Kære venner

Vores 10 timers togtur fra Bandar Lampong til Palembang går lidt sejt. Vi holder ved næsten hver eneste station, så det er ikke noget at sige til, at togstrækningen på ca. 400 km tager 10 timer - med forsinkelse 12 timer. Vi kører inde i regnskoven og havde en vidunderlig oplevelse. Medens vi holder stille p.g.a. sporskifte, ser vi aber boltrer sig i træerne ikke langt fra toget. Vi kører på økonomiklasse, for på denne strækning findes ikke andet. Det betyder, vi har ikke meget plads. Vi sidder kun 3 på pladserne, hvor der ellers skulle have været 4 personer, så vi skal ikke klage. Vores mand, vi deler plads med, er en behagelig ung fyr, men som ikke kan et eneste ord på engelsk. Og da vi ikke kan Indonesiske, bliver der ikke meget snak med ham. I øvrigt findes der 200 Indonesiske sprog, så selv de indfødte forstår ikke hinanden. Det fortalte en politibetjent, som kom og satte sig sammen med os og underholdt os i et par timer.

Jeg troede, at han kom for at kontrollere vore pas, så jeg vækkede Erik, som netop var faldet i søvn. Men nej, han kom for han ville høre, hvordan vi som turister oplevede Indonesien. Han var meget vidende om alting - ikke kun om Indonesien, men også om Europa og USA. Han var en ung fyr på 23 år, og jeg tror alle betjente er sådanne unge "knægte". Men fælles for dem alle er, at de meget gerne vil tale med os turister. Vores betjent fortalte, at måden han lærte engelsk på, var netop at tale engelsk med turisterne og så at læse engelske bøger. Og netop ved at tale med turisterne lærte han om andre landes kultur og politiske situationer.

Deres arbejdsuge er 7 dage, og vores betjent starter ved 9, 30 tiden og kører med toget halvvejs, hvorefter han står af og tager det næste tog tilbage. Forventer at være hjemme kl 2 om natten. Hver dag året rundt. Men på grund af, at han var offentlig ansat havde han ret til 2 dage fri om året.

Erik spurgte betjenten om, hvorfor der altid var betjente med på togene. Hertil svarede han, at der er så meget kriminalitet i landet, og han havde netop også standset op på hans første runde rundt i toget og advaret os og bedt os passe godt på vores bagage, kamera, telefon og computer. Stor var hans forundring over, at vi kun havde gode oplevelser med befolkningen og kun havde godt at sige om alle. Kunne fortælle, at vi mødte så mange spændende og glade mennesker hele tiden, og aldrig havde været ude for ubehagelige oplevelser.

Som nu f.eks. i dag, vi gik tur over broen, som går over en 600 m bred flod. Erik stod lidt fra mig og bemærkede, at neden for trapperne op til broen, stod en flok unge mennesker og kiggede op på mig. De fnisede og puffede til hinanden, og han kunne se, der v9ar noget, de havde meget snak om. Pludselig for en af dem op ad trapperne og hen til mig og gav hånd og spurgte, om jeg godt ville fotograferes sammen med hende og hendes veninde. Og selvfølgelig ville jeg da gerne det. Inden længe var hele flokken der, og der blev fniset og fjantet og taget billeder i lange baner. I øvrigt ikke første gang vi oplever sådan en situation.
I aften har vi spist om bord på et skib, som ligger fast ved flodbredden. Vi sad udenfor på dækket og med udsigt ud over floden til broen. en meget smuk udsigt. Vi fik en fiskesuppe til forret og en fladfisk til hovedret. Da det altid er så store portioner, vi får serveret, er vi begyndt at deles om det, for at kunne spise op - vi er ude i et land med mange mennesker, der sulter, hvorfor vi ikke kan tillade os ikke at spise op. Til dessert fik jeg is, og Erik fik banan split. Sammen med 2 store øl blev regningen i alt på 155 kr. Og tænk sådan en udsigt vi havde. Og så god og spændende mad. Ingen steder i Europa ville vi kunne sidde med så flot en udsigt og så god mad og forresten også levende musik og til den pris.

I aftes, da vi kom meget sent her til byen, spiste vi hos en lokal moster - gadekøkken, hvor vi blev inviteret indenfor og spiste ved deres spisebord og fik serveret 4-5 forskellige slags mad - små smagsoplevelser. Og en kande vand blev sat foran os. Ikke noget med vi bestilte, hvad vi gerne ville smage - nej, "værsgo og spis" . Og det smagte bestemt også godt - måske en smule specielt, men det er Palembong jo netop kendt for.
Da vi havde spist, kiggede man på, hvor meget vi havde spist, og det blev regningen lavet ud fra. I alt 7,- kr blev det til for 2 personer. Og igen en masse fnisen og fjanten og glade mennesker og stolte over, at vi kom til dem og fik mad, og at vi kunne li' det.

Ja, er det svært at forstå, at vi har fået Indonesien ind under huden, med alt det spændende, vi oplever. Men nu må jeg slutte for i aften, for ellers kommer jeg bare for sent op til morgenmad i morgen. En gang stegte ris med grøntsager til og frugt samt en god kop kaffe.

Kærlig hilsen

Edith
PS: Jeg har netop set i fjernsynet, at et fly er styrtet ned - måske skudt ned - over Ukraine. Forfærdeligt !!!!!! 295 dræbte. Jeg kan berolige jer med, at jeg og Erik ikke var ombord. Men i morgen lørdag flyver vi her fra Palembang på Sumatra og til Jakarta på Java. Mandag morgen flyver vi fra Jakarta og til Yangoon i Miamar. Vi vil hele tiden skrive om, hvor vi befinder os, og ser vi sådanne forfærdelige nyheder som denne, giver vi selvfølgelig lyd frs os.Ha' det alle godt, og pas godt på hinanden. Det gør vi her.