D.23/10-09

Jeg havde stillet mit vækkeur til klokken seks om morgenen. Jep, ved det er tidligt, men det tar tid at blaffe. Jeg tog gik ud i den mørke kolde luft og søgte efter en metro. På min vej kom jeg over en bro, der viste mig hele Washinton D.C. i solopgangen. Jeg læste engang på en plakat at man mindst en gang om året skulle opleve en solopgang. Jeg havde set et par stykker under denne rejse og glædede mig allerede til den næste. Metroen var billig, ca. 1,80 dollar. Tjaa... Jeg skulle jo til endestationen. Havde valgt det sydligste punkt i D.C, fordi at to store motorveje stødte sammen der og hvis folk skulle mod syd. Skulle de den vej.

Jeg havde købt lidt brød ved bageren og nød morgenmaden med en god udsigt over D.C.

Jeg stod ud og spurgte om vej. Folk tog det normalt at jeg ville blaffe, hvilket jeg var glad for. Var temmelig træt af alle dem, som blev så nervøs over at man ville gøre det. Og nu havde jeg jo min elektriske støder eller hvad man nu kalder dem. Så pas på derude. For her kommer jeg.

Jeg stod omkring en halv time ved vejkanten. Det er vigtigt at vejen er lige det første stykke, så billisten har tid til at se dig og beslutte sig. Pludselig stoppede en stor bil foran mig. En ældre dame rullede vinduet ned og spurgte mig hvor jeg var på vej hen. "North Carolina", fortalte jeg hende. "Hop ind. Jeg vil ikke ha at du blaffer herude. Jeg vil få det på det første tog og så gør du ikke det igen". Vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg nikkede blot og hoppede ind i blien. Hun spurgte om jeg ville skade hende, og jeg svarede nej.

Ved togstationen købte hun en businessclass billet til mig og sagde at før hun gik, ville hun give mig lidt penge, så jeg ikke blaffede igen. Hun havde selv en datter på 16, og ville ikke se sådan en ung pige blaffe. Hun gav mig en konvolut, krammede mig og tog afsked. Det var først da hun var væk, at jeg fattede mit held og kiggede i konvolutten, som havde givet mig. s***!!! Hun havde givet mig, 380 dollars. Hun havde været meget bestemt i sin handling, så jeg kunne umuligt havde sagt nej. En time senere kom toget og jeg sad i en blød stol med fri drikkelse til under hele turen. Ikke dårligt. Jeg var en heldig blaffer.

Toget var forsinket halvanden time, men jeg fik lov til at låne en mobil, så jeg kunne kontakte min vært i Belmont. Kæresten og hende levede i en lille by ved navn Belmont ikke langt fra Charlotte, og det gjorde intet for mig at komme lidt udenfor byen. Det havde sin helt egen charme.

Jeg ankom omkring ved ti tiden og blev hentet af min vært ved stationen. Hun var utrolig flink og jeg fik en hjemmelavet sandwich af hende da jeg kom indenfor. Parret havde en stor golden retiver, desværre var kæresten på forretningsrejse i Tyskland, så det var kun mig og hende.

Vi hyggesnakkede lidt inden at vi begge gik til køjs.

Jeg havde fortalt hende om en Barbeque-festival som de i byen Lancaster nord på. Det var kun imorgen. Hun var vild med idéen, så lad os bare håbe at vejret holder.

D.24/10-09

Vi vågnede op til øsende regnvejr. Det hele ville starte omkring ved ni tiden, og vi ville helst gerne være der før alle dukkede op. Det skulle vist være en stor ting her i området, så på en god dag kunne der dukke over 100.000 op. Men som vejret så ud lige nu, ville selv jeg ønske at vi blev hjemme. Men afsted kom vi. Da vi stoppede for at tanke, løb jeg hurtigt indenfor hvor man normalt altid kan finde en Dunkin Dounuts. Købte mig en god kop kaffe og en blåbær-muffin. Det skal siges, at selvom Starbucks ser moderne ud, så har jeg faktisk ikke mødt nogen endnu, som kunne li deres kaffe. De kommer der kun fordi stedet har klasse. Utroligt hvad man ikke gør, for lidt stil.

Festivalen lå i hjertet af Lancaster, hvilket var omkring 50 mil, nord for Charlotte. Regnen havde stoppet da vi nåede frem til et indkøbscenter, hvor vi tog shuttle-bussen (gratis) mod festivalen. Hvis vi kørte hele vejen derhen, var chancen for at finde en parkeringsplads lig nul.

De havde blokkeret et stor stykke af en vej, og stillet masser af boder og et par forlystelser op. Stedet osede af mad og fritúre. Vi fandt endda et svinevæddeløb, men før showet startede, begyndte det at øse ned igen voldsomt.

Vi søgte ly sammen med alle andre under tage og paraplyer. Resten af dagen, kom og gik regnen. Men det holdt ikke vores humør nede. Jeg nød og gøs ved synet at dette lands nye specialiteter. Fritúre stegt snickersbarer og mars. Corrn dogs og twinkies. Tro mig alt her er friteret. Var endda henne ved en bager, og købte en lille æble-kanel-kage. Den var så sød, at jeg kun kunne spise halvdelen. Amerikanerne elsker alt friteret. Mums...

På en afsides græsplæne, blev der afholdt en tømmer konkurrence. Yihhaa... En rigtig mandesport. Hvem kan mon save den træbjælke først over. Størst jubel fik dog den eneste kvindelige deltager, blandt de punpede mænd. Hun vandt ikke men godt gået søster...

Da vi nærmede os hen på eftermiddagen, var vejret klaret op og pladsen var begyndt at blive så fyldt, at vi besluttede os at tage ind mod Charlotte. Jeg var glad for at ha oplevet en rigtig amerikansk festival, selvom jeg aldrig ville kunne få mig selv til at smage en friteret Snickers... Føøøøøjjjjjj....

Vi tilbragte resten af eftermiddagen med at gå igennem Charlotte og udforske downtown. Charlotte er en pæn ren by, med flot arkitektur og grønne pletter rundt omkring. Jeg har tit oplevet en masse hjemløse rundt omkring, men her så jeg ingen. Måske var de til festival den dag :-). Det er svært at få et helheds indtryk af en by, når man kunne udforsker den i et par timer, så min beskrivelse er nok ikke så dyb som de andre steder. Men når man rejser tager begivenhederne ofte en uventet drejning, og man kommer til steder man slet ikke havde planlagt i begyndelsen. Som idag :-). Hold ikke fast i et skema, men giv dig selv den mulighed for at holde dørene åbne, hvis man nu for valgmuligheden overfor en anden retning. Jeg tog den og jeg kunne li den.

Da vi kom hjem skrev jeg e-mails til mine næste destinationer, skulle jo sikre mig en sofa der :-). Imens lavede min værtinde sunde tacos. Lige hvad vi begge havde brug for, efter et sukkerskud ved festivalen.

Sammen nød vi god hjemmelavet mad og talte om rejser. Priste mig lykkelig for ikke at opholde mig på et hostel lige nu. At couchsurfe er så meget mere givende. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker ved det, og ser frem til de næste mange mange mange...

Bagefter gik vi en tur gennem de små gader med hendes hund Aidan og satte os ind i tv-rummet, hvor vi poppede en pose popcorn og så film resten af aftenen. HYGGE!!! Jaaaa...

God afslutning på en god dag....