I Palembang er vi de eneste fejlfarvede alle ser os - og alle smiler og mange siger de 2 ord de kan på engelsk, mest good morning, mister eller mam! De unge stopper os tit og vil snakke og der bliver taget billeder på kryds og tværs med mange mobiler og vores kameraer! En dreng sagde i dag flere gange efter at have givet hånd: I am so happy! Alle virker happy og alle smiler og kigger også selv om de kører på knallert med kone og 2 børn! Og trafikken er kolosal - se nogle af dagen billeder fra Amperabroen, som er verdenskendt på disse kanter. Det må også have været en revolution. Floden er 600 meter bred og med stærk strøm og der bor en lille million menesker (ORANG på indonesisk) på hver side - de har alle noget larmende med 2 hjul og motor og alle synes at skulle over broen hele tiden.

Palembang er hel speciel og arven stammer fra dengang byen var hovedstad i et kinesisk dynasti og senere hovedindfaldshavn med samhandel med det sydlige Indien. Her har de hollandske relationer (læs brutale herredømme) hverken været velset eller ønsket som andre steder, men bekæmpet og man ser ingen kulturelle efterladenskaber, jo udstillede erobrede kanoner og kampvogne - de kan nu godt være japanske!

Nå, men det specielle ved Palembang i dag er maden som øvrige indonesere elsker at hade og sender vesterlændinge på vild flugt, i følge Lonely Planet.

Vi fandt i aftes lige efter en meget forsinket ankomst med tog, et gadekøkken, hvor vi under meget fnis og pjat fik serveret en tallerkenfuld med 4 forskellige rettet - uden at spørge om noget, det var det de havde. Maden er meget anderledes, men bestemt velsmagende. Næsten alt fra æg til frugt og grøntsager er pakket ind i en dej og kogt! Det dypper man så i~en velsmagende brun kold sovs, som hældes i små skåle. Drikkevareudvalget består af vand! Den totale regning lød på 14 IDR - 7 kr. Man betaler pr styk for det man spiser og vi var ellers godt sultne efter 12 timer i bumletog, som var næsten udsolgt og umulig for vesterlændinge at sidde over for hinanden - afstanden mellem sæderne er for kort eller benene er for lange!


Tiden blev ellers fint brugt til at snakke med den politibetjent der var vagt i toget. Han var 23 og talte fint engelsk lært autodidakt og alt blev diskuteret han var meget vidende om internationale forhold og var imponeret over vores viden om dages Indonesien! Han stod af midtvejs og havde så vagt på toget tilbage - det var hans liv!

Vi bor vist på byens fineste hotel her tæt på floden - og meget er i uorden og når vi beder om en pære til sengelampen, så finder de en lampe på et andet værelse og bytter - ligesådan med saftyboksen - problemerne flyttes rundt og intet kan lade sig gøre før man insisterer og så lykkes alt!

Vi har bestilt bor på en flydende værtshus til i aften kl 8 - vi var der til morgenmad og underholdning fra livet på floden - morgenmaden kan ikke beskrives, men vi fik long necks til! Jo, lidt dyrt - 35 kroner i alt! Jeg glemte at skrive at togturen på 12 timer kostede 30 kr for 2!

At bo er dyrere, men somme tider må man opgradere lidt - aircon og varmt vand! Her får vi 40 pct rabat pga ramadanen og betaler 250 kr. for 2 store værelser med det hele!

Planerne er ændr et lidt - igen!
I dag er visa til Myanmar på mandag gået i orden - skrevet på burmesisk - vi bliver her til lørdag og flyver så  med Lion Air kl. 13:05 Til Jakarta (pris 175 kr. pr billet) og bor 2 dage på Hotel Airfan ved lufthavnen, så vi er klar til at flyve med AirAsia tidlig morgen til Bangkok og Yangon!



I dag er det indonesiske folk med al forskelligheden, et stolt og patriotisk folkefærd med unik kultur fra Papua til Sumatras nordspids.