D.20/10-09

Idag var endelig dagen hvor jeg skulle vende snuden videre mod næste destination. Elsker bare dette øjeblik, og denne gang er det jo specielt, for der er ingen bus der venter på dig. Nix. Jeg skal hitchhike eller blaffe på godt dansk... Hø hø...

Jeg vågnede tidligt, og tog mig god tid til at gøre det hele klar. Snuppede en muffin, bryggede lidt god stærk kaffe. Fiskede et æble ud af frugtkrukken, og tændte for morgenflimmerkassen, så vågnede op til GoodMorning America. Hmm... Vejret så lovende. Typisk, når man forlader et sted blir det altid omkring 20 fahrenheit varmere... Jeg krydser fingre for D.C, hvilket var mit næste stop. De fleste nåede at vågne op og smutte på arbejde før at jeg tog afsted. Heldigt nok, ville jo gerne sige tak for alt.

En af tøserne, var så sød at give mig et lift til metroen, og hun havde en ekstra metropollet, så fik også den tur foræret. TAAAKK... Jeg havde valgt at stå i det sydligste af byen. De havde en stor motervej der, som var god at stå på, så jeg tog metroen helt mod syd. Problemet med nordøst USA er, at man skal helt ud af byen, for at finde et truckstop, så siden jeg ikke havde en bil, måtte jeg vente på godheden fra en almindelig amerikansk bil. Jeg ventede ved vejsiden i et kvarter før en sort dame i fyrrene stoppede bilen og spurgte hvor jeg skulle hen. Desværre boede hun i Philly og var på vej på arbejde, men hun kunne tage mig noget af vejen. Hun var meget snaksagelig og vildt flink, men en smule desorienteret, for det skal siges at en blaffer må kun stå i starten af en motervej, og hun satte mig af i midten af ingenting. I midten af to veje, der gik hver sin vej, så jeg var nød til at løbe over motervejen, for at kunne stå i den anden side... Shhiiiittt.... Jeg følte mig ikke helt tryg og vidste heller ikke hvilken vej nogen af de to veje gik, da der ikke var skilte ude i midten af ingenting. Og siden jeg var nybegynder med det hele, var jeg ikke helt sikker på hvad jeg skulle sige eller hvor jeg skulle stå. Nu ved jeg det...

Efter fem minutter hvor jeg følte mig totalt LOST standsede en politibil med blink og det hele foran mig. Boing Stine. Han holdt der et par minutter, og jeg vidste ikke om jeg skulle gå hen til ham eller vente. Så jeg ventede. En ung fyr steg ud og spurgte om jeg vidste at det var ulovligt at stå midt ude på kørebanen. Jeg fortalte ham min situation, at hun bare havde sat mig her. Han spurgte efter mit pas og talte med radioen. Heldigvis fik jeg ikke en bøde og han kørte mig hen til det nærmeste exit. Jeg sad bagerst i bilen, der er sku ikke meget plads, når det gitter er der. Så jeg blev sat af ved en exit og han fortalte mig de gode steder jeg kunne stå hvis jeg ville blaffe. God politimand :-). Efter det måtte jeg gå et lille stykke, for at finde et godt sted at stå igen. Heldigvis var vejret godt, så der var ingen problemer der. Efter fem minutter, blev jeg samlet op af en kinesisk pige på min alder. Hun skulle heller ikke så langt, men gav mig en halv times køretur i den rigtige retning. Yihaa... Jeg er på vej mod syd. Vi talte om at det var meget nemmere at blaffe når man var i vest end i øst, og hun kiggede underligt et øjeblik, og jeg fortalte hende hvor øst var, så forstod hun igen... Hmmmm....

Jeg blev sat af i en lille hyggelig landsby og ventede igen på den næste. Her samlede en mand mig op. Han havde selv rejst hele USA rundt da han var yngre, så han ville med glæde hjælpe mig. Han var en selvstændig arbejder, og fortalte mig at han havde haft den bedste tid i sit liv, da han rejste på denne måde, så han spurgte mig om jeg havde beskyttelse med. Jeg fortalte ham om min kniv, så sagde han at det ikke var nok og gav mig hans Stungun fra hans venstre lomme. Det var en kæmpe ting på ca 30 - 40 cm. Han viste mig hvordan den virkede og trykkede på knappen. Et blåt skær og en høj Zaaap lyd kom og gav mig et lille chok. Værsgod. Den fik jeg. Han satte mig af i en landsby i Maryland... FEDT, jeg er i Maryland. Herfra prøvede jeg at finde mit næste lift. Godt råd. Når folk sætter dig af. Forsøg at blive sat af i et truckstop, istedet for tæt på en motervej. Lastbiler kører altid længere, og det tar lang tid at finde et sted at stå og et lift hver gang. Denne gang samlede en mand mig op og kørte mig til den næste landsby, jeg stillede mig i den rigtige side af motervejen, men ingen biler kørte den vej. Sært. Efter noget tid fandt jeg en tankstation og spurgte om råd. En mand fortalte mig, at folk ikke kører den vej, for så skal de bare betale told. Han tegnede en anden vej på kortet, som jeg skulle gå. Men den var 5 miles lang. Næsten 10 km. Jeg forsøgte at få et lift, men fik ikke noget det første stykke tid. Pludselig kom en gammel dame hen mod mig: "Jeg kunne føle Gud fortælle mig, at denne unge dame havde brug for hjælp, så jeg måtte spørge dig", fortalte hun. Jeg fortalte hende hvor jeg prøvede at komme hen, og hun tilbød mig et lift. Først spurgte hun om jeg var sulten, hvilket jeg afslog og sammen kørte hun mig til den perfekte truckstop. Jeg takkede hende meget. Men på det tidspunkt, var jeg blevet så træt i kroppen, efter at ha blaffet så meget og vandret flere mil. Næste gang, skal jeg huske at komme hen til et truckstop fra starten.

Efter noget tid fandt jeg endelig to lastbilfører der skulle samme vej. Yes. De sagde ja til at give mig et lift, og afsted gik det. Jeg fik en sodavand og en lille pose M&M's. De havde endda en bakke med kyllingestykker som vi delte og talte længe om min rejse. Imens så jeg solnedgangen fra førersædet. Det var en god slutning på en lang rejse. De tjekkede deres kort og satte mig af, tæt ved en afkørelse hvor der skulle være en metro der gik ind mod byen. Tog mig kun 10 minutter at gå derop og jeg fik lidt hjælp til at få min billet og finde den rigtige vej. Jeg steg ud i et distrikt som hedder Greensboro. Kendt for barer, restauranter og ungdomsliv. Ikke dårligt. Desværre lå metroen et godt stykke vej fra min værts hus, så det tog mig over en halv time at gå derhen, og på det tidspunkt, føltes min rygsæk meget meget tung.

Men ind kom jeg. Værten var ikke hjemme før ved elleve tiden, da han studerede længe, men han havde givet mig koden til døren og da jeg kom ind var der to andre couchsufere. Sjovt, for hans værelse var kun 10 kvadratmeter, så med to luftmadrasser og en seng i rummet, kunne man kun gå på madrasserne for at komme ind og ud. De to var på min alder og gift. Han var fra mexiko og hun var fra Canada. Sammen lavede vi en gang pasta med noget skummel sovs og nød måltid. De tog senere på café, men jeg var ås kvæstet at jeg sprang fra og lagde mig til at sove.

Et par timer senere dukkede min vært op. Han var vist 27. Vi hilste og snakkede sammen et stykke tid, men der kom ikke den største entusiasme fra mig, da jeg var døden nær af træthed. Zzzzz.... Fik dog også fred efter noget tid. Nat Nat i D.C...

D.21/10-09

Selvom min dag havde været ekstrem hård igår, var jeg stadig den første der vågnede op til dåd. Jeg gjorde mig klar til dagen, og med min computer i tasken, gik jeg hen på en lille café, bestilte en salat og udnyttede deres fri Wifi.

Vejret var fantastisk. Ikke en sky på himlen og det var endda varmt nok, til at rende rundt uden jakken. Fedt! Alle seværdigheder var i gåafstand, blot 10 blokke fra Greensboro, så jeg besluttede at nyde vejret til fods.

Alle de mest kendte seværdigheder ligger i en stor klump i D.C. Så man kan faktisk gå i en lige linie. Det første man altid møder på sin vej, er det hvide hus. Sjovt. Man har set det i så mange film og pludselig står man foran det. Mon Obama er hjemme?

I det hus har samtlige præsidenter boet, bortset fra George Washington. Det var flot, men desværre efter 9/11, blev rundvisningen skærpet. Det er dog ikke umuligt. Hvis man taler med ens ambasade, så kan man måske efter en del måneder, komme ind til en guidet rundvisning.

Jeg gik rundt om hjørnet, og flere blokke nede startede en stor grøn park. Bladene var begyndt at skifte farve, så det var fantastisk at blive overdænget med røde og gule farver. Og det var endda utrolig varmt idag. Heldig heldig :-p.

Parken er omringet med mindepladser for forskellige krige gennem tiden, eks Vietnamkrigen og Verdens krigene. Den er også omringet af de mest berømte muséer i området. Så hele D.C er ret simpel. Man kan se alt på en dag, hvis man springer et museumsbesøg over, og endda i gåafstand.

Først starter man med Lincoln monomentet. 36 søjler bærer taget, hvilket repræsenterede samtlige stater i U.S. på hans tidspunkt. Ved hans statue kan man læse den berømte Gettingburgtale fra 1863, hvor han talte om lighed og frihed for folket. Det var også her at Martin Luther King, holdt sin berømte tale: I have a dream. Vendte man ryggen til Lincoln og kigger mod øst, kan man se forbi den reflekterende pool, over mod Washington Monumentet og helt hen til U.S Capitol. Jeg gik ned af trappen og gik langs den Reflekterende Pool. Føltes sært at så mange mennesker har stået her og kæmpet for lighed. Vejen var let mudret, men man kunne stadig mærke at der var noget ærefuldt over dette sted. Jeg gik over vejen og bevægede mig op på en bakke hvor Washington Monumentet stod, omringet af amerikanske flag. Monumentet er en 169meter høj obelisk i marmor og granit. Det stod færdigt i 1884 og var et minde om den første præsident. Normalt var der fri adgang til trapperne, for at komme op til toppen, men det er nu blevet skærpet til et begrænset antal. Folk blev ved med at skrive på væggen, og det som gjorde det sidste udfald, var at en hjemløs sked på trappen. Så nu skal man reservere billet. Tak for ....

Pludselig hørte jeg nogen tale om den helikopter der havde kredset rundt om monumentet i en time. Først troede jeg at det bare var turister, men så hørte jeg Obamas navn blive nævnt og jeg skulle lige spørge ind til det. Manden fortalte mig at hvis jeg skyndte mig ned til vejen, ville jeg se Obama køre forbi, da der jo var en grund til at de havde lukket vejen. Jeg fløj afsted. Alt hvad remmer og tøj kunne holde. Weee... Der var næsten ingen mennesker ved vejen, men der stod et par stykker linet op. Så jeg gik helt hen til vejen, og der kom han. Først et par politimotercykler, så de store sorte biler. Og jeg så ham. f***! Han sad ud mod min side. Han kiggede desværre ikke denne vej, pokkers. Men så ham. Oh Happy Day... Halvt dansede fortsatte jeg videre ned af vejen, og fortalte alle om mit held. He he.. En glad Stine i D.C.

Jeg fortsatte videre mod U.S. Capitol og blev glædeligt overrasket da jeg kunne komme helt hen til hoveddøren. Troede man kun kunne komme til porten. Bygget i 1793 med en indiansk dame på toppen af kuplen. Friheden, hedder hun og kigger mod øst. Religiøst symbol på, I østen stiger solen op... Pudsigt, når man tænker på alle de indianere der blev myrdet, fordi de ikke ville konvertere, og så har de en kristen indianer på toppen af U.S. Capitol...

Nå men, det var blevet sen eftermiddag, jeg havde gået hele dagen, så jeg besluttede mig for at gå hjem igen. Det endte med en halten, da det var omkring 30 - 40 gader... Pusssttt. Da jeg nåede hen forbi Det hvide Hus var der en masse mennesker samlet ude på græsplænen. Obama havde et travlt skema, og folk ventede på at hans helikopter skulle lette. Sammen med tv-folk, lokale og tossede turister, så vi folk stige ind mens en gruppe i sort vinkede farvel. Den fløj lige over mit hoved. To gange på en dag. Ikke dårligt. Træt, men glad traskede jeg hjem. Overvejede et cafébesøg, men valgte lave noget te hjemme. Mens jeg slappede af, ringede jeg til en god veninde og ringede til hende i godt en time. Skype er en fantastisk idé. Især når det er gratis. Det bedste råd jeg kan give folk der rejser længe er at tage en mini bærbar med. Du kan bruge den som telefon, dagbog og gemme alle dine billeder. Istedet for at rende rundt med 20 USB-stik/memory-cards.

Om aftenen sad jeg med flere af husets beboere og så tv. De inviterede mig til poker aften, men jeg afslog da det jo gælder om penge og de spiller hard-core to gange om ugen. Aldrig i livet, om jeg ville kunne overleve det :-S. Istedet gik jeg i byen og købte en god portion yoggurt-is, som jeg nød i ro og mag. Da jeg smuttede op i seng, stødte jeg på en ny couchsurfer. Vi talte lidt før at jeg krøb under dynen og sov som en sten. Zzzzzz...

D.22/10-09

Jeg vågnede op igen tidligt og tog en stille morgen. Fandt ud af hvad jeg ville få den sidste dag til at gå med og tænkte på mine chancer med at blaffe. He he... Skulle jo finde et godt sted til imorgen. Solen skinnede igen fra en skyfri himmel, så det skulle jeg ud i. Tog først på café, hvor jeg fik en god salat og fortsatte så ned af gaden mod Downtown. Lærte at der ikke rigtig var så meget at se Downtown, det var mest blot et business-distrikt, så tog først et hurtigt kig efter F.B.I. Man skulle da lige kigge forbi deres hovedkvarter, når man jo var i byen :-p. He he... Mærkeligt nok havde de ikke en souvinir-butik. Det kunne de sikkert ha tjent penge på. Jeg fortsatte til National museum of american History, hvor de bl.a. havde indspillet Nat i Muséet. Det var selvfølgelig ikke kun derfor at jeg gik ind. Alle muséer her i D.C har gratis adgang. Det er kun deres film, som koster. Ikke dårligt, men nu havde jeg været i så mange muséer, så det var ikke det store hit mere, og efter en halv times forvirret vandring, trillede jeg ud igen. Jeg gik gennem parken og videre mod en ny sø, hvor Roosevelts og Jeffersons mindeplads stod. Bagefter fulgte jeg Potomac River og hen mod havnen, hvor et par luksuriøse både stod linet op. Jeg kunne være fortsat over broen mod den historiske Arlington kirkegård, men noget med kirkegårde, gjorde at tanken ikke var så fristende. Lad de døde få deres fred. Jeg ville ikke blive mere belyst af at besøge de faldendes hvilested :-S.

Da jeg senere kom hjem var min vært også hjemme. Han havde fået tidligt fri, så han havde bragt lidt godt med hjem til aftensmad. Sammen lavede vi lidt spagetti med hvid sovs og bare slappede af resten af aftenen. Jeg tog senere på en lokal bar i området hvor jeg fik en øl. Bud light er den billigste. Så gik jagten ind på en sort tus, hvor jeg kunne lave et flot skilt med det. Så hjemme i stuen, skrev jeg med store bogstaver. NORTH CAROLINA... Tjaa... Jeg kunne ha skrevet Charlotte, hvilket var min næste destination, men det er nemmere at starte med staten og bagefter skrumpe den ind til byen. Man kunne jo altid være så heldig at de skulle til den by. To fluer med et smæk. Normalt ville jeg helst anbefale at man fandt et truckstop, men der er ingen i byen eller udkanten, så man kan kun be om et lift og se hvad der sker.