometer i tomandskano. Båden var let, så de mange bøljer var en udfordring, der måtte løses samtidig med, at det blev mørkere og mørkere. Vi roede godt til og nåede øen, mens der stadig var lys til at sætte teltene op. Andre var mere uheldige og kom frem i totalt mørke. Da teltene var nogenlunde klar, var det tid til mad. På ægte amerikansk manér fik vi hotdogs og burgere med de hvideste boller og ost, der bragte smagsløgene tilbage til lillebrorost. De to aftener blev brugt ved bålet sammen med nye og lidt ældre venner. Lørdag bragte vandretur til toppen af en bakke med en utrolig udsigt over søen og de mange øer.
Nogle uger gik, og pludselig var jeg på vej igen. Denne weekend brugte jeg i selskab med 4 andre gutter fra Danmark, Spanien og Frankrig. Vi havde fri i mandags, og det skulle udnyttes. Jeg ville gerne se Niagara Falls og pludselig foreslog en af de andre, om vi ikke skulle forlænge turen til Toronto. Vi fik hurtigt fundet et sted at bo og lejet en bil. Tidligt lørdag morgen tog vi afsted og krydsede grænsen til Canada ved frokosttid. Toronto ligger ud til en sø på størrelse med et lille hav, hvor vi spiste en sandwich inden vi kørte det sidste stykke. Toronto er enorm, men føltes ikke så travl som andre metropoler. Vi gik rundt i gaderne og fandt et vietnamesisk sted i midten af den kinesiske bydel. Der var en generelt træt følelse og vi tog tilbage til vores overnatningssted efter maden. Søndag stod vi tidligt op og spiste en tung pandekagemorgenmad inden vi kørte mod vandfaldet. Niagara Falls er næsten større end man kan forestille sig, og det eneste vi skulle betale for var parkering. Efter tre kvarter i selskab med egne og andres kameraer tog vi videre. Selv store, smukke og imponerende ting bliver hurtigt kedelige at kigge på, og vi ville ikke bruge tid eller penge på at sejle mod vandfaldene.
Søndag aften var vi tilbage i Troy efter 2 dage fulde af timer på landevejen.
Denne weekend slapper jeg af efter en hård uge. Snart skal jeg spille indendørs fodbold og den næste tid fortsætter jeg med at svømme en eller to gange om ugen.
Den store nyhed er, at jeg har købt returbilletten. Min endelige eksamenskalender kom ud og jeg har min sidste eksamen den 19. december. Den er dog valgfri, og siden jeg har klaret den første test godt, har jeg besluttet at droppe eksamen. Derfor flyver jeg hjem allerede den 17. december! Jeg lander efter planen i Danmark søndag den 18. december klokken 14:40 med fly DY3209 fra Stockholm. Vi ses om et par måneder.
- comments
Mansemoffe Dejligt at hører fra dig og håber der kommer mere inden vi mødes i Hillerød ,, du skriver bare så fantastisk levende. KH Jelstrupgaard